Svar på 20 spørgsmål til Ammemafiaen

Jeg lavede et opslag på facebook og Instagram hvor jeg åbnede for spørgsmål om mig og min familie.

Facebook valgte at undertrykke det totalt, så der ikke rigtigt var nogen som så det, så det blev en nem omgang 😂

Jeg svarer her på spørgsmål omkring mine tanker om institutionsliv, om jeg arbejder, min forældres og svigerforældres tanker om mine ifavnske værdier, mine ammeforløb, hvad der fik mig til at blive frivillig ammevejleder og hvordan det er at være mor til 4 og på visse punktet og i visse situationer være nødt til at vælge anderledes end jeg ville ønske og de følelser af utilstrækkelighed det kan bære med sig.

Advarsel – det bliver LANGT!

Jeg prøvede med små korte Q and A type svar, men det blev bare ikke godt. Jeg kunne ikke få det frem som jeg gerne ville.

Så ja – langt! 😂

Jeg svarer på spørgsmål om min holdning til institution/pasning, min opvækst, min families holdning til min måde at være forælder på og mine ammeforløb – og så lidt om hvordan jeg lykkes at give alle mine børn det de har behov for og om jeg nogle gange må gøre noget andet end mine holdninger gerne ville…

Spoiler alert: Ja, jeg må nogle gange gå imod mine principper, holdninger og ønsker… Og det er ikke altid skide sjovt.

Og så er der en lille smule omkring hvordan jeg putter mine børn – UDEN søvntræning.


Jeg arbejder ikke nej 🙂

Nr 1: Min første, Tristan, startede i dagpleje ved 11 mdr – fuldstændig ligesom “man skal”. Jeg havde en fødselsreaktion og var sygemeldt, men min sagsbehandler sagde at jeg SKULLE sende ham i pasning, selvom der ikke var den vilde udsigt til at jeg kunne raskmeldes.

Allerede efter få dage kunne jeg se at det slet ikke virkede – han var simpelthen så ked af det.

Vi prøvede igen ved ca 15 mdr og det tog laaaang tid at køre ham ind.

Det blev først rigtigt godt da han ved ca 20-21 mdr kom til en ny dagplejer der havde en helt anden tilgang end de andre.

Det var en befrielse at få ro på den front – lige indtil hun blev sygemeldt og han blev kastet fra gæste dp til gæste dp.

Samtidig med at jeg startede uddannelse, fik jeg presset kommunen til at give ham en plads i ønskebørnehaven og det var noget ko-lort, for at sige det mildt.

Jeg ved nu at jeg lukkede øjnene for hvor slemt det var, fordi jeg simpelthen ikke kunne overskue hvad jeg ellers skulle gøre.

Han gik der 8 mdr og skiftede så efterfølgende børnehave.

Så det var jo super fedt – NOT. Jeg har mange tanker omkring hvad de skift og de virkelig utilgivelige oplevelser han har været igennem har betydet for ham.

Nr 2:

Min nr 2, Nor, startede i dagpleje allerede ved 8 mdr.

Jeg var gravid med nr 3, Storm, havde voldsom bækkenløsning og kastede op i stride strømme – og jeg havde en fødselsreaktion fra Nor.

Dét kombineret med at farmand var på skole 400 km væk mandag-fredag = Var hjemme fra fredag midnat til søndag eftermiddag de weekender han kunne komme hjem – der var nemlig også opgaver i weekenderne.

Jeg var ikke glad for dagplejeren, men var så skidt fysisk og psykisk at jeg ikke så anden udvej end at aflevere ham. Jeg var rent ud sagt bange for at være alene med ham, fordi jeg følte at jeg slet ikke kunne finde ud af at være mor for ham – følelser der kom fra fødselsreaktionen.

Kunne jeg gøre det om, så havde jeg gjort det – altså hele situationen som gjorde at Nor endte med at starte så tidligt.

Jeg endte helt nede i et sort hul pga en uoverskuelig følelse af at det bare var forkert… Følelse af utilstrækkelighed og svigt.

Da Nor var 13 måneder skiftede han til en ny dagpleje – en helt fantastisk dagpleje.

Nr 3:

Med Nr 3, Storm, var jeg, som beskrevet ovenfor, helt nede i et hul – det dybeste sorteste hul – allerede imens jeg var gravid.

