Skam – Ensomheds bedste ven.

Har du aldrig lyst til bare at slå ham? Eller ruske ham?” spurgte min veninde.

“Er det ikke sådan det sker – at børn dør?” fulgte hun op med.

Jeg vidste godt hvad hun mente, selvom hun ikke sagde det med ord.

“Er det ikke sådan børn dør af at blive rusket? Fordi deres forældre simpelhen bare får nok og det slår klik”

Seir havde holdt skrige fest… ikke den slags skrig der er utilfredshed eller skrigende gråd… den slags som mest af alt føles som en eller anden skør form for kommunikation… eller en leg…

Den virkelig virkelig højlydte udgave og som giver hovedpine og tårer der presser sig på indenfor ganske kort tid.

Og der er bare INTET som stopper det.

Og ved I hvad – efter at have hørt på hans råberi, skrigeri, “hør hvor højt jeg kan sige” i flere dage – så måtte jeg svare “JO!”

….. hvem ringer efter kommunen? Bare kom – jeg står klar med kaffe og en bolle.

Jeg har naturligvis ikke LYST til at slå mit barn! Og jeg kunne aldrig drømme om hverken det eller at ruske ham.

Men det er jo heller ikke det spørgsmålet reelt handler om.

Spørgsmålet handler om, hvorvidt jeg nogensinde bare er presset HELT derud hvor mine tanker ikke giver mening – sådan virkelig ikke giver mening – og jeg føler jeg bliver skør HVIS IKKE DET FUCKING STOPPER!

Om jeg nogensinde har tanker der er så skøre at jeg ikke tør sige dem til nogen. At jeg skammer mig. At jeg tænker at hvis nogen nogensinde fandt ud af at jeg havde tænkt sådan – så ville jeg ikke få lov at være mor mere.

For sådan tænker gode mødre ikke.

…. jeg kan næsten allerede høre “sanctimommies” sidde og sige “Ai, sådan har jeg altså aldrig tænkt! Aldrig!”

Dejligt for dig. Skønt! Virkelig! Jeg ville ønske – inderligt – at jeg kunne sige det samme.

Det kan jeg bare ikke – og det ødelægger mig at skamme mig og gå og være bange for hvad det betyder.

Har du også haft tanker, følelser eller måske endda handlinger som du skammer dig over?

Hvor du tænker at du må være verdens dårligste mor – for man kan da ikke tænke/føle/gøre sådan og stadig fortjene at være nogens mor?

Hvad nu hvis du vidste at det i langt de fleste tilfælde handler om at du simpelthen bare ikke har mere “mor” i dig lige der? Simpelthen bare har brugt al din energi og derfor når grænsen?

Måske du faktisk for længst nåede grænsen, men der SKAL være mere “mor”, så du fortsatte – for hvad skulle du ellers gøre?

Måske du faktisk for længst nåede grænsen, men der SKAL være mere “mor”, så du fortsatte – for hvad skulle du ellers gøre?

Hvad hvis jeg fortalte dig at for mig, så er du ikke en dårlig mor fordi du i en presset situation havde grimme tanker/følelser/handlinger som du nu skammer dig over.

Du er faktisk bare menneske.

Og du har tydeligvis stadig god kontakt til din kærlige side, siden du har det så svært med det der skete.

Hvorfor skriver jeg overhovedet det her…

Hvorfor ikke bare holde mund og fortsætte Tour De Illusion på SoMe med smukke sommerbilleder og smil over hele linjen?

Fordi…

… tænk hvis der sidder en gravid derude og endnu ikke ved at det faktisk kan være helt normalt at have nogle meget mærkelige og grimme tanker?

… tænk hvis der sidder en far, som ikke tør fortælle sin babys mor, at grunden til han ikke vil prøve at putte baby, er fordi han simpelthen ikke kan overskue de tanker han får, når baby græder?

… tænk hvis der sidder en nybagt mor, som føler hun er ved at fucke det hele op, fordi hun ikke bader i lyserødt lys og glimmer-baby-bæ, men mere har lyst til at kalde på sin mor fordi hun virkelig ikke kan mere selv lige nu?

… tænk hvis der sidder en far derude som godt kan se eller mærke at hans fantastiske baby-mama har det svært, men han ikke ved hvordan han skal hjælpe hende, for hun vil ikke sige hvad der er galt?

