Nu kommer der lige et helt råt opslag her. Jeg har ikke tænkt dybere over det, det er ren reaktion på et opslag jeg så idag i en ammegruppe på facebook.
En håndfri sutteflaske – håndfri! Så har jeg set det med 😯
Jeg er egentlig ligeglad med hvad der er i den flaske. Det handler på ingen måde om amning vs flaske eller modermælk vs mme. Som i overhovedet ikke.
Men pråliahørher, som mit girlcrush Frejamay plejer at sige.
Nu stopper det fandeme!
Flaskeholdere som den voksne tager over skulderen:
Vugger med indbygget svøb og bevægelses-aktiveret automatisk vuggebevægelser:
Producentens hjemmeside: https://www.happiestbaby.com/pages/snoo
Puder som barnet spændes fast på og som så spændes fast på en skråstol/automatisk vuggende skråstol:
Vuggende skråstole:
Hvad i alverden foregår der med verden??
Vi skal sende børnene afsted i pasning ved 6-7-8-9-10 mdr, trods der er massiv forskning der fortæller at det måske ikke liiiige er optimalt.
Vi skal huske at pleje forholdet = Babysitter og afsted i biograf/til koncert/fancy restaurant.
Vi skal huske at vi mødre skal “have vores krop tilbage” og det skal helst gå lidt tjept. (Sidst jeg tjekkede var min krop stadig min – bare lidt blødere og rundere. Men jeg HAR altså også fået tre børn – det må man vel godt kunne se? Skal det være en hemmelighed?)
>>Det har jeg skrevet lidt mere om ovre hos Moderskaber.dk, hvis du vil læse mere.<<
Nu skal vi så heller ikke holde vores børn når vi er sammen med dem?
OK – så inden nogen tænker at jeg jo slet ikke forstår hvor desperat man kan blive, så jo – det gør jeg. (Og det her handler slet ikke om hverken produkterne eller forældrene der bruger dem – så ro på)
Første barn var sådan en der skreg hvis ikke han var hos mig – dag og nat. En tur i Føtex i barnevogn – glem det. Jeg er engang kommet til at snerre af en stakkels Føtex medhjælper, der pakkede kasser ud fordi han “larmede” og vækkede barnet som ENDELIG sov i den dumme barnevogn… Altså come on!
Andet barn havde mælkeallergi – uopdaget. Når man ikke opdager allergi OG pga dårlig vejledning fra SP ender på flaske, så bliver tingene ikke ligefrem bedre. Så vi taler barn der skreg… Og skreg,.. Og skreg… Og BESTEMT ikke ville sove, spise, lege som de der baby jo “skal”. Han ville skrige…. Og skrige lidt mere… Bevares, han var da også rolig engang imellem med det skønneste smil – men yogabolden og jeg blev virkelig gode venner.
Tredje barn – der stoppede jeg med alle de hersens ting – alle de her forsøg på at få ham “af mig” – og tadaaaa, baby der ikke græd.
Så jo – jeg forstår godt at man kan komme helt derud hvor de her ting simpelthen er som sendt fra himlen.
Men – der er skisme da noget riv rav ruskende galt med samfundet, når vi indretter os, så vi overhovedet har brug for de ting??
De her små børn skulle jo ikke spændes fast og ligge alene, når årsagen til at de græder er ubehag, uro, smerte, behov for tryghed, sult (ja, jeg sagde sult) og hvad ellers barnet forsøger at kommunikere.
Der skal da være et levende menneske som holder barnet, synger for barnet, vugger barnet, nusser barnet. Vi kan da ikke være det her bekendt? Tror vi virkelig det er vejen frem?
At isolere forældre, så de køber sig fattige i hjælpemidler, fordi der ikke er NOGEN støtte omkring dem?
Som jeg skrev i mit indlæg om refluks så oplever jeg også familier der ender hos lægen, med medicin til deres helt normale barn, fordi gylp, gråd og uro pludselig er så drænende (og det kan det bestemt også være da) at forældrene tror der er noget galt med deres barn (hvilket jeg godt forstår). Der er ingen omkring dem der kan aflaste og berolige.
Så nu siger jeg det: Jeg dømmer samfundet – helt vildt! Dømmer kulturen! Dømmer en verden hvor nybagte forældre efterlades alene – uden omsorg og beroligende kram.
Hvor normal babyopførsel gøres sygelig, fordi vi har så hamrende travlt med at separere mor/barn/far at baby (sjovt nok) reagerer og ikke ligefrem bare putter sig pænt i barnevognen.
Hvor sætningen “Sover han igennem?” er standard, men sætningen “Er han god til at vågne og amme?” bestemt ikke er noget man hører.
Hvor sundhedsplejersken prædiker nat-ammestop ved 6-7 mdr fordi der “kan baby fysiologisk undvære mad om natten” – trods barnet skriger og skriger og mor bliver hårdere og hårdere i håndteringen af baby for med “ordren” om nat-ammestop var der også lige et lille “og du skal ikke lade ham bestemme” imellem linjerne.
Hvor læger der ABSOLUT INTET ved om amning alligevel giver sig til at kommentere om, hvor meget, hvor længe og hvordan mødre ammer.
Hvor søvntræning åbenbart er fuldt ud accepteret, fordi… Ja hvorfor er det lige det egentlig?
Jeg dømmer IKKE forældrene. For det er ved gud ikke deres skyld. Det er en udvikling der har været igang over årtier.
Er jeg den eneste der slet slet ikke forstår det her?
Er jeg bare gammel og øko-hys og lige flipper nok?
Hvad møder I i jeres omgangskreds?
/ Mia
Pssst: Jeg holder et lille oplæg i marts om det her med at arbejde MED sin baby istedet for imod.
Du kan se mere her: Babycafé i Holbæk
Det er gratis – det kan vi godt li 😉
Jeg kunne ikke være mere enig. Hvis man rent faktisk gerne vil være tæt på sit barn, møde dets behov og acceptere, at livet må sættes lidt på standby, for det er ikke en dukke, men en baby man har fået – et lille levende menneske, der er fuldt ud afhængig af en og på INGEN måde kan klare sig selv, ja så er man næsten lidt underlig. Og man skal da ikke driste sig til at råde andre med en skrigende baby, til at være tæt på det, give kærlighed og omsorg, og acceptere at lige nu, er det det vigtigste I deres liv, for hvad så med alle de ting de gerne stadig vil. Det er lidt som om vi ikke er helt klar over, hvad det kræver at få børn idag og alle de her gadgets hjælper bestemt ikke på det.
Hørt hørt! Nogen gange er det enste der virker bare nærhed. Vi vikler og elsker det <3 og vi ammer om natten (9 mrd) vi sover noget af natten sammen og ellers ligge T i træmmesengen for enden af vores seng. Alt er godt.
Hov. Jeg hedder altså Marlene haha
Hvor er det nogle vigtige tanker, du deler her, Mia. Denne kultur er så syg, så syg. Og børnene gør, hvad de kan for at råbe os op. Heldigvis er der en erkendelsesbevægelse i gang. Så mange unge forældre søger viden og får mod til at gå imod strømmen. De små børn viser vejen. Lad os støtte op – alt, hvad vi kan.