De kaldte det en belastningsreaktion – en efterfødselsreaktion udløst allerede under graviditeten pga stress.

Jeg endte med at blive indlagt til aflastning halvanden måned før fødslen – jeg var allerede blevet sygemeldt, da min barsel med Nor sluttede.

Far var hjemme på barsel 11 måneder efter fødslen, imens jeg var sygemeldt og havde det ubeskriveligt skidt – hvorefter vi forsøgte at køre Storm ind i både vuggestue og dagpleje.

Han var så enormt ked af det at jeg slet ikke kunne være i det og jeg blev mere og mere opmærksom på den virkelig mærkelig tilgang både dagplejeren (og den anden dagplejer jeg talte med om opstart) samt personalet i vuggestuen havde.

At Storm skulle væk fra mig for at kunne knytte sig til dem (personalet), at jeg skulle stoppe med at amme, samsove og bære ham i bæresele… At jeg skulle gå selvom han græd, at jeg fejltolkede hans signaler, at det var MIN usikkerhed som mor der gjorde at han ikke ville være i vuggestuen osv

Det påvirkede mig så negativt at jeg var nødt til at stoppe – og så var han hjemme hos mig indtil han han startede i børnehave da han var 2 år og 8 måneder, med god hjælp fra far, mormor og min kusine som passede når jeg skulle til f.eks psykolog – sådan tre omgange fødselsreaktion kan nemlig sætte sig til regulære psykoser hvis man ikke får den rette hjælp.

Og det har ikke alle dage været lige fedt, lad mig bare sige det sådan.

Det der VIRKELIG hjalp mig, både i forhold til min fødselsreaktion og i forhold til mine tanker og følelser omkring pasning, amning, at bære mit barn var at jeg startede som moderator på Ammenet og derigennem lærte psykisk førstehjælp, refleksiv lytning, anerkendende vejledning OG oplevede en verden hvor jeg ikke var skør.

Hvor det var ok at samsove, vikle, amme, lytte til den indre mor-stemme. Hvor det var normalt at have det svært med at skulle aflevere sit barn til fremmede.

Ammenet reddede mig – Sisse og Cecilie fra Ammenet reddede mig da de spurgte om jeg ville være med.

Før det havde jeg kun mødt nogen som ville “tage børnene væk” i deres forsøg på at hjælpe mig.

Og det gjorde det bare værre.

Nr 4:

Seir er nu næsten 9 mdr og er skrevet op til dagpleje. Ikke fordi han som sådan skal i dagpleje – det er jeg nemlig ikke umiddelbart interesseret i, men fordi reglerne er at man skal skrive op til “normal pasning” hvis man ønsker at benytte alternative former for pasning, f.eks privat børnepasser.

Jeg ved endnu ikke hvad der konkret skal ske og tager det som det kommer.

En ting er dog sikkert: Han kommer ikke til at blive “tvunget” i pasning med tårer og en lukket dør lige i hovedet. Aldrig!


Mine tanker om institutioner: Jeg har det ambivalent med dagpleje, vuggestue og børnehaver (og skoler)

Jeg tror ikke det er rigtigt for alle familier at passe/skole hjemme og jeg tror ikke det er rigtigt for alle familier at benytte pasning/skole.

Jeg tror ikke på at der findes én løsning som er rigtig for alle.

Jeg tror dog at der for pasningsområdet findes løsninger som ville bedre rammerne for børn der passes, så de børn hvor forældrene vælger eller er nødt til pasning, har det LANGT bedre end nu.

(Og jo, man kan sagtens være i en situation hvor man er NØDT til pasning – glem det der “Det handler om prioriteringer”, det er bare direkte respektløst overfor de som vitterligt ikke har noget valg)

Bedre normering er Nr 1!

Jeg har det meget stramt med 1 til 4-5 i dagpleje og med 1 til 4-5-6-7 i vuggestuer. Jeg får ondt i maven over 1 voksen der sidder alene med 10-14-17-19-21 børnehavebørn – og ja det har jeg personligt oplevet! Og jeg tog mit barn med hjem igen nogle af gangene.

Bedre uddannelse OG forståelse af at de “gamle” pædagoger nogle gange (forhåbentligt utilsigtet) skaber et miljø hvor den nye viden og anerkendende tilgang kan have svært ved at “få plads”.

