Store beslutninger – Viden, ønsker og muligheder følges ikke altid ad.

For noget tid siden lavede jeg et opslag på SoMe omkring det at skulle træffe store beslutninger.

Du kan se det her:

Efter at have lavet opslaget, havde jeg en god lang snak med Maj My og jeg vidste jo godt hvad jeg skulle – men det var som om at det at høre hendes rolige stemme reflektere over min situation, gjorde det knap så svært.

En god sjat tårer senere og nu er jeg klar til at dele.

Siden August 2018 har jeg haft både Storm, Seir og Tristan hjemme hver dag. All day everyday. Jeg har fået hjælp af Mormor, men mormor har altså stadig en igangværende karriere.

Da jeg valgte at Storm og Seir skulle blive hjemme hos mig og ikke være i et pasningstilbud, så gjorde jeg mig det også klart at det kræver noget af mig. Det er ikke “ferie”. Det kræver at jeg er nærværende og tilstede, så jeg kan se og følge deres signaler og sikre at de tilbydes passende aktiviteter, efter deres egne initiativer.

Billede af tre børn der rutcher på en rød, grøn og gul rutchebane i et legeland. Børnene smiler.

Det inkluderer at komme ud og lege, cykle, hoppe i vandpytter, handle ind, bage, lave mad, lave perler, tegne, bygge med lego og alt det andet som børn gør og lyster – som giver en naturlig stimulering og sikrer barnets udvikling.
Hos os tror vi på at det også kan involvere ipads/tv – både som ren afslapning og som læring i form af læringsspil eller at snakke om film/tv.

Det inkluderer, for os, også samvær med andre familier – yngre og ældre børn, andre voksne med andre regler og grænser og hvis muligt, andre fysiske rammer end dem vi selv bor og lever i.

Altså det berømte “socialisering” – for det er bestemt vigtigt, for os er det bare en mere naturlig version, når det sker sammen med en forælder eller andre kendte voksne, som har et personligt forhold til vores børn.

Billede af tre børn der står foran en væg, hvor der er malet dyr på.

Vi bor en kort køretur fra Odense Zoo, Egeskov Slot og Slotspark og Naturama.
En lidt længere køretur og så er vi ved Fjord og Bæltcenteret i Kerteminde, ved Valdemarslot eller ved Koldinghus. Alle oplagte udflugter for os som familie, sammen med andre hjemmepassere/hjemmeskolere.

Vi har været heldige at vi har gode venner i nærheden, som forstår og accepterer vores situation – og som derfor er kommet til os for at lege.

Vi har nemlig ikke kunnet komme til dem.

Jeg har tidligere skrevet om Tristan og skolevægring – og hans situation har betydet, at det har været overordentligt svært at komme ud af huset, fordi han desværre bliver voldsomt utilpas “ude i verden”.

Hensynet til Tristan har betydet, at jeg har haft en del udfordringer, med at skabe den hverdag, jeg vurderer som passende til lige de børn jeg har.

Billede af et barn der leger med en hvid kat.

Det hele er blevet yderligere kompliceret af at jeg siden August 2018 har kæmpet en brav kamp, med behov for hjælp fra privat socialrådgiver, for at få hjælp til at hjælpe mit barn. Vi bor i et fantastisk land, med helt utrolige sikkerhedsnet for både børn og voksne – men systemet er ikke fejlfrit, lad mig bare sige det sådan.

Jeg har brugt utrolig meget tid på at mails og mails og mails.
Udover den faktuelle tid det tager fra vores familieliv, så gør det også noget ved mit hoved, at skulle presses og anklages fra offentlig side, samtidig med at alle mine anmodninger om hjælp er blevet afvist – trods de naturligvis var begrundet i fagpersoners udtalelser om barnet, det betyder nemlig intet hvad jeg som forælder siger og beskriver desværre.

Jeg har følt mig magtesløs, fanget og har følt, at der var en total mangel på tiltro til, at jeg kender mit barn.

Der har været perioder hvor jeg kunne få det hele til at hænge sammen – og perioder hvor jeg har været nødt til at parkere Storm med en aktivitet imens Seir sov, for at jeg kunne læse lovgivning, læse sagsakter, sende mails. Slet ikke ok.

Der har været dage hvor vi har haft legeaftale – og jeg har stået med en telefon og talt, imens vores gæster har leget med mine børn. Virkelig ikke holdbart.

Da det i vinters blev klart at Nor var syg og havde brug for nogle ture til sygehuset, så var det som om hele korthuset ramlede om ørerne på mig – udløst af at jeg måtte prioritere hos hvilke(t) af mine børn jeg skulle være, fordi jeg bare ikke kunne være to steder på en gang.

