Skoleværgring: Når barnet ikke vil i skole – Hvad så?

Jeg var en lille tur i TV2 News igår.

Jeg fortalte om hvordan det er at være mor til et barn der igen og igen er hjemme på sit værelse, når alle hans jævnaldrende er i skole. Et barn som måske “fungerer fint” i skolen, men bryder sammen så snart mit blik finder hans kl 14-nul-dut.

Det handler om ondt i maven, gråd ved sengetid, børn der igen og igen forventes at kunne reflektere over egen livssituation og levere en løsning til et system der simpelthen ikke aner hvad de skal stille op.

Det hedder skoleværgring og handler om børn der virkelig gerne vil, men ikke KAN gå i skole.

Det handler også om at man som forælder føler sig ladt i stikken – trængt op i en krog. Og jagtet – fordi man skal jo “bare”…. så skal barnet nok gå i skole. Hvorfor kan man mon ikke bare…

Der er dog virkelig ikke noget “bare” over det.

I News&Co forsøgte jeg at tale for børnene, der ikke kan tale for dem selv og hvor systemet har lidt svært ved at håndtere barnets helt klare signaler. Ganske som jeg gør ved søvntræning osv.
Jeg forsøgte at tale for alle de andre forældre, der ligesom jeg selv er fanget imellem forældrerollen og samfundets struktur.

I indslaget beskriver de at mit barn har været sygemeldt fra skole siden juni og det er også rigtigt.

Men – det er anden gang han har det så dårligt at han slet ikke kommer i skole. Sidste gang bukkede jeg under efter 4,5 måned og indvilgede i at sende ham i skole, selvom han sagde nej og jeg virkelig ikke følte det var en god ide.

Jeg kunne ikke stå imod presset for “bare” mere.

Over de sidste tre år har han kontinuerligt, flere gange om ugen, sendt mig helt klare signaler om at skole, i dens nuværende form, bare ikke virker for ham.

Jeg har valgt at lytte til mit barn og vise ham at jeg tager hans signaler alvorligt.
At jeg stoler på at han gør det bedste han kan og at han har brug for min støtte til at blive ved med det – og samtidig blive respekteret i sin grænsesætning.

Det kan jeg nu fordi jeg har et fantastisk netværk, der gang på gang bekræfter mig i at det er ok at sige stop på barnets vegne, når signalerne er så klare som de er.

Tænk hvis et sådan netværk slet ikke var nødvendigt, fordi der i samfundet var en fælles forståelse af at børn ikke kan “vækstes” – de skal elskes og næres og vi skal udvise tillid til deres individuelle formåen.

Effektivitetskrav, målsætninger og flere test gør ikke elever hverken klogere, mere modne eller “robuste” – hvad end det så egentlig handler om.

Børn er ikke planter – de kan ikke vækstes i store væksthuse med kunstig dagslys døgnet rundt og kunstgødning som måske nok får planten til at vokse, men giver en noget vandet smag.

Mit barn har vist mig at rammerne ikke virker for ham.

Det gjorde han også i dagplejen… og i børnehaven.. og nu i skolen.

Mange ville nok tænke at der jo må være noget galt med ham, siden han ikke kan fungere i det samfund alle andre navigerer i uden problemer.

Jeg ser det helt anderledes.

Jeg ser et perfekt lille menneske der holder på sin ret til rammer der virker for ham – og det er min fornemste opgave at støtte ham i at sætte de grænser for sig selv og sit liv.

Du kan læse teksten fra opslaget på min private facebook her – og se det og selve indslaget længere nede

“Igår var jeg i News&Co på TV2 News og tale om mine oplevelser med skoleværgring.

Jeg sidder naturligvis her bagefter og tænker “Hvorfor sagde jeg ikke…” – det gjorde jeg også efter Go’Morgen Danmark i foråret.

Jeg synes dog at det var et rigtigt fint indslag og jeg er rigtig glad for at Søs Marie Serup drog parallellen til voksne med stress – og direkte henledte til at man ofte bør skifte “barn” ud med “voksen” og så kigge på om man stadig kan stå inde for den håndtering man praktiserer.

Efter min mening vil svaret i langt de fleste tilfælde være et klart “NEJ” – som det er pt forlanger vi som samfund nemlig helt utroligt meget mere end det på nogen måde er rimeligt.

Som kommentar til min mening om, at man ikke bør brække arme og ben på barnet, for at tilpasse barnet rammen, men i langt højere grad bør kigge på at tilpasse rammen, kommenterer Mikael Justesen, Direktør for TV2 Nord, at han er glad for han ikke er den lærer der skal undervise disse børn, som alle har brug for andre rammer.

Til det har jeg kun én ting at sige:

Det var derfor rigtig rigtig mange lærere havde rigtig mange tanker og refleksioner omkring “Inklusion” – for det er netop lige præcis hvad lærerne i teorien skal efter skolereformen.

Der er bare hverken tilført mere tid, flere penge, mere uddannelse eller skåret i antal elever pr. lærer.

Hvis vi spørger lærerne, eleverne og deres forældre – hvordan tror I så selv de synes det går i praksis?

Jeg synes ikke koblingen imellem skolereformen og et højere antal børn med udfordringer med skolegang er svær at lave.

Hvad tænker I?”

https://www.facebook.com/1000885754/posts/10215967623115687/

Midt i oktober 2018 kom der igen fokus på emnet.

Læs mit opråb her:

https://www.facebook.com/1000885754/posts/10216118461606555/

Kh Mia

Ps: Dette var første lille “ting” jeg har taget mig mod til at åbne for.
Jeg har været bange for hvordan jeg skulle kunne snakke om det uden at gå på kompromis med mit barns integritet og privatlliv – og jeg har været bange for “Du skal bare…” kommentarer.

Men – jeg nægter at lade frygten styre mig! Og jeg føler mig sikker på at mit barn, både nu og senere vil kunne se at jeg, som med mine andre interesse emner, skriver for at takle den uvidenhed der er på området. For måske at kunne hjælpe andre.

Læs evt her:

Frygt, usikkerhed… Jeg er ramlet ind i en mur.