Rikkes ammehistorie: Uopklaret ammeproblematik

Rikkes ammehistorie – Del 2: Den første tid hjemme, og uopklaret ammeproblematik

Jeg husker den første tid hjemme -udover glædesfyldt over en magisk lille klump kærlighed – som værende én stor tåge af smerter, immobilitet, forvirring ved alle opvågningerne om natten, hormonel barselssved, vådt tøj – og brystvorterne, der blev til to store åbne sår. Jeg kunne fortsat ikke selv sætte mig op i sengen, og min mand hjalp med at lægge vores dreng til.

Vi havde tæt kontakt med sundhedsplejen, som kontaktede os dagen efter vi kom hjem. De fulgte os med henblik på at støtte, indtil den blivende mælk var løbet til. De stablede mig op i tvillingestilling, og anbefalede særlige plastre fra apoteket, som vi købte os fattige i. Jeg kunne aldrig selv få andet end laid back/tilbagelænet til at fungere, når de var gået.

Den blivende mælk løb imidlertid først til natten til 6. dagen. Indtil da supplerede vi med 20ml i suppleringssystemet under amningerne, som jeg gruede for, når han meldte sig ca. hver 2-3. time døgnet rundt.

Gradvist øgede vi mængden af MME, så den fulgte anbefalingerne på pakken, for de antal dage han var. Sprøjterne og sonderne skulle renses, og MME’en skulle laves og køles når vores dreng vågnede og var sulten, og måtte, pga evt bakterievækst, ikke laves på forhånd.

Et par af nætterne overtog min mand en enkelt af amningerne, for at skåne mig for en ellers panisk gråd af smerte. Det gjorde han både ved “fingerfeeding“-metoden, og med en lille kop. Det var rørende for mig, at vi var sammen i at klare os igennem dette, og at vi sammen gav vores lille dreng mad.

Det fungerede fint at stoppe med suppleringen fra den ene dag til den næste, da der heldigvis helt naturligt var rigeligt til at mætte ham, da den blivende mælk endelig løb til.

Dengang kendte jeg ikke til friamning, eller forstod de fysiologiske funktioner, og alle de andre behov, man som (spæd)barn får dækket ved at få lov at ligge og sutte langt oftere. Det er noget, jeg er ked af, men havde jeg vidst det, er det ikke sikkert jeg havde kunne honorere det. Jeg var fuld af frygt og tårer hver gang, han skulle bide sig fast, og så med sit enorme vakuum, han kunne lave.

Det gav en smerte, der fyldte hele kroppen, og vækkede “kamp/flugt” delen af mit nervesystem. Denne biologiske funktion var i forvejen overaktiv pga traumerne, som opstod på baggrund af hændelserne gennem de mange dage i fødsel. Min hjerne og nervesystem kunne simpelthen ikke integrere de voldsomme hændelser og svigt, der foregik under en så skæbnesvanger situation, en fødsel jo er.

Vores sundhedsplejerske sendte en kollega med efteruddannelse i amning. Hun syntes, som fagpersonerne på hospitalet, at sutteteknikken objektivt så helt korrekt ud. Hun mærkede og undersøgte også inde i munden. Ud fra min beskrivelse, af hvad jeg sansede, kunne hun godt høre, at han ikke tog nok af areola med ind, og at han stødte på og nev med gummerne.

Hendes løsningsforslag var, at jeg skulle massere ham inde i mundhulen, give ham et sensorisk feedback, og på den måde lade ham sanse, hvor meget plads der var i hans mund.

Hver gang vi fik startet en amning med godt åben mund, trak han hovedet bagud og fortsatte med at kompensere med gummerne – kunne kun jeg mærke.

Svamp?

Det begyndte imidlertid at brænde og svie slemt, og igennem sundhedsplejersken og 1813, fik jeg  recept på Brentan. Sundhedsplejersken syntes, det var vigtigt lige at udelukke, at sårene og smerterne ikke skyldtes svamp.

Jeg bad hende ved samme besøg tjekke mit kejsersnit ar, som var blevet rødt og hævet. Hun anbefalede mig at ringe til 1813, og blive henvist til tjek på hospitalet.

Dér blev jeg scannet samme aften, og de ville beholde mig med henblik på akut at afvente mulighed for operation, genåbne kejsersnittet og oprense, da der formentlig var infektion.

Jeg ønskede bare inderligt, at der snart skulle komme ro på efter fødslen, men i stedet føltes det som om, at fødslen og prøvelserne bare fortsatte og fortsatte. Jeg var mildest talt i panik.