Så hvorfor er mine børn overhovedet i pasning?

Nogle dage spørger jeg mig selv om præcis det. Og tankerne om at tage dem ud ligger konstant i mit baghoved og hvisker, brøler, skriger af mig.

Og svaret er nok at jeg desværre er blevet så stress-følsom at jeg ikke tror hjemmepasning til skolealderen er det rigtige for mig. (scroll længere ned og læs mere om dette)

Jeg oplever at jeg er en bedre mor når de har været afsted alt imellem nogle timer til en fuld dag.

I de timer vasker jeg tøj, handler ind, gør mad klar osv – og så passer jeg på mig selv. Det inkluderer både at sove, spise (i fred), se tv, blogge osv. Nogle syr eller går til zumba – jeg blogger og læser faglitteratur om amning og børns udvikling – det er hvad der giver min sjæl næring. Ikke min mor-sjæl, min Mia-sjæl.

Jeg har lagt meget energi i at finde en børnehave der deler mine værdier i så høj grad som muligt.

Jeg finder nok aldrig en hvor jeg er “tilfreds” med alt, men som det er nu, så er jeg glad for den vi har.

Jeg har det svært med de børn som er i pasning hver dag i 8-9 timer – selvom jeg selv har været sådan.

Jeg tror simpelthen ikke på at det er sundt for dem, forældrene eller den tilknytning og “føling” de bør have imellem sig.

Jeg har det svært ved at skulle udtale mig om “mine følelser omkring pasning”, for jeg tror ikke på de forældre som sender deres børn i pasning 8-9 timer i døgnet gør det fordi de tror det bare er helt ok…

Jeg tror de, lissom alle de andre forældre, lidt bare er endt der – måske faktisk uden at ville det eller helt vide hvordan de ændrer det og hvad det kunne gøre for dem at ændre det.

Det er bare en svær samtale at have – for uanset hvad, så kommer det lynhurtigt til at lyde som om man dømmer eller føler sig bedre.

Og det gør jeg ikke – nogen af delene.


Min opvækst: Jeg er vokset op med min mor og min lillebror og da jeg blev 11 fik jeg en lillebror mere.

Weekender og ferier hos min far som har to børn med sin kone.

Min mor er nok ret meget lissom jeg selv. Sove med baby, bære baby, ikke få baby passet i tide og utide og generelt prioritere baby/barnet/børnene.

Som enlig mor i starten af 80’erne var der ikke lige de muligheder for økonomisk støtte som der er nu, men jeg synes hun gjorde det godt og jeg kan ikke huske at have manglet noget eller af at have været “fattig” – heller ikke når hun fortæller baggrunden for forskellige traditioner vi havde.

Jeg kan huske Bamses Billedbog på vores lille gule sort/hvid fjernsyn der stod på spisebordet – imens vi spiste pandekager lige så hurtigt hun kunne lave dem.

Frikadeller og persillesovs imens vi så Amanda King fra en tysk kanal – og Sky Radio i radioen og mig der efterhånden kunne forstå hvad de sagde i nyhederne, trods det var hollandsk 😂

Jeg kan huske sommerferie hos min mormor og morfar med endeløse rækker af jordbær og juleaftener der startede juleaftens-morgen med et gavebånd, viklet igennem alle møbler og en gave for enden, så dagen var knap så lang.

Min mor forstår ikke altid det der med at amme så længe – ikke fordi hun ikke hører hvad jeg siger eller respekterer mit valg, nok mest bare fordi man vel altid er lidt uforstående overfor noget man ikke tidligere har mødt. (…. og det er derfor det er så vigtigt at amme offentligt uanset barnets alder 😉 )

Hun er helt med på det med at passe hjemme, ikke få dem passet, samsovning osv.

Børnene sover hos hende, når vi er på besøg 😍

Min mor fortæller at da hendes barsel med mig var slut – ved 3 måneder!! – der skulle jeg i dagpleje… men hendes hjerte gik i tusind stykker da hun havde besøgt min kommende dagplejer. Hun græd på vej hjem siger hun – og naboerne, et ældre ægtepar, så hende og efter en snak blev det aftalt at jeg skulle passes hos dem ❤️

De havde små yoghurt bægre der var vasket, som jeg stablede og jeg hørte “Dejlig er den himmelblå” på deres musikanlæg.

