Jeg sidder her og nærmest græder.
Jeg har læst et indlæg af skønne Maj My – og hun rammer mig bare hver evig eneste fucking gang altså. Rammer ind i noget som jeg ofte slet ikke ved er der. Det er nærmest magisk. Den kvinde ER magisk – det er jeg sikker på!
Du kan se indlægget her:
Storm ser Netflix, Seir ser Netflix, Tristan ser Youtube, Nor er i skole og skal hentes her om 30 min – jeg kan liiige nå at fyre dette indlæg af inden jeg henter.
Det skal her ud – nu – inden jeg fortryder. Fordi jeg ved at hvis jeg skriver det her, så er det ét skridt nærmere at sige “FUCK” til frygten og bare være mig.
(Jeg er meget glad for FUCK for tiden. Der er så meget kraft i det ord.)
Sagen er den at jeg har ramt en mur. Muren er bygget af frygt og usikkerhed og en million tanker og følelser.
Jeg har adskillige indlæg liggende, personlige med masser af holdning og mening og saft og kraft – men jeg tør ikke poste dem… Eller tør og tør… Jeg ved nemlig ikke helt hvad det egentlig handler om, hvad der reelt er grunden til at jeg ikke får det postet.
Jeg får lavet en masse små ligegyldige hyggeopslag – dem skal der også være plads til, men det er som om de er fyldstof, fordi de tanker der står i kø for at komme ud stadig er for rå og for sårbare til at være “klar” til verden.
Der er sket så mange ting de sidste to måneder.
Ting jeg kan og gerne vil fortælle om, ting jeg ikke kan fortælle om fordi det ikke er min historie at fortælle (det er i ihvert fald sådan jeg har det lige nu)… Og så mange tanker at jeg har svært ved at sove og pt praktiserer yderst usund afledning kostant.
Tanker om mig og os og børnene og verden og alt. Energien er høj, for høj – måske fordi alle de her tanker bare suser rundt i mit hoved.
Jeg kæmper for at tage mig mod til og bare lukke det ud – men jeg er bange. Jeg er bange for at jeg bliver “for meget”, bliver for højtråbende, at nogen vil føle sig ramt og vende vrede kommentarer imod mig – selvom jeg jo godt ved at det er nærmest umuligt at mene noget om forældreskab og børn uden at nogen vil være rygende uenige…
Så hvad er det egentlig jeg er bange for? At nogen er uenige og synes jeg er for meget?
At denne uenighed vil få mig til at blive usikker på mig selv og mine tanker og følelser?
Jeg tager mig mod til – det kommer… Det vil ud… Det SKAL ud… Ellers bliver jeg (mere) skør…
Det ender med at komme som ét stort festfyrværkeri af MIG – læg sikkerhedsbrillerne klar, det bliver noget af et show 😆
/ Mia
[…] Frygt, usikkerhed… Jeg er ramlet ind i en mur. […]