Hvornår bliver støtte til god søvn til søvntræning?
For mig er der ikke én grænse der passer til alle børn – og jeg er ikke bange for at sige, at jeg personligt tror på, at nogle børn har brug for mere støtte og måske endda ligefrem hjælp, til at sove godt.
Man vækker ikke børn fra lur – vel?
Søvn avler søvn – ikk?
Man styrer ikke barnets søvn – vel?
Gode lange lure er vigtig for barnets udvikling – ikk?
Men hvad hvis barnet sover 3-4 lange lure i dagstimerne og er mere vågen end sovende om natten?
Hvad hvis barnet nærmest græder natten igennem og slet ikke kan finde ro?
Hvad hvis forældrene HAR fået opdateret og kærlig vejledning i at hjælpe deres barn igennem kontakt, tilpasning af barnets stimuli, bæreredskaber, optimale sengeforhold og masser af støtte?
Og barnet stadig – efter 6 mdr – har vendt op og ned på døgnet?
Hvad hvis forældrene HAR været ved lægen og HAR afvist pres for grød og i alle andre henseender gør alt det rigtige – inkl at lade barnet styre søvnen selv?
Hvad hvis mor begynder at blive usikker, grænsende til angst, og begynder at lede efter hvor og hvorfor hun fejler?
Er det så tid at tale om søvnhjælp?
Søvntræning er efter min mening ikke enhver form for indblanding i barnets søvn.
Jeg tror på at man godt kan finde en kærlig måde at “styre” barnets søvn, så den – både for barnet og forældrene – bliver mere naturlig.
At fange barnet i den lette søvn efter 1,5 times lur og ganske blidt hjælpe barnet ud af søvnen, så barnet ikke sover 4-5-6 timer midt på dagen.
At sørge for at der er godt med lys allerede fra morgenstunden og naturligt mørke om aftenen, så barnets indre ur får en hjælpende hånd.
At sørge for at barnet får alderssvarende stimuli i løbet af dagen – og rolig omsorg om natten.
At støtte forældrene til tålmodighed, så de ikke tror barnets rytme kan vendes på 2-3 dage – men kræver 2-3 ugers tro på “projektet”.
At sikre at forældrene ved at det ikke er et nederlag hvis det “ikke virker” – så er de blot blevet klogere på netop deres barn.
#SøvntræningNejTak er ikke = At man på ingen måde må påvirke barnets søvn.
#SøvntræningNejTak er – for mig – et klart nej til søvnstyring der tager udgangspunkt i forældrenes behov, samfundets forskruede forventninger eller Tante Gertruds meninger om den lille “manipulerende unge”.
#SøvntræningNejTak er et nej til børn der skriger sig i søvn, fordi de behandles uværdigt, uden den omsorg barnet har brug for og uden forståelse for normal søvn.
Hvad tænker du?
Hvad er #SøvntræningNejTak for dig?
/ Mia
(Der pt kun lige knap sover om natten – men det er en fase og det er IKKE noget der “kræver” søvntræning)
[…] Søvntræning? Søvnhjælp? Hvad er forskellen? […]