|Sponsoreret – Reklamelinks markeret med *|
Igår, søndag, var Seir 26 uger – og imorgen, tirsdag, er han 6 mdr.
Det er gået alt for hurtigt. Min lille bitte baby er slet ikke lille mere.
Som jeg skrev om i Seir: 24,5 uge – En æggeblomme og et krigerhyl, så valgte jeg for halvanden uge siden at give Seir en æggeblomme på en ske.
Nogle dage efter fik han lidt broccoli og til storebrors fødselsdagsfest d 18 november så det sådan ud:
Der er vist ingen tvivl om at han godt kan selv 😂😂
Jeg efterlyste for ca 1 måned siden i indlægget “Seir: 22 uger – Vejning og tanker om opstart af fast føde” erfaringer med bogen *”Jeg kan godt selv“, som er den danske bog om “Baby Led Weaning” også kaldet BLW.
I indlægget beskriver jeg også mine tanker om opstart af fast føde og hvilke forholdsregler man skal være opmærksom på hvis man ønsker at benytte BLW når ens barn skal starte på fast føde.
Mine informationer kom på daværende tidspunkt kun fra internettet og engelsksprogede tekster – og jeg lånte derfor et eksemplar af bogen af min veninde og har læst i den for lige at friske op på de ting jeg følte jeg allerede vidste og for at se hvordan forfatterne har valgt at tilpasse bogen til danske forhold, hvor barslen er lang, men vi alligevel har grødkultur allerede fra 4 mdr – to ting der ikke hænger sammen for mig.
Jeg ville også gerne lige orientere mig om det danske materiale om BLW, for at kunne inddrage det her på bloggen, da jeg ved der sidder en del forældre, for hvem engelsk er en udfordring og hvor de ikke føler de kan finde nok materiale på internettet.
Bogen er nem at gå til og samler de informationer man skal bruge for at beslutte om BLW er noget man kunne tænke sig at prøve.
Den forklarer også hvorfor det er så vigtigt ikke at styre barnets fødeindtag og ikke presse barnet til at spise mere eller andet end det barnet selv ønsker.
Tilgangen BLW passer perfekt ind i mindsettet fra blidt forældreskab – respekt for og anerkendelse af barnets egne evner – og jeg er rigtig glad for at forfatterne tager dette med i bogen, så det ikke kun er en teknisk “How to”-bog.
Kan man anvende BLW uden bogen?
Ja naturligvis kan man det, der findes masser af steder på internettet hvor man kan finde de nødvendige informationer, der er bare ikke så meget på dansk, som man kunne ønske sig og det kan være svært at finde hoved og hale i de forskellige beskrivelser, hvis ikke man ved hvor man kan finde mere… “kyndig”(?) vejledning og beskrivelse.
Særligt ikke hvis man giver flaske, hvor min opfattelse er at mange tror man SKAL give grød/mos fra 4 mdr – og hvor er den opfattelse lige kommet fra?
På Ammenet.dk er der en hurtig og nem oversigt der gør dig fuldt ud i stand til at vurdere om det er for jer – og starte, hvis I vurderer at det er noget I vil prøve. Siden indeholder nyttige links til relevante emner, som f.eks de myter der er omkring opstart af fast føde.
På bogens egen hjemmeside “Jeg kan godt selv” er der også de mest nødvendige informationer.
På siden “Baby-led Weaning: The fuss-free way to introduce solid foods” kan man (på engelsk) også hurtigt og nemt danne sig et overblik og hvad baby led weaning er og ikke er.
***Note: BLW er egnet til både amme- og flaskebørn***
Grundprincipperne i BLW er: – Barnet tilbydes mad, når det er cirka 6 måneder og kan holde hovedet selv, hvis det sidder alene eller på skødet.
– Barnet skal ikke være sulten, når det tilbydes mad i starten
– Barnet tager selv maden i munden
-Barnet bestemmer hvad, hvor meget og om det vil spise
-Barnet spiser sammen med, og det samme som, resten af familien
Baby Led Weaning er, for mig, den naturlige overgang imellem amningen (eller flaske) og fast føde.
Jeg oplever en enorm glæde hos barnet, når det får lov at sidde med maden selv og jeg oplever at jeg, som forælder, “opdrages” godt til at respektere barnets signaler omkring smag, konsistens, mængde og præferencer.