… tænk, bare tænk, hvis én eneste forælder så det her og bestemte sig for at sige det højt til en de stoler på – og ENDELIG få lidt luft og måske den hjælp og støtte de har brug for – og den omsorg alle forældre fortjener?

Jeg er af den overbevisning at vi er nødt til at kunne tale om de her ting – de svære ting.

Jeg tror fuldt og fast på, at et nyt forældrepar som er forberedt på, at der kan komme besynderlige tanker – og at det er ok, så længe det ikke bliver en tilbagevendelse ting – vil føle det mindre farligt, at tale om det, hvis det sker.

Og når vi taler om tingene, så kan de, som har behov for mere end bare snak, få den hjælp de har brug for.

Har du haft grimme tanker eller følelser?

Har du mod på at dele dem – enten anonymt i en mail/besked via Facebook/Instagram eller ved at kommentere?

** Oplever du vedvarende negative tanker og følelse af afmagt er det vigtigt at sige det til nogen, så du kan få hjælp.
Oplever du at have en reel frygt for at skade dit barn, så er det ALTID ok at lægge barnet et sikkert sted, f.eks i en tremmeseng eller kravlegård og gå væk imens du får ro på dig selv.

Ring evt 112 eller forsøg at få hjælp fra en partner, nabo eller anden i dit netværk!

Der er INGEN som tager dit barn fordi du beder om hjælp!

At bede om hjælp viser at du stadig er i stand til at drage omsorg for dit barn**

*** Oplever du som tilskuer at en forælder udviser bekymrende adfærd der giver dig reel bekymring for barnets og forældrenes trivsel, enten akut eller vedvarende, så er det din pligt som borger at underrette myndighederne.

At sende en underretning er IKKE at sidestille med at “sladre”!
Det er en del af det sikkerhedsnet vi har i Danmark, som har til formål at hjælpe sårbare til den hjælp de har brug for ***

3 Comment

  1. Pernille says: Svar

    Jeg tænker og handler jævnligt helt psykopat-agtigt i forhold til mine børn. Jeg er begyndt at sige det højt til andre for at afdramatisere det for mig selv. For mig betyder den afdramatisering at jeg en anden gang kan måske kan stoppe lidt før eller bare tilgive mig selv lidt hurtigere.

    For selvfølgelig slår jeg ikke mit barn! Jeg skriger ham ikke altid ind i hovedet selvom jeg ofte er skubbet derud og nogle gange også gør det! Nogle gange går jeg kortvarigt fra lokalet, nogle gange afvænner jeg situationen.

    Jeg er en god mor fordi jeg prøver at se mine børn for hvem de er, jeg er en god mor når jeg sætter personlige grænser og jeg er en god mor når jeg siger undskyld og viser at jeg er menneskelig. Alt i alt gør jeg det skide godt. For det er fuldstændig vildt hårdt at være mor. At elske uendeligt og ikke kunne kende sig selv, skubbet helt til grænsen i en konflikt.

  2. Cindy says: Svar

    Tak for dig og din ærlighed ❤️! Den første havde jeg lyst til at smide ud over altanen pga manglende søvn. Nr to har heldigvis aldrig været så slem men mine skamme tanker er netop – keg kan godt forstå at folk slår deres børn. Jeg har aldrig gjort det og kommer aldrig til det. Jeg har altid manglet mit lyserøde glimmer baby bæ men jeg ved at den sociale verden forvrænger virkeligheden, så jeg skabte mit eget ved at elsker mine børn og vide at det jeg gjorde var godt nok!!

    Har også skrevet på dit IG indlæg. Du er mere end velkommen til at bruge alt

  3. Pernille says: Svar

    Tak for et godt indlæg.
    Sådan tror jeg vil alle har det ind imellem, selvom vi ikke siger det højt. Jeg har engang skreget.. som i lavet et skrig af afmagtelse og et bæger der var fuldt op.. af min lille dreng på 3-4 år.
    Jeg skreg inde midt i stuen for mine lungers fulde kræft og gik derefter ind i et andet rum stor grædende. Og havde det elendigt øv. Det er ikke mange der ved det.. hvis ikke en eneste. For det er jo ikke lige de situationer man er mest stolt af.

Hvad tænker du?