Normalt er det kun mig som skriver herinde.
Jeg har delt ammehistorier ja, men ellers kun mig.
Det ændrer jeg nu, for en oplevelse på min private facebookprofil har fået mig til at tænke meget over det her med at blogge – og blogge om så sårbare ting som jeg gør.
Blogger man om tøj, sko, indretning, så er det nok ikke noget man rammes af helt ind i hjertet hvis nogen ikke lige er enige eller måske ligefrem føler man har rædsom smag – smag er som bekendt vældig individuelt.
Men når man skriver om sine valg som forælder, og i særdeleshed når man skriver om opdragelse og forældreskab udfra perspektivet at tidligere tiders opdragelse måske ikke helt har været særlig anerkendende overfor barnets instinkter og tilknytningsadfærd, så kan det ramme på en helt anden måde.
På en måde hvor man føler sig ramt, virkeligt ramt – fordi det der kommenteres på er måden man har valgt at opdrage sine børn – essensen af ens forældreskab.
Jeg blogger om forældreskab og amning.
Det betyder ikke at jeg er perfekt.
Det betyder heller ikke at jeg kan eller vælger (at forsøge) at gøre alle de ting jeg skriver om.
Det betyder blot at jeg gør mig overvejelser omkring emnerne overordnet set og at jeg, i hvert fald i nogen grad, selv følger det jeg “prædiker”.
Det betyder også at jeg nogle gange IKKE gør.
Yes yes – shocker – jeg er faktisk et menneske – who knew.
Men – når man blogger om noget så sårbart og følsomt, så kan negative kommentarer godt føles voldsomme.
Jeg er jo selv ude om det ikk? Jeg har jo selv lagt tingene ud til skue – hvad havde jeg regnet med?
Jeg havde så faktisk regnet med negative kommentarer – NETOP fordi jeg blogger om de emner jeg gør: Amning, søvntræning, opdragelse.
Kortet voldsomt ned og ekstremt simplificeret blogger jeg jo om at vi som voksne er nødt til at indse at det samfund vi lever i og den vestlige verdens kultur, ganske enkelt ikke er super befordrende for barnets og familiens sunde udvikling.
Og det er nok naivt at tro man kan skrive om de emner uden at få negative kommentarer.
Men at jeg skulle blive beskyldt for ikke at tage mit ansvar som “fortaler for ifavn”, “ifavnsk rollemodel” og blogger alvorligt – dét havde jeg ikke regnet med. Da det så blev smidt oveni hatten at jeg ikke var transparent og at det nu var tydeligt at jeg ikke gør som jeg selv prædiker, så føltes det for mig som en beskyldning om at lyve.
Jeg var ikke ifavnsk nok – og nu var jeg blevet “fanget” i det.
Ordet “tilknytningsstridigt” blev brugt om min handling.
Og jeg ved at første spørgsmål vil være “Jamen hvad gjorde du da”, så det kan jeg lige så godt svare på, selvom det ikke på nogen måde er relevant.
Jeg havde postet det her billede af børneunderbukser og en skål vingummier og skrevet at mit barn fik én vingummi for hver tissetår på toilettet – og at han ville få en Prinsesse Sofia dukke når ugen var omme (den er jeg så på vej i Bilka efter nu om lidt).
På min private profil! Ikke bloggen her. Og ikke en “sådan får man barnet til at smide bleen”-udgave, simpelthen bare et øjebliksbillede. Igen – på min private profil!
Baggrunden for de negative kommentarer er at indenfor ifavn arbejder man med at barnet gerne skal finde indre motivation for at gøre ting og at belønning er en ekstern motivation, som, hvis brugt kontinuerligt og systematisk, vil give et barn som vil have noget for at gøre noget. Og et barn som vil gøre ting det ikke ønsker eller er klar til, for at få belønningen. Det er jo ikke optimalt – det kan vi alle blive enige om.
Du kan læse mere om belønning her.
Men jeg er ikke enig i at de her konsekvenser sker, hvis det sker engang imellem: Når barnet skal tage medicin der smager grimt, have taget en blodprøve, sidde stille 5 min imens mor er til lægen (eller har brug for 3 min ro, for ikke at miste forstanden totalt) – eller f.eks overvinde sin frygt for at prøve, bare prøve, uden ble.
Jeg er heller ikke enig i at man ikke kan give glaskugler, klistermærker, småsten som en måde at følge udviklingen – en synligt måde for barnet at se hvor “langt” det er nået eller hvor mange gange det har “klaret det”.
Bare det ikke bliver grundlaget for hele opdragelsen. Og sålænge der ikke er nogen former for straf i det, hverken reel eller efter barnets opfattelse.
Jeg blev faktisk rigtig ked af det over de kommentarer – ikke fordi jeg følte jeg havde gjort noget forkert. Men fordi jeg pludselig følte mig ansvarlig for ting jeg på INGEN måde hverken kan eller vil være ansvarlige for. Følte mig uduelig, fordi jeg ikke kunne leve op til det her billede af en der bare har styr på det hele – DET HELE! For det har jeg så ikke på nogen måde – og det lægger jeg ikke skjul på.
Men det var jo ikke MIN forventning, det var en forventning som blev trukket ned over hovedet på mig. En forventning om at være perfekt – og om at mene noget, som jeg ganske enkelt ikke mener.
Der var også andre som følte at kommentarerne og kritikken var lige hård nok – nogle kommenterede på opslaget, andre sendte private beskeder til mig og henviste, ikke overraskende, til at de ganske enkelt ikke følte for at deltage i kommentarsporet, fordi tonen var så hård.
Da jeg, igen privat, talte med Kathrine fra Familiemakker om det, så virkede det så oplagt at bede hende komme med hendes tanker om emnet mommyshaming generelt – og jeg er så glad for at hun var med på ideen.
Imorgen kommer Kathrines tanker om mommy- eller daddyshaming og jeg er så spændt på hvad I tænker.
Og jeg svarer gerne på spørgsmål om og kritik af vingummier og Prinsesse Sofia dukker – men du skal tale pænt til mig, eller gider jeg simpelthen ikke.
/Mia
(Jeg har valgt at gøre det omtalte opslag privat, fordi jeg ikke ønsker at udstille dialogen – at kunne se opslaget og se hvem der sagde hvad, er ikke nødvendigt for at kunne tale om min oplevelse og mommy/daddyshaming generelt.)