Roser er røde, violer er blå – Min dreng er en pige med kjole på.

Hvorfor er en lille pige i Spiderman bluse der klatrer i træer “Sej”, men en lille dreng i kjole er… Ja… Ikke sej i hvert fald vel da…
 
Hvorfor er en lille pige der kører på skateboard “Cool”, men en lille dreng der laver (lyserøde) perlekæder er… Ja ikke cool vel da…
 
Hvorfor er en voksen kvinde der tager jakkesæt på “PowerWoman” – men en mand der tager en lækker kjole på er… Ja ikke PowerMan vel da…
 
Hvorfor er XX’er der opfører sig som XY’er helt ok – men omvendt er det ilde set?

Hvad er det ved det feminine der er SÅ slemt at man hellere skal bevæge sig væk fra det, end hen imod det?
(Altså udover at man så pludselig får mindre i løn)

Trods min søn græd, virkelig GRÆD, da jeg gav ham “drengetøj” på i mandags, så gjorde jeg det alligevel.
“Nej mor – jeg kan ikk li blåååååå.”
“Nej moar – jeg vil ik ha den der trøje på.”
“Jeg vil ha min kjoooooole” græd han.


“Jamen hvorfor gjorde du det så” er nok den logiske tanke – i hvert fald for mig.

Fordi jeg over weekenden var blevet påvirket i en grad, hvor jeg havde svært ved at holde fast i det jeg VED: At det jo er fuldstændig ligemeget hvilke kromosomer barnet er født med – det er lige som det skal være. Også når det har lilla, pink, perler og øreringe på – selvom bleen gemmer en lille tissemand.

Fordi en lille del af mig pludselig blev i tvivl om det mon VAR mig der var gal på den.

Det er Kvindernes Kampdag idag… Feminismen raser…

Vi taler om ligestilling og ligeløn og lige vilkår – for voksne primært.

Men kig lige lidt længere tilbage – måske det kunne være en ide at arbejde med hvad vi gør ved børnene langt tidligere?

– Drenge “må” være stride ved pigerne: “Det er bare fordi han kan li dig”
– Drenge er badasses når de lægger piger ned på stribe – piger er bare billige.
– Piger skal lade være med at tage nøgenbilleder, for så er de selv ude om det når andre deler dem.
– Piger skal klæde sig anderledes, gå bestemte steder, sørge for ikke at være fulde og helst i grupper – eller er det sådan set selv lidt ude om at de bliver overfaldet. Og har de flirtet – jamen SÅ må de altså faktisk nærmest forvente det.
– Piger er hysteriske når de ikke vil behandles skidt – det er nemlig slet ikke en mulighed at den behandling de modtager rent faktisk ER over grænsen.

Og ja – der er bestemt også de omvendte eksempler:

– Drenge må ikke lege med neglelak og hårting og makeup, så er de tøsedrenge, hvilket vi alle VED klinger negativt.

– Drenge skal klatre i træer og børste blodet væk når de dratter ned. Så er de “rigtige” drenge – her er klangen positiv.

– Drenge forventes ikke at kunne sidde stille, være stille, høre efter – de er jo drenge.

– Når drenge er berusede eller færdes i grupper, så kan de “ikke gøre for det” når de opfører sig upassende. De er åbenbart ikke i stand til at opføre sig ordentligt.

Hvad skal det til for?

Allerede imens baby ligger i maven er der forskel.

“Er det her legetæppe for piget? Vi skal have en lillebror”
Really? Et legetæppe? For piget? Stop det – nu!
National Geographic havde i Januar 17 udgaven lavet en special udgave de kaldte “The Gender Issue” – fordi tiden er ved at være klar til accept og forståelse af at nogle gange fødes mennesker altså bare med andre kromosomer og andre følelser end det her typiske “XX = Kvinde” og “XY = Mand” – og en del af dem mærker det allerede som helt små. (Jeg har ikke nået at læse det hele endnu, men det jeg har læst var supergodt)

Hvis du tænker “Hvad snakker hun om – jeg fatter hat” – så klik her og lade din verden udfolde sig: Køn og kønsidentitetSkriver jeg det her fordi jeg tror min 3-årige er transkønnet eller noget ?- Næ… Han er 3!!! Han har ikke den fjerneste forståelse af køn og kønsidentitet – heldigvis da. Den virkelighed skal tids nok ramme ham.