Efter en hel dags faste uden væske – men med fuldamning, blev operationen – denne gang i fuld narkose, vel overstået. Jeg fortalte narkoselægen, at jeg ammede, og jeg fik en bedøvelse, som ikke skulle influere herpå.

På hospitalet gik jeg igang med svampebehandlingen, efter jeg havde bedt om vejledning i at påføre gelen, som han jo skulle have en hel ske af indenbords.

Jeg oplevede det følgende, som et omfattende show, at skulle rense os med danskvand og smøre os begge med gelen så mange gange i døgnet. Jeg vågnede og var meget forvirret hver 2. time om natten, når han meldte sig. Det var efterhånden mange forskellige former “procedurer”, vi løbende havde skullet iværksætte ved hver amning.

Min dreng begyndte at gylpe og græde meget efter gelen, og det føltes i det hele taget meget unaturligt, forstyrrende og som et overgreb på ham.

Smerterne – det ekstremt brændende og sviende fra brystvorterne blev værre og værre, især efter gelen lige var smurt på.

Raynaud’s?

Jeg begyndte at identificere, at det var når brystet blev udsat for kulde, at det var værst. Når gelen, som var fugtig skulle lufttørre, var det som isninger i tænderne, bare gange hundrede.

Ligeledes når jeg åbnede køleskabet, hoveddøren de kolde forårsdage eller kom ud fra badet.

Jeg Googlede en del i den periode, og syndromet “Raynaud’s” dukkede op fra Ammenets hjemmeside. Det stemte overens med de farveskift der samtidig var – fra hvid plamage, til blå pletter, til rødmen.

Og så begyndte jeg ellers at droppe rådene om lufttørring og andre ting, der indebar kølige temperaturer.

Jeg besluttede mig for, at få bakset os til lægen, for at blive tilset og undersøgt for, om vi reelt havde svamp.

Det var et hyr hver gang vi skulle ud med en nyfødt, som ikke kunne lide at køre bil, samt mig, der stadig ikke kunne bevæge mig særlig godt oven på operationerne, og havde det som om, jeg var i en krigszone, når jeg færdedes offentligt.

Lægen mente, at det var svamp, og udskrev yderligere noget hormoncreme. Raynaud’s mente hun ikke jeg kunne have, da jeg aldrig havde haft hvide fingerspidser, hvor det plejer at vise sig. Jeg tvivler på hun kendte til problematikken i fbm amning. Og de videnskabelige artikler og kilder jeg sendte, havde hun ikke tid til at læse.

Jeg valgte at droppe svampebehandlingen helt. Jeg kunne fornemme, at det blev værre af det, og var i øvrigt overbevist om, at det til dels var Raynaud’s syndromet, som forårsagede smerterne på brystvorterne, i kombination med en forkert sutteteknik af fortsat ukendt årsag…

Men der var ikke rigtig mere hjælp at hente. Sutteteknikken så jo fin ud, og ingen af fagpersonerne kunne jo egentlig stille mere op.

Så prøvelserne fortsatte, men nu var jeg og vi bare uden en professionel støtte til det.

Ammestop?

Efter knap 3 uger var jeg så drænet af manglende restitution oven på fødslen, samt den faretruende smertefulde amning, der hele tiden kom snigende, som en tortur, der aldrig stoppede. Det føltes rent faktisk som om, jeg stadig var i den fire dage lange fødsel, og at den bare fortsat fortsatte og fortsatte.

Min grænse var nået, da jeg tilsidst oplevede, at det kompromitterede min kærlighed og tilknytning til min dreng.

Sundhedsplejersken anerkendte mig for min udholdenhed, forstod godt og støttede mig i at ville stoppe, når der ikke rigtig skete bedring. Hendes kortfattede vejledning lød på at tage meget stram sports bh på, give flaske som anvist på pakken, og at amme så lidt som muligt, indtil produktionen var stoppet. Eventuelt pumpe lidt ud – hvilket jeg, af flere årsager, fysisk ikke var i stand til.

Det var dog lige en tand for abstrakt og uhåndgribelig en køreplan for mig.

Samtidig var jeg utrolig ulykkelig over at skulle stoppe min produktion, som endelig endelig var oppe at køre, efter vi havde lagt mange kræfter i det.

Endelig havde jeg, med min mælkeproduktion, en oplevelse af min krop som værende kompetent, oven på det nederlag, fødslens manglende forløsning, oplevedes som.

Jeg var ked af, at jeg ikke ville kunne give ham al den fine mælk, jeg lavede til ham. Men jeg kunne simpelthen ikke pumpe oven i de åbne sår. Havde forsøgt nogle gange uden at det lykkedes.

