Mama Doula – Anne-Kathrine Perez har skrevet om starten på hendes moderskab og hvordan amningen spillede en kæmpe rolle i netop det.

Det var hverken rosenrødt eller nemt – og myterne stod i kø for at ødelægge det hele.

Og nu – nu ammer hun begge sine børn og kunne slet ikke forestille sig noget andet.

—

“Det skal bare hærde”

Jeg ligger her med to dejlige unger i favnen. De kigger dybt ind i hinandens øjne, inden de ligeså stille lukker i og begge falder i søvn, trygge og fyldt op med kærlighed. Amningen giver dem begge alt det de har brug for lige inden de skal sove – tryghed, nærhed og kærlighed.

Jeg har nu ammet i snart 3 år uden pause, og selvom der har været hårde perioder med søvnmangel, udviklingsspring, sygdom, touch out, ny graviditet og ny baby, så kan det ikke og aldrig sammenlignes med den start mit første barn og jeg fik.

Nohrs fødsel endte i sugekop. En fantastisk fødsel som endte i sugekop, da jeg mistede kontrollen over min fødsel. Heldigvis fik jeg lov at beholde den lange afnavling og den øjeblikkelige hud mod hud. Han blev hurtigt lagt til brystet og jeg VIDSTE, at det var det her jeg skulle. Fuldtidsamning i 6 måneder, og derefter indtil han var fyldt et år. Jeg havde læst, jeg havde studeret. Hans læner krængede ud, sundhedspersonalet gav thumbs up. Alt var i den skønneste orden, troede vi.

Efter et par timer begyndte mine bryster at gøre ondt. Efter et døgn havde de sår. Efter to døgn kunne jeg ikke holde det, så jeg fik lidt Panodil og to ammebrikker, der slet ikke passede. “De skal bare hærde. Det er helt normalt. Der går over.”

Vi blev sendt hjem fra sygehuset med dette lille væsen, der voksede og tissede som han skulle, men jeg følte mig forkert. Jeg var skuffet over hvordan fødslen var endt, og jeg var så bange for at amningen også skulle gå i vasken, så jeg kæmpede og hang i med næb og klør. Jeg græd ved hver amning, begyndte at strække dem, brugte mine vejrtrækningsøvelser fra fødslen, og bad til at det snart blev bedre. Men det blev det ikke. Det blødte og blødte, begge brystevorter var rent sår og den ene hang i laser. “De skal bare hærde”, fortalte alle mig.

Uden min mands støtte havde jeg ikke holdt det ud, men han var der under alle amningerne, hjalp med det han kunne, og jeg følte mig aldrig alene.
Uden Nohrs stærke sind og vilje havde jeg været nødt til at supplere, men han suttede for livet, selvom det var mig der måtte bøde.

Jeg fandt ud af, at Nohr havde kort tungebånd og spændinger i nakken. Hans sutteteknik var helt tosset, men da det så rigtigt ud udefra, mente alle det var som det skulle være. Efter at tungebåndet blev klippet lidt, og vi fik drengen til en kraniosakralterapeut, blev det bedre, men tungebåndet var fortsat meget kort, så vi fik hjælp af en ammevejleder, til at få styr på teknikken. Efter 6 uger var sårene helet. Efter 8 uger kunne jeg amme ham helt uden smerter. Efter 12 uger elskede jeg amningen.

Den dag i dag har den ene brystvorter stadig mærke fra de første uger af mit liv som mor. “De skal bare hærde”… mine damer og herrer, det er en myte.

Der gik lang tid før det gik op for mig hvor meget fødslen og starten på ammeforløbet havde påvirket mig. Det var svært at finde ro i moderskabet, men ironisk nok var det amningen der viste mig vej igen.

Og i dag ligger vi her så. Børnene snorker trygt ved hvert sit bryst, mens jeg tænker tilbage. Det var kampen værd, men det var en kamp jeg gerne ville have undværet.

—

#amning #smerter #sår #moderskab #tandem #tandemamning #ammehistorie #doula #ammevejleder #ammebaby #graviditet #amningundergraviditet #breastfeeding #breastfeedingthroughpregnancy #tandemnursing #tandembreastfeeding #mamadoulaperez