At han render rundt og siger at han er en pige og at han også vil have en baby maven når han bliver stor, anser jeg for værende helt normalt. Fordi han er 3 år 🙄

Jeg skammer mig over at jeg iklædte ham det tøj, selvom han meget tydeligt viste og fortalte mig at han virkelig ikke kunne li det. Det var mildest talt ikke ok at jeg på den måde overskred hans grænse når jeg uden problemer kunne have taget en pink bluse og hentet hans kjole.

At han så har haft det på tre dage nu – med en kjole udover – det er jo bare typisk ikk.

For mig, idag, handler Kvindernes Kampdag om at jeg ønsker at vi alle – kvinder som mænd – får lov at være dem vi er.

At vi vurderes som individer – uanset køn, kønsidentitet eller kønsorientering.

At vi har de samme rettigheder og muligheder – OG at vi hjælper hinanden med at se i hvilke tilfælde der skal særbehandling til, for at sikre ligestilling i praksis.

Det betyder, for mig, at vi kigger grundigt på de kønsroller vi SELV bidrager til – og arbejder på at smadre hele konceptet.

Uden kønsroller er der ingen “rigtige” mænd og “rigtige” kvinder, ingen foruddefinerede opfattelser af at en XX skal lege med dukker og at en XY skal lege med biler, ingen der kigger skævt til en XY med kjole på og ingen der kigger på MIG og siger at det er “min skyld”…. Min skyld at min dreng er “forkert” fordi jeg “jo selv lader ham gøre det”.

Jeg gad dæleme godt se den forælder der ikke ville reagerer ret så negativt på sådan en udmelding – hvis det handlede om at “drenge ikke går til dans” eller at “piger ikke dyrker karate”. Det husker vi lige når de står der med medaljerne og pokalerne ikk 😈

Ja, jeg “lader ham gøre det” – for min opgave som hans forælder er at støtte ham i lige det der gør ham glad.
Og går han stadig med kjoler når han er 12 eller 17, så håber jeg at jeg igennem hans opvækst har givet ham nok kærlighed og tryghed til, at han kan møde verden med vished om at jeg i hvert fald synes han er lige som han skal være.

Så fra mig til dig, på den her Kvindernes Kampdag:

Hvis det gør dig glad at arbejde 80 timer i ugen og aldrig få børn – GoGo

Hvis det gør dig glad at være hjemmegående husforælder og lade dig forsøge af en (eller flere) partnere – GoGo

Hvis det gør dig glad at hjemmeskole dine børn på en sandstrand på Bali, imens du stripper på nettet når de sover hver aften, for at få råd til det – GoGo

Hvis det gør dig glad at have dameundertøj under dit HugoBoss jakkesæt, når du sætter dig i direktørstolen – GoGo

Hvis du tænker “Kvinden er rablende – samfundet falder sgu da fra hinanden sådan der” – Så tror jeg desværre du skal opdatere dig, men endelig endelig tænk sådan.

Jeg tror bare ikke der er nogen vej tilbage – kønsrollerne er ved at ændre sig og der er en masse mennesker som endelig begynder at føle sig frie netop pga det.

Idag vil jeg prise mig lykkelig for at er opdraget til at JEG bestemmer over MIT liv – at jeg ikke behøver være på en bestemt måde for at være god nok. At jeg godt må prøve mig frem og se hvad der føles rigtigt for mig. At det er ok at begå fejl – også de virkelig grimme.

Og at jeg er opdraget til at jeg kan hvad jeg vil, at jeg ikke skal lade mig nøjes pga mit køn, men være bevidst om at de rettigheder jeg nyder som kvinde, skyldes at dem før mig kæmpede hårdt – og at jeg må tage min del af kampen, på de områder jeg kan.

Min mor er for det meste ret så fantastisk og jeg kan slet ikke forestille mig den person jeg ville have været, hvis min opdragelse havde været mere “traditionel” i forhold til kønsroller <3

Hvad er vigtigt for dig idag?

Hvad tænker du?