Et sidste forsøg…

Jeg kom i tanke om kontakten, jeg havde til La Léche League, som jeg op til fødslen havde skrevet sammen med, angående nogle spørgsmål og tvivl, jeg havde angående amning.

Jeg mailede, fik hurtigt svar og kontaktoplysninger til en anden Leader, som havde tid til at vejlede.

Det var mit sidste håb, følte jeg.

Dér satte jeg min grænse. Med denne sidste chance for hjælp til at udrede dét her, måtte det på en måde briste eller bære. Jeg ville holde ud og gøre mit sidste forsøg, for at kunne se mig selv og mit barn i øjnene.

Jeg ville bare så gerne lykkes.

Og derefter sendte jeg, som min fortælling startede ud med at citere, min første besked til Mia…

/Rikke

…. se mine kommentarer herunder.

Rikkes historie er slet ikke atypisk.
Selvom Rikke er meget dygtig til at sætte ord på hvad hun oplever og hvad hele situationen gør ved hende, så er det begrænset hvor meget hjælp der er at hente.
Rikke præsenteres heller ikke hjemme for muligheden af at malke ud, – en praksis der er helt standard når moderen på 3 dagen stadig ikke viser tegn på at mælken er på vej.

Når man supplerer inden/efter mælken er løbet til er det en balancegang imellem at give barnet alt imellem ingenting og barnets fulde behov. Et barn som er sultent og ikke har kræfter nok, vil langsomt sutte mere og mere ukoordineret, få endnu mindre mælk fra brystet, hvilket kan forværre en allerede problematisk situation – hvorimod det at give barnet dets fulde behov, kan fjerne barnets naturlige søgning efter brystet og give en situation hvor barnet slet ikke sutter effektivt ved brystet, fordi det allerede er mæt. Dette er særligt problematisk hvis der samtidig er givet sut, da sutten så tilfredsstiller barnets suttebehov, og dette heller ikke bringer barnet til brystet.
Rikke og hendes mand anvender finder-feeding og kop-madning, for at barnet ikke præsenteres for en flaske, da flasken kræver anderledes sutteteknik og man risikerer at forværre en allerede problematisk sutteteknik.
Som følge af supplering og mælk der stadig på 4-5 dagen ikke er løbet til, er ekstra stimulering af brysterne en rigtig god ide, da man her ikke kan vide om den manglende mælk skyldes den hårde fødsel eller at barnets sutteteknik ganske enkelt er utilstrækkelig – eller noget helt tredje.
Trods sundhedsplejersken anerkender at barnet klemmer om vorten, ikke svøber dybt nok og suger i stedet for at malke (sutte), så adresseres problematikken ikke, men der igangsættes medicinsk behandling og anbefales plastre samtidig med at Rikke får meldingen at sutteteknikken er god – en melding der står i skarp kontrakt til anerkendelsen af observationer der er klassiske for problematisk sutteteknik.
To gange får hun medicin – det ene endda en hormoncreme, en praksis der ikke er protokol for ved svamp – trods hendes observationer af barnets sutteteknik peger i retning af at det er denne som laver balladen.
Rikke går til lægen med sin mistanke om Raynauds og må igen se sig afvist. Hun har selv forberedt sig, læst op på syndromet, har set det klassiske trifasiske farveskift og mærket tydelige kuldepåvirkning – men afvises pga manglende hvide fingerspidser, et kriterie som IKKE er relevant for Raynauds i forbindelse med amning.
Det er kendt at Raynauds ofte fejldiagnosticeres som svamp, hvilket Sundhedsstyrelse også beskriver i deres materiale.
Rikkes instinkt er stærkt og hun VED at barnet sutter forkert, at der er noget “galt”, at hun tillige nok har Raynauds – men modtager ingen hjælp, trods hun gør hvad hun kan for at opsøge de relevante fagpersoner.
/Mia

3 Comment

  1. […] læse de første fire dele af Rikkes ammehistorie: Rikkes ammehistorie – Del 1: Amningens start Rikkes ammehistorie – Del 2: Uopklaret ammeproblematik Rikkes ammehistorie – Del 3: Mødet med Mia og ammestop Rikkes ammehistorie – Del 4: […]

  2. […] Find dem her: Rikkes ammehistorie – Del 1: Amningens start Rikkes ammehistorie – Del 2: Uopklaret ammeproblematik […]

  3. […] ….. læs videre på Rikkes ammehistorie – Del 2: Uopklaret ammeproblematik […]

Hvad tænker du?