Sådan føler jeg mig for tiden… som en sur gammel kone…
“Hvorfor dog det?” spørger I naturligvis – for den slags empatiske mennesker er I jo ❤️
Det gør jeg fordi jeg lige nu er midt i en p*sse hård process hvis jeg selv skal sige det.
Det er gået op for mig at jo mere viden jeg tilegner mig om babyer, børn og unge (og mødre og gravide), jo flere ting lægger jeg mærke til.
Små bemærkninger, små nedværdigelser… Små ting som SAGTENS kunne være enderledes, hvis vi sammen som samfund besluttede at begynde at opføre os som om vi rent faktisk respekterer hinanden.
Hell – jeg kan sågar leve med “Fake it til You make it”!
Så skal vi så naturligvis også lige blive enige om at det der med at respektere hinanden også gælder børn.
Mit girlcrush pt er uden tvivl Fie Hørby og Blackbird Institute – Og jeg fangirler for vildt og ELSKER det.
Jesper Juul siger det reelt også, men lige nu er det Fie jeg er opslugt af.
Jamen HVAD siger hun så…
Jo hun siger at vi taler til børn som vi ALDRIG ville tale til en voksen.
Bum.
Den er ikke til at komme udenom.
Og billedet af mit sure fjæs afspejler ret godt den sure sjæl der gemmer sig bag mundvigene der er taget sydpå.
Så min process lige nu er at jeg arbejder på hvordan jeg kan eksistere i en verden der oversvømmer mig med skuffelse – uden selv at blive en sur gammel (k)ælling….
Jeg føler mig konstant som en hystade der finder fejl overalt (som ingen andre tilsyneladende synes er noget at kommentere på) – og det dræner min energi.
Har du et tip?!?
Please del det med mig – jeg har hårdt brug for det!
/Mia
Sådan har jeg også haft det inden for mit felt. “Hvis bare de nu brugte den viden, jeg har, så ville det være meget lettere/bedre/sundere osv.” Jeg har også været i en lang proces, og jeg er kommet dertil nu, hvor jeg kan sige “det er ikke mit bord” og lidt ala Ninie skriver, så tænker jeg “Alle gør det så godt de kan, med de ressourcer de har på nuværende tidspunkt.”. Jeg øver mig i ikke at øse ud af min viden alle steder, for så føler jeg mig faktisk såret/skuffet/vred, hvis ikke modtagerne bruger det. Jeg giver kun ud af min viden, hvis andre efterspørger det, eller hvis det er via mit arbejde. På den måde overforbruger jeg ikke mig selv – giver det mening?
Det giver mega god mening og jeg plejede at være god til det faktisk – synes jeg i hvert fald selv.
Men pt føler jeg simpelthen jeg drukner i “småfejl” som allesammen er så banale for den voksne at det SAGTENS kunne ændres – mens det tydeligt er rigtig problematisk for barnet.
Og så bliver jeg sgu ramt altså…
Sætninger som “Skal du bare være sur?” når en 3-4 årig ikke liiige kan/vil/magter at deltage i en fællesaktiviteter og derudover ellers ikke har udvist skyggen af “surhed”…
Av av av – jeg kan det ikke.
Åh det kan jeg virkelig godt forstå. Avs det gør ondt at lytte til. Du møder det jo sikkert så meget, fordi du netop er proces omkring det.
En ting, der er meget “flyvsk”, men som nogle gange hjælper mig, er, at jeg tror på, at vi selv har valgt vores forældre, fordi vi er kommet for at lære noget bestemt af dem og omvendt. Jeg ved godt det lyder skørt, men det giver mig ro. 😀
Jeg oplever at jeg har en del mere forståelse og rummelighed når det er forældre og deres børn…
Men når det er pædagoger, lærere, Sfo medarbejdere, gymnastik lærere osv – altså fagpersoner… uhhhhh så synes jeg det er svært… og jeg mærker vreden og skuffelsen og forseelsen buldre i mig.
Og dét dræner mig.
Ooooh yes, DET forstår jeg virkelig godt! Der er jeg helt med dig!
Alle gør det så godt de kan.
Også dem, der gør det elendigt.
Vær det gode eksempel de steder du “bare er forælder” og oplys i de fora hvor du er eksperten.
Virkelig godt tip. Tak.
Men det er faktisk mere inde i mig selv jeg bliver påvirket.
Jeg får lyst til at isolere mig nærmest fordi det påvirker mig så meget.
Og det duer jo ikke.