Jeg kan huske det og der var dejligt at være 😍


Min far er nok mere traditionel – synes det med amning så længe er lidt mærkeligt, om de da ikke ville sove bedre i egen seng osv – men jeg ELSKER at han lytter til mig og respekterer min måde og deltager aktivt ved f.eks at sove med børnene og bære i bæresele.

Når jeg begynder at tale om hjemmepasning, så bliver vi mere uenige og ved hjemmeskoling står han helt af 😂😂

Men det ER jo altså også langt fra den tid han er vokset op i.


Svigermor er vaskeægte hippie og nærmest uanset hvor flippet jeg bliver, så er det bare top-dollar og naturligvis kommer børnene først og min indre løvemor skal endelig bare brøle løs 🤩


Mine ammeforløb:

Tristan ammede jeg næsten fuldt med enkelte omgange mme til ca 3,5 måned mener jeg, hvor jeg startede grød, for det sagde SP jeg skulle.

Ved ca 3 måneder begyndte han at afvise højre bryst (fordi mælkeproduktionen var faldet pga mini-piller), så jeg ammede videre alene fra venstre.

Ved 5,5 måneder stoppede amningen over en uge ca, da jeg flyttede fra hans far og var så ked af det at nedløbet forsvandt.

Nor blev aldrig fuldammet. Han fik mme allerede på sygehuset, suttende nærmest mine vorter af og skreg og skreg og skreg… så mente sp jeg skulle trække amningerne til hver 3 time for han tog for meget på og det var derfor han skreg… 14 dage senere havde han ikke taget nok på og jeg fik besked på at supplere med mme…

I flere uger kørte jeg et herrens cirkus med mme, malke ud, give udmalket, amme – og hoppe på yogabold.

Han skreg og skreg og skreg – og gylpede og gylpede og gylpede…

Da han var 6 uger ammede jeg ham for sidste gang og ca 14 dage senere malkede jeg ud den sidste gang…

Fra der fik han fuld flaske – med johannesbrødkernemel i, for at afhjælpe hans “refluks”.

Nor har mælkeallergi og er essentielt set jo så blevet “forgiftet” siden fødslen… det har taget mig længe at acceptere og slutte fred med.

Storms ammeforløb har jeg faktisk beskrevet ved forrige års World Breastfeeding Week.

Du kan læse historien her:

Storms ammeforløb

Seir er nu næsten 9 måneder og ammes stadig fra begge brystet.

Han har, lissom Nor mælke- og sojaintolerance (MSPI – MilkSoyProteinIntolerance) så jeg er på diæt, da det går i mælken.

Han er født med stramt tungebånd og har fået det klippet da jeg ikke hverken selv eller med hjælp fra min gode veninde IBCLC Sisse Holmstrup kunne afhjælpe smerterne (og sårene) alene ved positionering og formning af brystet.

Du kan læse om Seirs ammeforløb i kategorien “Seirs ammeforløb“.


 

1) Tæl til 10… Og til 20… Og til 100!
Jeg tror ikke helt jeg forstår spørgsmålet… Jeg tænker at det nok handler om “vil selv, kan (ikke helt) selv”? Og der virker det her at jeg stopper ALT det jeg selv har gang i, sætter/stiller mig til rådighed og (faker) har tååålllmmmooodddiiiiggghheedd til jeg er gasblå i ansigtet. Jeg HAR ikke tålmodighed og jeg kan blive totalt hysterisk indeni når de piver og skælder ud og man skal hjælpe, men IKKE hjælpe og så skulle man alligevel have hjulpet og nu er hele verden OOOONNNDDD….. Så jaaaa – det er nok et nej, jeg har ikke et magisk trick… Sorry…

2) “Mmm, vi ammer stadig… Er der mere kaffe?”… Eller “Ja, jeg synes det er så dejligt nemt, så er jeg fri for at skulle bekymre mig om hvorvidt h*n får nok mad, for min mælk tilpasser sig jo hele tiden og fylder op hvor end h*n mangler”… eller “Ja, det gør vi. Hvad da?” og så tage samtalen helt stille og roligt.

