>>Vi skal gøre op med antagelsen, at »sådan er det bare« i børneopdragelse<<

Det, børn kan selv, skal de også selv, ellers bliver de ikke robuste. Sådan er det bare. Eller er det?

I april 2019 forfattede jeg et debatindlæg som Politiken fandt relevant og ønskede at bringe.

Du kan læse det her:

DEBATINDLÆG 24. APR. 2019 KL. 19.15

MIA BERNSCHERER BJØRNFORT

Mor til fire og blogger på FamilieUdenFilter.dk

Der hersker en kollektiv psykose, hvor man har den forestilling, at ’det, børn kan selv, skal de selv’, skrev pædagog, coach og psykoterapeut Rikke Winckler på sin facebookside ’Forældresparring.dk’.

Det skete 31. januar 2018, efter at børneminister Mai Mercados (K) ’Opdragelsespanel’ tidligere samme dag var blevet præsenteret.

Det er tydeligt for enhver, at vi står i en situation, hvor en voksende flok af forældre, pædagoger, psykologer, forskere og en god sjat andre fagpersoner råber højere og højere om de kritisable forhold, som Danmarks børn lever i.

Børn har ret til ordentlig omsorg, hvor de ikke konstant er nødt til at kunne selv. Vis mig den politiker, som ikke lynhurtigt er enig i det? Det er jo valgår. Dog oplever Mai Mercado »ikke den store utilfredshed«. Men er forældrene virkelig tilfredse, eller er de bare opdraget til at være det?

Småbørnsfamilierne er nemlig under pres. Men langt de fleste tror oprigtigt, at ’sådan er det bare’ at have små børn, hvorfor problematisk adfærd ukritisk accepteres. Børn, der græder, når de afleveres i pasning. Der hverken kan gå eller tale, men som alligevel tilbringer både 6 og 8 timer i dagpleje eller vuggestue.

Og forældre, der er bekymrede for deres barns udvikling, hvis ikke det ’socialiseres’. Noget, der efter sigende kun kan ske via et pasningstilbud.

Vi har fået skabt en fortælling om, at vi sender børn i pasning for deres egen skyld, fordi det er det bedste for dem, samt at et fravalg udgør en risikofaktor for, at det ikke vil lykkes for dem senere at få et godt liv.

Det er en fortælling, som Cassandra James Markussen, cand.soc. i uddannelsesvidenskab, belyser i sit speciale, ’Forældredisciplinering’, fra 2018. Hun udtaler til bloggen hjemmeunger.dk:

»Fra politisk side mener man, at børn har brug for professionelle voksne, altså pædagoger, til at udvikle sig. Sat på spidsen udgør forældre altså nu en risiko for deres børn i og med, at forældrene ikke er uddannet til at stimulere børnene til læring. (…) De sender et signal til alle forældre i Danmark om, at det er udansk og forkert ikke at sende sit barn i institution. Og at det normale og rigtige at gøre er at takke ja til institutionslivet«.

Samtidig hersker der en opfattelse af, at et grundvilkår ved at have børn er adskillelse fra dem og behov for ’alenetid’. Behovet for alenetid begrundes med, at forældrene har brug for at lade op uden børn for at kunne være den bedste udgave af mor/far.

Først skal barnet altså adskilles fra sine forældre i 6 til 9 timer dagligt, mens forældrene er på arbejde. Dernæst skal forældrene adskilles fra barnet for at sikre egenomsorg, som, misforstå mig ikke, bestemt er en essentiel del af det at tage vare på et lille barn.

Børn bør som bekendt sove 11-12 timer per nat. Helst alene, i deres egne senge, på eget værelse. Igen en adskillelse, som langt de færreste sætter spørgsmålstegn ved.

Der findes endda bøger, der giver opskriften på, hvordan denne adskillelse kan lykkes. Og tårerne, dem tørrer vi febrilsk væk og fortsætter opskriften, på trods af at hjertet skriger, at barnet kalder på nærvær og ikke adskillelse. Men sådan er det jo bare, ikke?

Det er ikke svært at se, hvordan disse fortællinger skaber en meget snæver ramme for ’det gode børneliv’ – fuldstændig blotlagt for refleksioner over, om det nu også virkelig er sådan, vi ønsker at være børnefamilie. Og om det er sådan, vi bedst opfylder børnenes behov.

