Inden massehysteriet går igang, så læs lige med
Ammenet.dk
*Amning giver din baby skadelige miljøgifte’
Gisp, det er da lige til at få morgenkaffen galt i halsen over her midt under morgenamningen. Skal vi så alle sammen stoppe kold tyrker nu?
Det er så let at blive usikker og få dårlig samvittighed, når der kommer den slags ny forskning, som medierne selvfølgelig vinkler og blæser op, fordi det giver kliks på deres hjemmesider (= indtægter). Der er jo ingen, der vil skade deres børn!
Så lad os starte med at holde fokus. Fokus er, at fluorstoffer skal fjernes fra alle produkter, fordi de overføres til mennesker. Fokus er ikke at stoppe amning. Fokus er miljøgifte i naturen og deres konsekvenser for mennesker. Studiet her er en del af den debat og et argument for forbud mod flourstoffer.
Så er der selvfølgelig nogen, der fokuserer på amning. Så lad os se, hvad alternativet er til at amme fuldt i 6 mdr og delvist derefter. Det er at give mme. Modermælkserstatning er lavet primært på komælk og sukker. Og nu er det jo ikke, fordi hverken køer eller sukkerrør lever i en bobbel og ikke bliver udsat for miljøgifte.
Så om noget, viser studiet, at mennesker på grund af livsstil får flere fluorstoffer end køer. Det kan man jo så forsøge at lave om på ved at ændre livsstil (her kommer det kedelige så, at det bla handler om at undgå pizzabakker og muffinforme…)
Tilbage til, at man bliver så pokkers usikker på, om man nu også gør det rigtige ved at amme, når sådan en overskrift popper op.
Udfodringer er jo, at sådan en omtale af et studie kun fokuserer på en lille bitte del af det store billede. Nemlig overførslen af fluorstoffer. Amning består af rigtigt mange andre ting – og det er vel bevist, at der er rigtig mange fordele ved at amme. Dem hører vi bare aldrig om, når sådan et studie omtales.
Vi hører bare en udtalelse om, at Sundhedsstyrelsen ikke har tænkt sig at skifte anbefalinger, fordi fordelene klart opvejer ulemperne. Så her kommer et par af fordelene ved at amme fuldt indtil omkring midten af det første år og herefter så længe barn og moder ønsker det:
Det er klart det bedste for dit barns tarmflora. Tarmfloraen er bl.a. en vigtig brik i immunforsvaret. Det er blandt andet derfor ammebørn er mindre syge, får mindre allergi, færre tarmsygdomme etc. Resultater, der alle er målt på børn, der evt også har fået flourstoffer. Så selvom der er indtag af flourstoffer, er der altså stadig mange fordele ved at amme.
Amning er knyttet til højere intelligens på grund af sammensætningen af modermælken.
Og så den vigtigste: Modermælk er den biologisk bestemte føde til menneskebørn. Modermælk er specielt designet til menneskebørn gennem mange, mange årtusinder.
Nå, vi kunne jo fortsætte med ammefakta i meget lang tid, men altså hovedbudskabet er:
Keep Calm and Nurse on.
Edit. Opslaget er redigeret, så det er tydeligt, at vi ikke beskylder forskeren for ikke at være uvildig, for det er bestemt ikke meningen.