Jeg har det svært med den type samtale – for en del af mig har sådan lyst til at “tage kampen”… Men hvis jeg “tager kampen”, går jeg så reelt ikke med på præmissen at amning efter en vis alder er “noget særligt”? Så ihh jeg er splittet i forhold til hvor meget man lige skal gøre ud af at snakke om det. Måske skal man reelt bare ikke snakke om det?

3) Jeg går til yoga og laver hjemmelavet simremad og …. nooooo… Jeg er hjemme og er hjemme…. Jeg har været hjemme i 5,5 år nu – før det læste jeg, så var jeg på barsel og før det (før jeg fik børn) arbejdede jeg. Mit ønske er at jeg på en eller anden måde kan kombinere et arbejde med at passe hjemme – men det kan godt virke lidt svært, som tingene ser ud nu.


 

Ja, det må jeg f.eks hver dag, når jeg afleverer mine børn i pasning. Jeg må bare erkende at eftervirkningerne af mine fødselsreaktioner giver en stress-følsomhed jeg ikke (endnu) har været i stand til at få til at hænge sammen med at have dem hjemme fuld tid.

Nogle gange tuder jeg SNOT over det. Virkelig græder og hyler og snøfter og er fuldstændig kogt op i hovedet af tuderi. Fordi det ikke er “den slags mor” jeg ville ønske jeg var. Fordi jeg i bund og grund ikke er tilfreds med hverken måden en institution kører på eller normeringerne.

Men for nu er det sådan det er og derfor arbejder jeg med at være i det og gøre det så godt som muligt for os alle.

Måske det bliver muligt for mig at ændre det – jeg ved det ikke endnu, men tankerne om hvordan og måske og hvis nu forlader mig aldrig, ikke bare 5 sek i løbet af en dag.

 

Jeg måtte også handle imod min overbevisning da jeg for lidt over 2 år siden tog beslutningen om at lære mit ældste barn at falde i søvn og sove alene – i egen seng på eget værelse.
Årsagen var at alle vi andre – de to små og jeg – sov sammen i en stor seng, men han blev simpelthen forstyrret af de små og kunne ikke sove videre hvis de vågnede om natten eller stod (ufatteligt) tidligt op. Når han sov alene, så sov han tungere og længere og var helt tydeligt mere udvilet.

Det var svært og jeg tudbrølede i flere dage over følelsen af at være ond imod ham, selvom jeg virkelig havde prøvet til med alverdens andre løsningsforslag og det bare ikke virkede. Mit barn var fuldstændig rundtosset af at blive vækket mange gange hver nat og det måtte jeg naturligvis tage ansvar for og finde en løsning på.


 

Jeg er så heldig at de er i “hold” – den store for sig, de to mellemste i en lille gruppe og den lille for sig, i forhold til de fleste ting.

Og så er jeg “heldig” at den største er hos sin far/farmor/mormor mindst hver 3 weekend, hvor jeg så kan lave de ting han bare virkelig ikke gider.

Men, ofte kan jeg finde aktiviteter som måske ikke umiddelbart virker til at være for dem alle, men som helt tydeligt er det når først vi står i det.
En tur til Trelleborg og løbe på voldene, en tur til badesøen, en tur ud og cykle.

Og så er der også de dage hvor de hver især parkeres med en aktivitet, så jeg kan lave noget med dem enkeltvis. Nor vil gerne lave puslespil, lego og lave mad, Storm vil gerne tegne, bage eller lave mad og Tristan vil bare gerne se film/serier – den lille vil bare lege “krads huller i mor”.

Jeg tror på at de hver især lærer noget af at skulle tage hensyn til de andre – det er ingen skade til at se at en aktivitet som man ellers har dømt ude fordi det er “for keeedeligt moar”, faktisk er meget cool, når lillebror står der og ikke kan selv og man så kan være den seje storebror der lige viser hvordan man gør.

Jeg tror også det er sundt at se at storebror må hoppe i fra broen ved søen, men det må man ikke selv endnu – men måske næste sommer.

Sådan er virkeligheden jo – man kan ikke altid få en verden der er tilpasset præcis til en selv. Man må vente, undvære, hjælpes ad og dele om det der er, hvis der ikke er nok til alle.

….. og det lyder jo rigtigt fint ikk… rosenrødt og lige til postkortet hjem… men i praksis ligner det nok mere kaos og jeg kan nogle dage være ved at skrige fordi jeg selv synes planen var super, men de ikke er enige. Jeg tror bare stadig der kommer læring ud af det.


