Sort, hvid, idealer og virkelighed.

“Ssshhhhhyyyyyy…. det må du ikke skrive! Aj nej nej nej, er du sindsyg! Så giver du alle xxxxx-forældrene dårlig samvittighed og så er der dømt UDSKAMNING!”

Nej, jeg er ikke sindssyg og jeg udskammer BESTEMT ikke – men jeg ER skyldig i at pakke tingene pænt ind og være meget varsom med hvad jeg skriver om, hvordan jeg skriver det og hele tiden sikre mig, at jeg ikke bliver sort/hvid fordi folk ellers flipper totalt ud!!!

Læs også: Mommyshaming – når vi tager modet fra hinanden

Der er bare lige en lille bitte hage ved det….
Så ja, der kommer lige en liiiiille bitte rant her fra mig…

Det giver INGEN mening for mig at skrive vagt og uden substans eller sort/hvidt – jeg er jo for fanden ikke politiker!

Så jeg har altså opslag der bare ikke dækker samtlige tænkelige situationer, man som familie kan stå i – og som derfor heller ikke lige “passer” til alle mine følgere.

Sådan er det bare.


Jeg har meninger, som jeg står ved, jeg har erfaringer og jeg har faktuel viden.
Heldigvis for mig, så bakkes mine meninger op af den viden jeg har – der er simpelthen forskning der støtter op omkring mine holdninger.
Det er sgu meget fedt altså.

Men! Der er stadig nogen som mener jeg er sort-hvid fordi mine opslag ikke altid passer til alle.
Den ene dag forstår jeg ikke nuancerne i forhold til søvntræning/institution/opdragelse… den næste dag er jeg for rummelig i forhold til samme…

Sådan vil det være, hvis man kun læser enkelte af mine opslag – jeg vælger nemlig at lave opslag der har helt klare udmeldinger om specifikke emner, så du kan ikke finde “hele mig” i 2-3 opslag, hvis du lige rammer nogle med samme fokus.


Hele mig – hele mig er meget meget nuanceret!

– Jeg bakker op omkring muligheden for hjemmepasning SAMTIDIG med at jeg kæmper for bedre normeringer og rammer for institutioner.

– Jeg bakker op om hjemmeskole/unschooling SAMTIDIG med at jeg mener forholdene for skoler og børnene i skolerne skal være bedre (og nytænkes)

– Jeg er KÆMPE fortaler for amning SAMTIDIG med at jeg går ind for at amning ALTID skal være den enkeltes (reelle) til- eller fravalg.

– Jeg mener samsovning er den absolut nemmeste måde at opfylde familiens søvnbehov, særligt hvis der ammes SAMTIDIG med at jeg anerkender at samsovning for nogle familier bare ikke virker – eller slet slet ikke er en sikker og god løsning.

– Jeg mener søvntræning burde forbydes og kategoriseres som psykisk vold SAMTIDIG med at jeg ved, forstår og anerkender at nogle børn og deres familier, har brug for meget konkret og håndterbar hjælp til at etablere søvnrutiner (det jeg kalder søvnhjælp) – og eftersom jeg selv har søvntrænet, så ved jeg godt at man ikke er “en dårlig mor” fordi man gjorde det!

– Jeg holder fast i at man skal GIDE være forældre og orke, at det altså tager 20 år MINDST inden barnet sådan rigtigt bør behovsudsættes, for at tilgodese forældrene SAMTIDIG med at jeg uden omsvøb forstår og anerkender, at man kan “løbe tør for mor” og vitterligt bare ikke kunne “moar’e” mere den dag. (Og at det i øvrigt er røvfucking hårdt at være forælder til tider)

At gå ind for hjemmepasning, amning, samsovning, vikling, blid opdragelse, forældre-behovsudsættelse osv er IKKE ensbetydende med at man ikke SAMTIDIG forstår at der er idealer og så er der virkeligheden – og livet leves i VIRKELIGHEDEN!

https://instagram.com/p/BtYdgsHnhvx/

Katrine Gisiger lavede et opslag (herover) hvor hun beskrev en “Tada-liste” istedet for en “ToDo-liste”.
Som jeg forstod det, var det en måde at fjerne den (for de fleste) totalt uopnåelige “ToDo-liste” med alle punkter krydset af. “Tada-listen” var den positive udgave, den energigivende udgave!

