Seir: 19 uger – Endnu et fald på vækstkurven


Den sidste tid har jeg haft en følelse af at Seir nok tog på, men ikke helt så meget som jeg kunne ønske mig.

Helt konkret burde han tage mindst 150-160 gram på i ugen, men gennemsnitlig vægtøgning har kun været 120 gram i ugen.

Ved 7,5 uge vejede han 6 kilo. Nu ved 19 uger 7,4 kilo. 1400 gram på ca 80 dage. Det er bare ikke nok. Det er det bare ikke.

Fordi han har allergi er vækstkurven et værktøj jeg bruger som en del af en samlet vurdering af hvordan det går med ham – fordi den kan give mig helt konkret info.

Ja, en kurve skal stadig tolkes OG må aldrig aldrig stå alene. Men den indeholder data der, når anvendt korrekt, over tid kan være en kæmpe hjælp.

Jeg havde en fornemmelse af at det ikke var helt godt – og det holdt så stik.

Øv!

Jeg har en helt klar fornemmelse af hvad der er sket – og hvordan jeg retter op på det (og en hel flok skønne powerkvinder jeg kan bede om hjælp) så jeg har alle muligheder for at fastholde fuldamning til 6 mdr – og det er bestemt også planen.


Men mine følelser er noget andet – noget helt andet.

Jeg føler skyld og skam.

Ja – det sagde jeg lige. Skyld og skam.

Skyld fordi jeg har haft for travlt – længere er den ikke.

Jeg har haft gang i for mange ting, ikke spist nok og bare presset mig selv for meget. Jeg stoppede udmalkningerne fordi jeg ikke liiiige havde tid og jeg har haft adskillige gange hvor jeg liiige har skullet gøre noget færdigt inden jeg satte mig og ammede – trods han meget tydeligt gav signal.

Det er virkelig så simpelt – for mig i hvert fald.

Jeg har ikke haft ro i måsen til at sidde i sofaen, med baby på babsen og bare være i babyboblen.

Vasketøj, opvask, oprydning, projekter – dumt dumt dumt.
Skammen kommer af at jeg da for filan VED BEDRE alså! Jeg VED godt at med de udfordringer min baby og jeg har, der duer det der bare ikke.

Der SKAL jeg prioritere ro og mad – til både han og jeg.

Så hvad nu…..


Jo nu henter jeg de store elsklinger og så bestiller vi pizza – bum!
Naturligvis skal vi ikke have junk hver dag – det virker hverken for ungerne eller jeg.

Men idag skal vi liiige være sammen og have ro på – og så skal der andre boller på suppen fra imorgen.
Mor og Seir skal se tv og guffe god mad dagen lang – og så må vi lige leve med lidt rod og nullermænd indtil ham der far ikke har helt så travlt og kan hjælpe i weekenderne.

Så ja – det var lige status herfra.

Som I kan se er jeg bare et ganske almindeligt menneske lissom alle jer andre.

En mor der laver fejl og dummer sig, en mor der ikke altid har styr på alt.

En mor – en ganske almindelig mor.
/ Mia
(Skrevet fra min mobil – med baby sovende i mine arme, i sofaen ❤️ )

2 Comment

  1. […] indlægget “Seir: 19 uger – Endnu et fald på vækstkurven” skrev jeg om mine tanker og hvad jeg ville gøre for at optimere […]

  2. Camilla Thomas Gluver says: Svar

    Du er så sej ❤ Ganske almindelige mødre er SEJE!!!

Hvad tænker du?