Billede af barn i en kørestol i en elevator. En voksen kvinde står ved siden af og tager et billede ind i elevatorens spejl.

Som mor er det min opgave at sikre at mine børn får deres behov opfyldt, i så høj grad som det lader sig gøre og med hensyn til deres individuelle behov, såvel som et overordnet hensyn til os som familie.

Samtalen med Maj My handlede om at jeg allerede havde indset at vores nuværende situation var uholdbar – men at jeg havde så meget sorg og skyld og skam forbundet med de ændringer jeg vidste skulle til, at jeg var handlingslammet.

Det er jeg ikke mere.

Jeg har set på MINE børns behov, individuelt og samlet og truffet beslutninger som vil skabe en ny hverdag, hvor alles behov tilgodeses – omend måden de opfyldes på ikke nødvendigvis er den, for mig, mest optimale og naturlige.

Vi har skiftet Nor til en anden skole og i den samme skole er Storm skrevet ind i den tilhørende børnehave og Seir i vuggestuen.

Bum.

Billede af tre børn der går på en sti ved siden af et græsareal. De har to hunde med.

Jeg er stadig fortaler for hjemmepasning og endda hjemmeskoling – jeg har bare ikke mulighed for at skabe de situationer, som gør hjemmepasning og skole til gode valg.

Jeg er stadig af den opfattelse at det ville være langt bedre for Seir at være hjemme hos mig hver dag – eller indgå i “bytte” med en anden familie, så han var hos dem 1-2 dage i ugen og jeg så havde deres barn 1-2 dage i ugen – men det er ganske enkelt bare ikke en mulighed for mig lige nu – fordi jeg har et barn der ikke på nogen måde kan tilgodeses i en sådan situation.

Jeg mener stadig at Storm, optimalt set, havde ca 6 mdr mere hjemme og så kunne starte stille og roligt i skole.

Mit store barn har lige så meget krav på at få sine behov tilgodeset, som de små – både i forhold til det samarbejde jeg skal have med kommune/skole og i forhold til forælde-barn relationen hver dag. Jeg skal simpelthen have frigjort noget tid til ham og de behov han har – og det får jeg nu, hvor de tre “små” skal være afsted noget af tiden.

Billede af et barn der bæres på moderent ryg. Barnet griner og moderen har solbriller på.

Det har været pisse fucking hårdt at skulle se at jeg bare ikke kan det hele.

Jeg kan ikke skabe den hjemmepasser-hverdag mine yngste børn har brug for, samtidig med at jeg skaber den hverdag mit store barn har brug for.

De små har brug for at være sammen med andre børn og se andet end vores lille parcelhuskvarter – og mit store barn har brug for at jeg har en-til-en tid med ham og for at være fri for at føle sig som den der “ødelægger” det for de andre.

Hvis alt går som jeg forventer, så vil Seir være i vuggestue nogle timer om dagen nogle dage om ugen, Storm vil starte i skole til august, i en lille samlet gruppe med Nor – og jeg vil få nogle timer kun til Tristan og til alt det trælse papirarbejde.

Synes jeg det er optimalt og det som jeg, isoleret set, ønsker for mine børn? – Nope.

Men jeg synes at det er en rigtig god løsning, i lige netop vores situation.
Og jeg synes at jeg er kickass sej at jeg handler på at jeg kan se det vi gør nu ikke virker – at jeg tager kontrol over vores liv og gør mig umage for at indrette det så godt som jeg kan, med fokus på at børnene behov skal tilgodeses i så høj grad det lader sig gøre.

Billede af et barn med shorts, en kortærmet bodystocking, solbriller og stråhat på.

Det er svært for mig at min sidste “baby” om lidt er ikke bare 2 år, men også i pasning. Det er overhovedet ikke hans behov at være i pasning – så mega langt fra. Hans behov er at være med mig, i naturligt forekommende sociale situationer, som indbyder til leg og samvær med andre børn og familier.

Jeg gør det så godt jeg kan, i den situation jeg er i – og det er ikke altid 100% foreneligt med den viden jeg har og de holdninger jeg har.

Hej virkelighed – du er sgu en bitch nogle gange – men jeg klarer det, for der er ikke andre muligheder.

3 Comment

  1. Marianne says: Svar

    Jeg blev simpelthen så rørt over din historie….hvor må det bare have været en svær tid for dig…ønsker dig det bedste med din nye beslutning

  2. Maria says: Svar

    Du er så pisse sej Mia!! det er fandme rocker hårdt at have et barn der mistrives og det er endnu mere rocker hårdt at skulle kæmpe med systemet om at få sat nogen rammer og forhold op der gør at barnet kan trives!! kæmpe kram til dig.

  3. Natasha says: Svar

    Det lyder som den helt rigtige beslutning for dig og dine børn❤️

Hvad tænker du?