Her i vores hjem skal man ikke smage, man skal ikke spise op, man skal ikke spise noget man ikke kan li eller ikke har lyst til den dag. Har et barn ikke spist særlig meget, så har vi lige en lille snak omkring det der med at spise, være mæt og mærke efter hvad maven siger. Ja, jeg siger “Du skal lige spise din mad” hvis de er for distraherede – de er bare godt klar over at ordet “skal” ikke betyder at de SKAL, mere at de lige skal holde fokus. (Det var mange “skal” jeg fik skrevet)
Der er heller ikke frit valg på alle hylder – og det er den misforståelse jeg oplever flest har omkring blw. At barnet har total egenkontrol over alt fødeindtag.
“Får de så også lov til at spise slik til morgenmad?!?” Øøøh ja, det er jo mig som bestemmer hvad barnet kan vælge imellem og hvilke mængder der stilles til rådighed – og det skaber for mig rigelig kontrol. Og ja, de får nogle gange lov til at spise slik til morgenmad – lev med det, det gør jeg.
Jeg kan se at Seir nyder maden – men også at han, trods amning inden, er godt træt og klar til endnu en omgang bryst, når han er færdig ved bordet. Det bekræfter mig i at det at lade ham spise selv handler om meget mere end kalorier – det handler også om at han sanser og oplever maden og det sociale samspil der er omkring måltiderne. Og så tanker han op på kalorier bagefter – det er da super smart.
Jeg kunne godt undvære det der med mad udover det hele, det indrømmer jeg – men hunden synes vist det er super at det regner med mad mindst én gang i døgnet 😀
Jeg troede jeg ville være vemodig over at fuldamningen var slut – men det er jeg ikke. Jeg nyder at se hvordan han fryder sig over maden og det gør mig glad at jeg denne gang har mere viden.
Men, jeg har lidt tanker jeg gerne vil dele med jer….
Da jeg skrev første indlægget ang mine tanker om BLW, var det allerede i det éne opslag tydeligt at der er en kultur med “rigtig” og “forkert” blw og jeg må indrømme at mine øjne ruller lidt og jeg sukker og tænker “ja for naturligvis skal vi også til at have en kamp om dét”… Det er ikke nok at vi – altså mødre – i forvejen har fået den skøre ide at flaske vs amning skal køres op til det vildeste skyld-trip hvor begge “sider” tror de andre synes de er dårlige eller skinhellige mødre, næ nej, lad os da endelig finde på flere ting at skælde hinanden ud over. Det er jo lige hvad vi har brug for – mere pegen fingre og eksploderende usikkerhed, som er den helt naturlige reaktion på at det fingerpegeri.
“Hvis man hjælper med skeen, så skal man ikke kalde det blw!”
Nå, men så lad være med det for filan. Så kald det “spise selv med hjælp fra mor” eller hvad ved jeg.
Igår tog jeg en krumme torskerogn og PUTTEDE DET I SEIRS MUND – oh ve og skræk! Nu praktiserer vi ikke BLW, for jeg hjalp ham 😉
Aj, det er slet ikke sjovt jo – men jeg bliver så træt i mit hoved altså.
Ja, der er sikkerhed i blw. Ja, der er teorier om barnets selvstyring og udvikling af bræk-refleks og mæthedsfornemmelse osv, ja der er evidens for at barnets overgang til fast føde bliver mere gradvis og med større sandsynlighed for at bevare amningen hvis man venter til omkring 6 mdr og har en god del selvstyring – ja, det er rigtigt.
Men slap nu af for filan og vær åbne overfor hinanden og overfor muligheden af at lille Sofus nok skal klare at hans mor sad med en ske ved siden af hans madfedteri. Det handler nemlig ikke som sådan om skeen i sig selv, men mere om hvordan mor læser babys signaler når hun fører skeen (hvor hun jo har kontrollen) – og at hun ikke hældte tyndtflydende grød i halsen på Sofus allerede ved 4 mdr, hvor han slet slet ikke var klar.
Og er du en af dem der hældte grød i halsen på din baby, fordi du oprigtigt troede at det var det rigtige, så tag en dyb indånding og vær i det – det sker, det skete også for mig. Det er ok.