“TADAAAAAA jeg passer mine børn hjemme og har lavet varm mad til aften 💪🏼💪🏼💪🏼
Istedet for
“Fuck, jeg nåede ikke vasketøjet eller posthuset eller at sende den skide mail!”

Fordi: Hvis vi hele tiden fokuserer på at ALT skal være tip-top, tjekket og klart og fuldstændig som vi drømmer om – så bliver det for uopnåeligt og vi mister modet, allerede inden vi er kommet igang med at prøve.

Og jeg ved ikke med jer, men jeg HADER den der drænende følelse af altid at være “bagefter”… Det kan totalt overskygge ALT det gode!

Baby steps – det er vejen frem. Små sejre mama (og papa)

Jeg kæmper for bedre vilkår i institutioner, fordi jeg er fucking realist – at ALLE børn hjemmepasses indtil de er to år kommer jo for fanden ikke til at ske vel…

At ALLE samsover til barnet selv er klar til andet, er latterlig – kommer ikke til at ske!

At forældre ALDRIG sætter dem selv først, selvom de udemærket kan se at det er ego-beslutninger – NOT gonna fucking happen.

At forældre bliver i stand til at se ALLE deres små ego-beslutninger… Lol, den starter vi ikke engang på vel…

Man kan sagtens leve i en lille alternativ verden, hvor alle de optimale scenarier på magisk vis bare “sker”, fordi det er virkelig dedikerede og vildt bevidste mennesker der får magien til at ske (jeg kigger på jer Calina/NeoHippie og Maj My) og de små mikrosamfund findes og de mennesker findes og er virkelige – men i det store samfund – “den virkelig verden” om man vil, tager det generationer at ændre en kultur fra det vi er i gang med nu, til der hvor jeg personligt tænker vi skal hen.

Men vi kan ALLE SAMMEN gøre vores lille bitte del. Mange bække små ved I nok.

Så – nej, jeg er ikke sort og hvid. Nej, jeg er heller ikke en vendekåbe. Og jeg er bestemt ikke uigennemsigtig.

Jeg ser mildest talt nuancerne – fordi jeg er så “heldig” at have personlig erfaring fra eget liv og erfaringer fra helt ufattelig mange vejledninger at trække på.

SÅ: Hold. Kæft. Med. Det. Sort. Hvid. !!!

Tag det du kan bruge fra mig, vurder det op imod din REALISTISKE verden og kan du mærke at jeg rammer noget i dig – dårlig samvittighed, følelse af utilstrækkelighed – så byd den følelse velkommen, selvom den er møg ubehagelig.

Kig på DIT liv med DINE børn og DIN partner og se hvordan du kan tage små skridt i retning af, at de ubehagelige følelser mindskes.

Kan du slet ikke se dig selv som hjemmepasser eller er det bare ikke en mulighed pga økonomi?
– Så kæmp for bedre vilkår i for dine børn i hvad end pasning du har mulighed for.

Kan samsovning slet ikke virke for jer?
– Så optimer på “egen seng i eget værelse” og gå all-in på putterutinen
.

Kan/vil/må du ikke amme?
– Så gør flaske-madningen så tæt på amning som muligt eller kæmp for bedre vejledning eller stå stærk i at flaske var det rigtige for jer i jeres unikke situation.

Verden er ikke sort og hvid – og INGEN kan, skal eller bør gøre sig til dommer over dit liv.
Sålænge du konfronterer de følelser af dårlig samvittighed eller utilstrækkelighed du møder – så gør du det DU kan i DIN situation.
Leger du struds, lukker ørerne for de følelser der prikker til dig og hvisker “Det her duer ikke” – uden i det mindste at prøve, bare prøve at kigge på, om der er bare en lille bitte smule du kan gøre anderledes for at bedre situationen – så er det måske fair nok, at nogen prikker KÆRLIGT til dig og forsøger at hjælpe dig til at åbne øjnene og se virkeligheden.
Ja, det kan være altoverskyggende svært at skulle konfrontere skrækkelige følelser som “utilstrækkelighed” og “dårlig samvittighed” – men du kan altså ikke leve på en løgn, det bliver man syg af.
Jeg ramte muren idag efter 10 dages syge børn og meget meget lidt og afbrudt søvn – og faldt i søvn! rigtig søvn! imens Storm var vågen og sad med sin ipad…
Det var efter jeg i morges havde forsøgt at snakke med Storm på 5 år om, om han reelt hellere ville gå i børnehave – noget han vist tog som en trussel, for hold nu kæft han blev ked af det og nærmest skræmt.