Den her vil jeg gerne tage i et separat opslag, for jeg har 4 børn der alle har sovet vidt forskelligt.

Men…

“Hvad gør man hvis man ikke søvntræner”….
…. Så bliver man hos og med sit barn, indtil barnet selv slipper “taget” og sover selv

For mig har det betydet at jeg har siddet/ligget med dem og det stoppede for den stores vedkommende først ved 7,5-8 års alderen og det var endda på min opfordring, fordi jeg simpelthen ikke kunne få det til at hænge sammen logistisk mere.

Lige nu er de 10 år (om 3 dage!), 5 år, 4 år og 8 måneder – og de mellemste får læst historie og/eller sunget sang efter de har fået børstet tænder og nattøj på og så siger jeg godnat, sætter Enya på og så hører de musik imens de falder i søvn.

Seir ammes eller bæres i søvn og så lægges han i sengen med en alarm.

For bare 2 måneder siden sad jeg hos de mellemste eller gik i rummet til de sov og Seir lå i mine arme eller i slyngevuggen i stuen til jeg gik i seng, efter at være blevet ammet/båret i søvn.

Den store vælger selv om han vil puttes med de mellemste og dermed få historie og sang – eller om han vil blive de 30-60 min længere oppe og så ikke få de ting. Det er forskelligt fra dag til dag, hvad han er i humør til.

Det KAN lade sig gøre at få søvn uden at søvntræne.

 

4 Comment

  1. Siff says: Svar

    Kære Mia. Jeg ved ikke, hvordan jeg får forklaret mig uden at det bliver ‘momshaming’ , men jeg prøver. Jeg har ingen børn endnu, men gør mig mange tanker i forhold til antal børn, jeg godt kunne tænke mig. Selv tænker jeg to, da jeg tror, det er det maks jeg kan være den bedste mor for. Jeg er rigtig ked af at høre om dine efterfødselsreaktioner og konsekvenserne deraf. Det kan ikke have været nemt. Men jeg er også nysgerrig på, hvad dig gav dig mod/lyst på at få fire børn, når nu det jo må siges at være en øget stressfaktor. Jeg tror, du er en rigtig god mor, men har du frygtet, at du ikke kunne klare det? Jeg er selv barn af en søskendeflok på fire, så jeg kan godt forholde mig til stressen man må opleve som forældre og er også af grundene til, jeg ikke selv tror, jeg ville være god til mange børn 🙂

    1. Mia says: Svar

      Kære Siff.

      Hvor er jeg glad for at du er så påpasselig med at jeg ikke skal føle mig udskammet – tak for det.

      Det jeg hører dig spørge ind til, er for mig en helt naturlig undren, så der er ingen problemer her.

      For mig var stressen ved børnene størst ved barn nr 1 og 2 – fordi jeg der stadig ikke havde den viden (og erfaring) jeg har nu.
      Jeg havde ekstra sundhedsplejerske som uddelte de “normale” råd om natfravænning, søvntræning, pressede på for fast føde, baby skulle lære at ligge selv, lære at *indsæt selv alverdens ligegyldige ting*

      Men mit barn nr 1 ville ingen af de dele – ikke én. Og han græd… og græd… og græd… Og jeg pressede mere og mere på, for SP sagde jo at det var derfor han var sådan – fordi jeg ikke gjorde tingene ordentligt. Og jeg gjorde ikke tingene “ordentligt” fordi han jo græd og græd…
      Skruen uden ende.

      Barn nr 2 var mere den type barn, selvom han skreg pga sygdom.

      ( Man ved nu at den tilgang kan være medvirkende til efterfødselsreaktion, prøv at se her:
      New research finds link between some baby books and postnatal depression )

      Jeg fik energien igen og følte den der “jeg har styr på det her” følelse, som jeg også forventede at få – det var jo barn nr 2 og så har man vel erfaring der hjælper? Høj på den følelse var der ikke noget problem i at ønske barn nr 3.

      Jeg var stadig ikke i mindsettet med at kunne vælge hjemmepasning, babybæring udover bæreseler og strækvikle og bevidst samsovning udover babyalderen.