Du kan sagtens “starte forfra” nu hvor du har ny information – enten med selvsamme barn eller et nyt – HVIS du synes at det lyder som det rigtige for dig og dit barn.
At jeg føler blw er det rigtige for mit barn – og at blw er en god måde at starte fast føde på, er ikke ensbetydende med at det er det rigtige for dig og dit barn. Og ved du hvad – det er helt ok.
Hvordan var det for dig at starte fast føde? Ændrede dine valg sig imellem barn nr 1 og de næste børn?ad var dine tanker og hvor fik eller fandt du den information du følte du havde brug for?
/ Mia
(Og grunden til at der var reklamelinks i dette indlæg, det kommer i en lille giveaway imorgen 😉 )
Hvordan gør man hvis man gerne vil kombinere opstart af grød med blw (selvfølgelig først efter 6 mdr)? Er det totalt no go? Overvejer blw, men baby skal helst kunne spise en del fast føde omkring 9-10 mdr da jeg der skal tilbage på skolebænken og far overtager. Og baby er total nægter af flaske! Derudover er det med at malke ud noget uoverskueligt, og tænker også det bliver ekstra svært når jeg er afsted, da jeg jo kun kan gøre det hjemme, men der planlægger at amme så meget som muligt. Har ikke nået at læse specielt meget op på blw endnu så det skal selvfølgelig også gøre, men han er nu også kun 4,5 mdr så har heldigvis tid endnu 🙂
Hej Julie.
Nej, man kan sagtens give grød i blw, så kan man give barnet en ske med grød på – eller lave grøden til små klatkager på panden.
Men, det jeg tror du spørger om, er om man kan made barnet ved siden af at barnet spiser selv, fordi du frygter at barnet ikke af sig selv vil kunne spise nok til at du med ro i sjælen kan starte studie. Er det mon korrekt forstået?
Det kan man naturligvis sagtens- men så er det ikke BLW. Bogen “Jeg kan godt selv” beskriver faktisk lige præcis den situation og fortæller at man kan tilpasse spisesituationen, så den har så meget af BLW som man kan – og så hjælp til madning for resten.
Men – for jeg har et lille men.
Der er LANG tid fra 6 mdr til 9-10 måneder. Det er fuldt ud muligt at jeres barn bare skovler ind når studiestart nærmer sig. Det er også fuldt ud muligt at du ved 8 måneder tænker at der lige skal lidt “nemmere” mad til, for at optimere processen og så kan du jo ændre menuen til at være nemmere at spise – f.eks er det for nogle børn nemmere at spise en mast kartoffel med sovs, end en hel kartoffel der skal “dyppes” i sovs. Nemmere med en blød frikadelle end en hård hakkebøf. Nemmere med små rugbrødshapsere med en god fed leverpostej, end en højt belagt rejemad.
Min tanke er at det ville være synd at tage sorgerne på forskud, hvis lysten til at anvende BLW er der. Se hvad der sker og tilpas løbende – modermælken vil sagtens kunne tanke baby op i de timer du er hjemme (sålænge du ikke begynder at fjerne natamning også).
I forhold til udmalkning, så er det for langt de fleste fuldt ud muligt at opretholde amningen, selvom de kun ammer når de er sammen med baby – selv for de mødre som har døgnvagter.
Kan du finde bare 10 min til at malke ud, så kan jeg ikke forestille mig andet end at din uddannelsesinstitution, ved henvendelse, gerne vil hjælpe med at finde et passende sted. Mange får bare slet ikke spurgt – og så får man i hvert fald ikke dén støtte 😉
Det blev langt – jeg håber du kunne bruge det. Alternativt, så er Ammenets netværksgrupper på facebook helt eminente til at udveksle eraringer med andre mødre <3
Kh Mia
Det du kan gøre er f.eks at give barnet
Det handler jo ikke om, at man ikke må hjælpe lidt med skeen eller torskerognen hvis man følger BLW!
Jo jo, der er sikkert et par emsige trunter derude – men langt hovedparten af os der råber vagt i gevær, gør det fordi der er opstået en misforståelse. Nogle (mange?) forældre tror at BLW bare betyder at give baby fast føde.