Forestillingerne om, hvad det indebærer at få ansvaret for et lille levende menneske, er slet ikke realistiske. Mange tror stadig på myten om, at børns adfærd er et direkte spejl af deres forældres evner eller den pædagogiske indsats.

De forstår ikke, at det i høj grad handler om barnets udviklingstrin og personlighed, rammerne for barnets hverdag og den faktuelle tid, barnet har med nærværende voksne.

Mange tror desværre derfor også stadig på såkaldt operant betingning. Det er det gode gamle mantra ’Vil de ikke høre, så må de føle’ – også kaldet konsekvenspædagogik. Desværre er mange trætte eller pressede voksne tilbøjelige til at ende med netop konsekvenser, hvilket barnet ofte opfatter som straf.

Der mangler opmærksomhed på, hvor skadeligt det f.eks. kan være for et lille barn at blive afvist af sine forældre, få skæld ud eller blive sendt i seng.

Vi ser nu resultatet af den kollektive psykose, som forældredisciplineringen har affødt: tidlig og langvarig adskillelse, udsultede pasningstilbud, hvor skældud og manglende anerkendelse sniger sig ind. Og forældre, der stresser for at ’gøre det godt nok’.

Det er en effektiv opskrift på børn, der er alt andet end robuste, omstillingsparate og stærke i troen på sig selv. Og børnepsykiatrien melder ikke overraskende alt optaget. Det er slående, at vi er blinde over for, hvor grelt det står til i vores eget lille land.

Kulturen på dette område er så stærk, at det kan være svært at se behovetet for ændring. Narrativet om ’det gode børneliv’ – altså tilstedeværelsen af uddannede pædagoger og lærere, struktureret indlæring og fokus på robusthed – ligger så dybt i os, at kun få reflekterer over det.

DR’s dokumentar ’Sådan er det bare’ fra 2013/2014 belyste på fineste vis, hvor mange beslutninger der træffes for os, uden at vi på nogen måde aktivt tager stilling til det. Herunder også valg som opdragelse, institutionalisering, skolegang, samt at begge forældre arbejder 37 timer om ugen.

Det er nødt til at stoppe nu. Det er en udvikling, der aldrig skulle have haft lov at finde sted. Børnene kan ikke mere, de har brug for ændringer nu. Børn har ret til at vokse op og føle, at de er ligeværdige individer.

De har ret til at blive set og elsket for dem, de er – og ikke dem, som samfundet planlægger, de engang skal blive: fremtidige skatteborgere. Forældrene samlede sig til kamp for minimumsnormeringer, men er det nok? Kan det dække børnenes behov, eller er det bare brandslukning nu og her?

Måske skal den virkelige ændring skabes nedefra: ved at forældre dropper høfligheden og den indoktrinerede taknemmelighed og i stedet stiller kritiske spørgsmål til fortællingerne om ’det gode børneliv’.

Måske skal vi kigge på de rammer, vores børn vokser op i; reflektere over, hvorfor vi insisterer på at fortsætte i et spor, der stresser børn og deres familier. Og hvor flere varme hænder sandsynligvis ikke er nok, fordi det kun er en lille del af problemet.

Børn kan nemlig ikke nøjes med at spejle sig i deres jævnaldrende. De har brug for tætte relationer til voksne, som de kender, og som kender dem. Voksne, der ser dem, lytter til dem, følger deres signaler, imens de opdager verden omkring sig – og dermed viser man dem, at de har værdi, helt som de er, i kraft af deres blotte eksistens.

Sådan er det bare.

/ Mia

Ovenstående blev bragt i Politiken 24 april 2019.

3 thoughts to ““Sådan er det bare… ikke?”

  • Ulla

    Du burde virkelig have en større stemme!

    Svar
  • Sofie

    Nogen gange kræver det lange bøger at forklare hvad vi tænker eller klarlægge en vigtig pointe, uden at forvirre “fjenden” eller undlade vigtige aspekter…. Andre gange falder man over dette indlæg!

    Virkelig flot skrevet!
    (For en som mig der altid bliver væk i min egen forklaringen og aldrig rigtig får min pointe igennem, er dette en gave, jeg kan vise til min mand som opsummering af hvad jeg nu længe har forsøgt at forklare. Tak!)

    Svar
    • Mia

      Kære Sofie.

      Det gør mig så glad at du føler det giver dig noget ❤️

      Kh Mia

      Svar

Hvad tænker du?