Så så man lige mig – til foredrag med Sofie Münster fra NOPA

Jeg har et barn der skal starte i skole her efter sommerferien og i forbindelse med forestående skolestart, så havde en af skolerne (tilfældigvis den skole mit barn ikke skal på) arrangeret foredrag med Sofie Münster – der netop er udnævnt til formand for Mai Mercados “Opdragelsesdebat“-udvalg eller råd eller whatever….

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg ikke er fan af det der “opdragelsesdebat” – primært fordi jeg oplever at det mest af alt handler om forældrebashing og fuldstændig glemmer at det er svært at opdrage 1,5-3 timer dagligt, i ydertimerne – imens man ikke vil lave fornuftige minimumsnormeringer for de 6-7-8-9-10 timer barnet er i pasning dagligt.

Man skal ikke være særlig skarp før man godt kan se at det regnestykke ikke helt giver mening.

Det foredrag jeg var til, var rettet imod skolebørn og bar titlen “Kærlighed er ikke nok”, så det er naturligvis det eneste jeg kan udtale mig konkret omkring.

Det er et foredrag der promoverer Sofies nye bog med samme titel – jeg har ikke læst bogen.

Jeg havde set hende i det der TV2 program, hvor titlen der var noget a la “Skab en vinder” forargede mig vildt – og det var i hvert fald ikke dén side af hende jeg følte jeg oplevede, for jeg var ellers helt oppe på barrikaderne, det indrømmer jeg.

For det første var hele oplægget baseret på studier – Me like.

Jeg er all 4 mavefornemmelse – men når jeg hører foredrag så vil jeg gerne se, høre og mærke, at personerne også har sat sig ind i evidensen på området. Så det var et plus.

Jeg oplevede at der var virkelig fine pointers, f.eks meget konkrete eksempler på hvad klassiske “ikke-anerkendende” forældreudtalelser gør ved børn, hvordan de underkender barnets oplevelse og indre følelser. Så det var endnu et plus.

Midt i foredraget begyndte jeg dog at tænke over hvor dygtig Sofie er (og var) – jeg var suget helt ind i det og fandt mig selv stående og nikke for mig selv, føle at jeg var enig og at her var virkelig en der har fattet hvad det handler om….

Hvorfor havde jeg været så modvillig?

Pludselig kunne jeg slet ikke huske hvorfor jeg tidligere har været så forarget…

Så faldt Seir i søvn i viklen og så skiftede min oplevelse. Jeg antager at jeg nu hørte rigtigt efter, fordi jeg ikke samtidig var ved at amme og putte barn.

Jeg oplevede nu at det hele var meget fokuseret på at præstere – hun fremhæver at det handler om at hjælpe barnet til at forstå at success ligger i det hårde arbejde, i det at have prøvet, at holde ud, presse sig selv (lidt) og ikke give op – i selvkontrol.

Det er jo som sådan fint nok, men det føltes som om skiftet i fokus fra resultatet til “processen” netop var “gammel vin på nye flasker” som @familiemakker siger.

Det var meget:

“du har bare ikke lært det ENDNU… du skal bare øve dig MERE…

Du skal bare gøre det selvom det ikke siger dig noget/er ubehageligt for dig/gør dig bange, for så lærer du at håndtere det”

og dér står jeg af – det synes jeg slet ikke er cool.

 

Jeg er med på at børnene skal lære den slags selvkontrol det er, ikke at kaste med tingene og vende ryggen til og gå.

Jeg er med på at børnene gerne må lære at nervøsitet, usikkerhed osv ikke er “farligt” som sådan – fordi følelser ikke er farlige.

Men jeg oplevede en slags falsk-anerkendelse og så ellers lige et skub i ryggen og “gør det alligevel”.

Der ville jeg gerne have haft reel anerkendelse uden “men du skal gøre det alligevel” bagefter – og så en italesættelse af at alle de her evner til at turde prøve, turde fejle, turde satse uden at føle (længerevarende) knæk på selvværd og selvtillid – det kan man opbygge ved at bygge barnets selvværd fra det er baby.

Og så får jeg fnidder af hendes “det børn kan selv, det skal de selv”….

“Det man kan selv skal man selv”-psykosen, som Rikke fra familiesparring.dk kalder det.

Jeg forstår hvad det handler om og hvor det kommer fra – men jeg synes det er en falliterklæring, for det siges jo ud fra at vores pressede samfund ikke kan hænge sammen medmindre børnene fødes klar til at hoppe i flyverdragten og klare sig selv i en 1 til 12-15-19 normering. Og det står jeg, sjovt nok, helt af på.