Så efter at have hældt vandig grød i røret på baby fra de blev 4 mdr, beslutter de sig for at “køre BLW” når baby bliver 6 mdr. (og begynder at sige fra over for det stads!).
Men så er det ikke BLW. Og det er ikke mommy-shaming at gøre opmærksom på dette – for der er en potentiel livsvigtig lektie.
Hvis man har vænnet sin baby sin at få flydende kost hældt ind i munden, vil baby have vænnet sig til at synke det der kommer ind. Babys brækrefleks er stort det deaktiveret, fordi baby har lært at synke grøden.
Når baby så får en agurkestav eller en rugbrødshapser i munden, synker den som vanligt, og da brækrefleksen er i dvale, er der ikke noget der stopper alt for store stykker mad fra at ryge ned i halsen på baby.
Et BLW-barns brækrefleks er meget aggresiv. Den allerførste mad kan nærmest ikke komme helt ind i munden, uden at brækrefleksen aktiveres. Langsomt, i takt med at baby lærer at håndtere og behandle maden, slapper brækrefleksen også mere af.
BLW børn har desuden – som regel – et stort behov for supplerende amning eller MME. Netop fordi de ikke bare sluger al maden, får de heller særlig meget næring ud af et måltid.
Et grød-barn er – ofte – nærmest fravænnet ved de 6 mdr, fordi man som lille bitte 4 mdr. gammel baby ikke både kan have en hel skål vandgrød i maven og bagefter tømme mors bryst eller en flaske.
BLW er ikke en religion, men det er en – babystyret – livsstil.
Og det pissevigtigt at alle forældre forstår forskellen på BLW og alm. overgangskost, så råd og anbefalinger ikke bliver blandet sammen.
Der er ingen tvivl om at mor og far ved bedst, når de er velinformerede. Når de er velinformerede!!
Hej (Dumme)Ditte.
Jeg er enig med dig – og så er der alligevel lidt ting som jeg også selv først nu er blevet bevidst om.
Jeg troede at brækrefleksen blev ødelagt – for det var hvad jeg havde læst sidst jeg havde et barn der skulle starte fast føde. Det siger de kloge så ikke er tilfældet, der er kommet ny viden – eller måske er myterne bare blevet aflivet (Side 133 i “jeg kan godt selv” 2.udgave).
Ja, har man et barn der er blevet vant til en betragtelig mængde skemad, så kan man naturligvis ikke bare fjerne den mad, uden at sikre sig at barnet få tilnærmelsesvis tilsvarende mad/modermælk/mme på anden vis.
Ja, det er rigtigt at børn der er startet på grød allerede ved 4-5 mdr typisk allerede har skåret voldsomt ned på amningen eller flaskerne – og det gør “rigtig mad” nødvendig – og kan give problemer med at opretholde den optimale tilførsel af modermælk (mme har ikke samme vigtighed mht mængde, sålænge barnets faste føde er godt fed).
Så – som jeg også talte med NeoHippie om den anden dag, så handler overgangen til fast føde om at tilbyde god sund og nærende kost og amme (flaske) løs ved siden af, men klar respekt for barnets signaler.
Jeg må indrømme at jeg indtil nu ikke er stødt på nogen som har givet udtryk for at sidestille BLW med “opstart på fast føde”, men som med alt andetny og trending, så vil der være forældre som hører brudstykker og derefter går igang. Det kan man ikke gardere sig imod.
Jeg gør mig umage for at linke til pålidelige og grundige anvisninger netop for at sikre at informationerne som jeg leverer er solide.
Jeg tager meget gerne imod forslag til rettelser, hvis du tænker jeg kunne omformulere noget, tilføje noget eller på anden vis præcisere.
Kh Mia
Hvor er det rigtigt!
Jeg kørte fuld BLW med min store dreng. Her anden gang har jeg planer om at hjælpe lidt til. Køre min egen form for barnet kan selv, men mor hjælper. Simpelthen fordi min dreng først begyndte at spise andet end mundfulde, efter jeg stoppede med at amme ham som 16 mdr og nu som 2,5 årig spiser han stadig ikke særlig meget. Og det har jeg ikke lyst til skal ske igen. Men jeg elsker konceptet, at de får lov at sanse med maden alt hvad de har lyst.