Jeg blev simpelthen så usikker på det her med at have ham hjemme, fordi han har en “jeg skriger hvis alt ikke er som jeg vil have det” periode og jeg bare IKKE HAVDE MERE MOR I MIG og så kom tankerne omkring alle de gode ting ved børnehave…. ting som jeg udemærket ved ikke er “for os”, som for os er de vildeste løgne – for det har vi prøvet og det er virkelig ikke det hverken jeg, min mand eller Storm føler er det rigtige for Storm.

Det tudede jeg lige lidt over da min mor kom hjem – det skulle bare lige ud tror jeg.

For jeg er en pisse god mor og at jeg lige mister “grebet” en enkelt dag (ok uge) er IKKE det der definerer mit moderskab!

Jeg gør det JEG kan i MIN situation og jeg VED at jeg er den bedste mor for mine børn – nogle gange en kickass mor, nogle gange en “hiver den lige hjem”-mor.

Balance – det skal nok gå alt sammen.

Nu er det din tur – hvad kan DU gøre for stille og roligt at give sort/hvid tænkningen fingeren og tage kontrollen tilbage over DIT liv?
/ Rant ovre 😎 
Og nu sætter jeg bloggen til at udgive indlægget imorgen tidlig og så går jeg i seng, til den baby der stadig gider sove med mig. De store, de forrædere, de vil hellere sove selv – eller med mormor 🙄

3 Comment

  1. Hanne says: Svar

    Det er så dejligt at du ikke skriver sort-Hvidt og helt fint med sådan en rant! Jeg tænker nogen gange over hvor mange forhold du tager når du skriver om et eller andet emne “jeg er klar over dette ikke gælder alle” osv. Men tænker det må være nødvendigt for ikke at få alt for mange sure/fornærmede/vrede kommentarer og henvendelser.

    Min datter på fem år hun skulle da selvfølgelig på eget værelse da hun var 8 mdr. Det overbeviste gode venner os om, og selvom jeg ikke kunne lide det, da vi skulle vænne hende til det, hørte jeg ikke efter min egen intuition eller hendes behov.
    Datter nr. 2 på knap to år sover og har altid sovet i vores seng. Der står en tremmeseng ved siden af dobbeltsengen, som hun måske har sovet i tre gange. Nu er ældste datteren begyndt at sove i tremmesengen (hun kan lige præcis være der). Jeg er lige så stille ved at overbevise min mand om at vi skal indrette soveværelset mere permanent så vi faktisk alle kan sove sammen. Det går fremad.
    Jeg holdt godt fast i at amme mine børn selv om vuggestuen og særligt enkelte voksne kiggede skævt til det.
    Siden 1/1 2019 er jeg blevet hjemmegående med vores yngste datter. Det følesbare så rigtigt og jeg må bare leve med den dårlige samvittighed over at jeg ikke også gik hjemme da den ældste var lille.

    Sådan er det bare. Jeg er blevet mere erfaren med børn og forældreskabet og jeg tør mere stå ved egne meninger og ignorere samfundets og vores omgivelsers forventninger og holdninger. Selvom det absolut ikke altid er nemt.
    Og så er det skønt st kunne følge folk som dig. Tak!

  2. Sarah says: Svar

    Jeg elsker at læse dine opslag – netop fordi de ikke er sort-hvide! Jeg synes, du har så mange gode nuancer, og du sætter så mange tanker i gang. Nogengange får jeg dårlig samvittighed – men det er jo ikke din skyld! Og det vigtigste er, at det støtter mig i, at det er ok, at jeg har dårlig samvittighed, for jeg “må” godt prøve at gøre noget ved det! Du går en vej for mig, som jeg kan følge efter – i det omfang det er muligt i mit liv

  3. Natascha says: Svar

    Kærlighed til dig❤️

Skriv et svar til Natascha Annuller svar