Så jeg er ambivalent. Hendes oplæg var klart bedre end “ingenting” og på en måde et skridt i den rigtige retning – og måske reelt det vores nuværende samfund kan håndtere.

Sofie er en yderst tiltalende oplægsholder, oplægget er flydende og det er tydeligt at hun er øvet og har fuldstændig styr på det hun snakker om – henvisninger til evidens kommer bare uden nogen hickups.

Hun starter da også foredraget med at vise den berømte “skumfidustest” og min opfattelse er at hele oplægget faktisk læner sig op af netop skumfidus testen og dens “resultat”: At børn med selvkontrol klarer sig markant bedre end andre børn både i barndommen og i voksenlivet. Og det ER det studierne har fundet frem til.

(Hvis man ikke kender skumfidus testen, så er det en test hvor barnet får én skumfidus og får valget imellem at spise den med det samme, eller lade den være 15 min, hvorefter belønningen er en skumfidus mere)

Der er bare lige én udfordring i det:
Skumfidus testen har en “fejl”. Jeg skriver fejl i “”, fordi det er ikke en reel fejl, men måske mere en forenkling af noget jeg personligt ikke synes man kan gøre så simpelt og som også efterfølgende er diskuteret.

Indtil for nogle år siden, mente man at skumfidus testen testede børnenes selvkontrol – plain and simple.

Og så gentog man eksperimentet i 2012 på The University of Rochester USA og tilføjede lidt ekstra parametre, som f.eks om barnet lige op til eksperimentet havde oplevet pålidelig interaktion med en voksen.

Ahaaaa tænker den kloge – nu vil hun (jeg) sige at barnets evne til at vente ikke kun afhænger af barnets selvkontrol (som altså er noget der handler rigtig meget om alder og kognitiv udvikling), men også af hvorvidt barnet stoler på den voksne som beder det vente.

Altså om barnet er i et miljø, hvor det kan stole på sine omgivelser – når nogen siger der kommer en skumfidus mere, så KOMMER der en skumfidus mere. Og omvendt at hvis barnet oplever at den kontakt det har med andre er uforudsigelig og “svigter”, så tager det hvad det har, for det er det eneste sikre.

Og jeps – det var præcis hvad det nye studie fandt ud af.

At selv små børn kan lave en konsekvensberegning – og handle derudfra. Duuuhhh – hvordan i alverden skulle de ellers overleve?

Så – hvis et stabilt, forudsigeligt miljø er en KÆMPE faktor i børns “selvkontrol” – er det så overhovedet selvkontrol skumfidustesten “måler”? Eller er det mere en måling på i hvor høj grad barnet stoler på den person der siger “hvis du venter 15 min, så får du én mere”?

 

“Our results definitely temper the popular perception that marshmallow-like tasks are very powerful diagnostics for self-control capacity,” says Celeste Kidd, a doctoral candidate in brain and cognitive sciences at the University of Rochester”

The Marshmallow Study Revisited – en omtale af studiet.

 

“Children wait longer in the marshmallow task when the experimenter is reliable.

Children’s behavior on this task is likely influenced by rational factors.

Self-control is not the sole determinant in delay-of-gratification success”

Du kan selv læse det “nye” skumfidus studie her:

Rational snacking: Young children’s decision-making on the marshmallow task is moderated by beliefs about environmental reliability

Hvis du vil læse om det på dansk, er dette umiddelbart den bedste artikel jeg kan finde:

Forskere skyder hul i den kendte skumfidus-test

 

Jeg undrer mig derfor over hele “selvkontrols”-temaet. Og jeg undrer mig over den opfordring til “pres”, selvom barnet klart har sat en grænse. Og jeg forstår ikke hvordan Sofie kan tale om selvkontrol (udfra skumfidus testen) uden at nævne den opdaterede udgave af skumfidustesten…

Men måske det var fordi det handlede om skolebørn og det derfor ikke føltes relevant?

Jeg ved det ikke – og nej, jeg kommenterede ikke en masse til oplægget, jeg var der som forælder og ikke for at starte en diskussion.

For mig føltes det lidt a la

“Ja, jeg kan godt høre du mærker din grænse – men du er jo et barn og ved ikke endnu hvad der virkeligt er vigtigt her i verden, så kom nu lige over den grænse, så ser du at det slet ikke er så slemt og tadaaaa, så har du lært selvkontrol og gåpåmod”

og…. jeg synes ikke det er “godt nok”.

Jeg kan i hvert fald ikke “connect the dots” og ende der hvor det vist var meningen jeg skulle hen.

/Mia

Hvad tænker du?