      Ved barn nr 3 fandt jeg heldigvis “koden” og startede med at melde SP fra, trods jeg var svært medicineret og havde været indlagt….
      Og så gik jeg online og begyndte at kigge på andre sider end Vores Børn, Min Mave osv – som dengang stadig hang fast i konventionel opdragelse. Adskillelseskultur om man vil.

      Samtidig var jeg sygemeldt og min mand var på barsel – fordi man ved at det ikke at være alene og alene med babyen gør en kæmpe forskel.

      Nu vendte det hele. Jeg fandt Ammenet, fandt AP/Ifavn sider og grupper og pludselig kunne jeg mærke at jo mere jeg forsøgte at følge alle de der “råd” fra sp, babybøger, babyblade osv – jo mere uduelig og ubrugelig følte jeg mig.

      Jeg var stadig syg, bevares – den slags forsvinder ikke bare lige – men nu var min heling igang – ENDELIG.
      Den rigtige udvikling var igang – den hvor jeg fandt styrke i mig selv og stolede på mig selv, godt hjulpet på vej af “krykker” i form af sammenhold, netværk, og utallige studier der jo fortalte at den tilgang jeg var blevet bedt om at følge, slet ikke er naturlig for hverken forældre eller børn.

      Og pludselig var det at have en baby ikke stressende…. Det at have børn var ikke stressende – altså jo, men ikke STRESSENDE på den måde.

      Og så havde jeg jo tre børn – den sidste hjemmepasset til børnehavestart, fordi jeg så gerne ville læse videre og begynde mit “nye liv” med al den her viden og indsigt.

      Og så gik det hverken værre eller bedre end at den lille nr 4 fik sig lusket med – godt hjulpet på vej af mini-piller der åbenbart var lige mini nok til at gøre det de skulle 😉

      Og du kan TRO jeg har haft tanker omkring om jeg kunne klare det – men det er faktisk først kommet samtidig med at jeg har fået mere viden.

      Det lyder måske vældig tåbeligt. Men ved barn nr 1 og 2… og delvist til nr 3 – der havde jeg ikke engang overvejet at man KUNNE sige nej til institutioner, pasning, tremmeseng osv. Jeg var fuldstændig druknet i kulturen med de ting.

      Da jeg fik mit første barn anede jeg intet – virkelig. Jeg var lige som alle de andre, baby skulle i barnevogn og tremmeseng og pasning ved 9-10 mdr. Sådan gør man jo.

      Efter tredje barn var jeg ved en psykiater som hjalp mig med med at gennemgå mit forløb og fortalte mig at det unægteligt lød noget mere som fødselsreaktioner og rædselsfuld håndtering af disse, end noget som helst andet.
      Hun kunne fortælle mig at den normale tilgang er at adskille mor og barn og få mor “ud og igang” – men at forksningen faktisk viser at det er præcis det modsatte man bør gøre – støtte mor i god kontakt til baby og så ellers sørge for at al logistik omkring mor og barn klares af andre.

      Det lyder ret meget som attachment parenting ikk – og virkelig ikke som barnevogn, pasning og ammestop.

      Så hvor skørt det end må lyde – så finder jeg at mit moderskab er helende lige nu – men jeg er stadig påpasselig, for med den historie jeg har, der ER min hjerne bare mere følsom. Og fordi samfundet er som det er, så er jeg bange – jeps bange – for at tage ungerne helt hjem, for man kan ikke bare lige få en ny børnehaveplads, hvis det viser sig at være for meget.

      Hvis jeg havde vidst at jeg ville få det så skidt ved de tre første børn – så tror jeg at jeg havde handlet anderledes.

      Men man kan ikke handle på noget man ikke ved – så derfor har jeg 4 børn og den sidste er klar den der har bragt mig i fuld balance og givet mig tilliden til egen krop og formåen tilbage igen.

      Det blev langt – men forhåbentligt “godt” ha ha ha.

      Spørg endelig ind.

      Og så vil jeg gerne sige at jeg har den dybeste respekt for at du allerede er så reflekterende at du tænker at to er “dit tal” 🙂

      Kh Mia

      1. Siff says: Svar

        Tak for dit dybdegående svar. Det giver rigtig fin mening! 🙂

  2. Pia Agnes says: Svar

    TAK! TAK for du deler af din verden og virkelighed ❤️

Hvad tænker du?