Rikkes ammehistorie: Mødet med Mia og ammestop

Rikkes ammehistorie – Del 3: Mødet med Mia og ammestop

 

13. april 2016 – 2 uger og 4 dage efter fødslen

Det var planen, at vi samme aften, som jeg skulle til lægen i fbm at få taget sting ud, skulle ud og køre en god lang tur, ned for at møde Mia.

Jeg havde, på sms, skrevet sammen med Mia, som fremstod, som en dybt engageret ‘ammedetektiv’, med en faglighed og viden som fascinerede mig, og gjorde mig tillidsfuld og tryg med det samme.

Over SMS bad hun om billeder og video af vores drengs mund og tunge. Hun tegnede og fortalte, og foreslog at vi bad lægen samme aften kigge på tungebånd, og evt selv tage til øre-næse-halslæge, og bede om en vurdering af, om de ville klippe det, da hun syntes at kunne se, at det skjult bagtil, ikke ‘klassisk fortil’, var for stramt.

Hos lægen viste jeg tungebåndet, og hun mente alt så fint ud, og at en ØNH ikke ville klippe.
Jeg fortalte også om mine tanker om ammestop og ammestoppiller, som jeg af én eller anden årsag, havde fået indtryk af, at man skulle have. Lægen sagde, at sådan noget skidt var slet ikke nødvendigt, alle bivirkningerne taget i betragtning. Hun trøstede og anerkendte min indsats, som sundhedsplejersken ligeledes havde, og sagde, at jeg bare skulle tage stram stram sports bh på…

Derefter kørte vi afsted til Mia.

Hos Mia.

Vi blev budt velkommen af Mia, som udstrålede rummelighed, tid og nærvær, på trods af eget børnefamilieliv.

Hun kiggede på os amme laid back, og spurgte ind, med hel særlig respekt og nænsomhed.

Hun ser det samme, som jeg selv sanser, og foreslår, at min mand og jeg finder en behandler, som kan hjælpe med at løsne op for evt spændinger og andet uhensigtsmæssigt hos vores dreng , i håb om, at han ville kunne afspænde og åbne sine kæber mere, som han jo kompenserende klemte med.

Hun gav mig følelsen af accept og ro, ligemeget hvad udfaldet af dette korte ammeforløb skulle blive. Hun anerkendte og forstod som ingen anden. Bare dét jeg havde oplevet med hende indtil daværende tidspunkt, medførte en kæmpe lettelse – en lettelse der gav plads til at kunne mærke efter og bedre træffe beslutninger.

I mit hoved havde det været så sort/hvidt i fht ammestop. Enten fuldammede man, eller også gav man flaske. Havde man først truffet valg om ammestop, var der ingen vej tilbage.

Men Mia plantede et nyt frø, og gentog flere gange, at tingene havde det med, at når der kom ro på, så så de anderledes ud, og at man fra det nye ståsted kunne træffe nye beslutninger. Hun fortalte endda om kvinder der havde formået at genetablere amningen.

Jeg kunne stadig ikke se det for mig, at et ammestop skulle kunne føre andet med sig end MME på flaske, men hendes tro på, at andet kunne ske, gav mig en ro og tillid til – og ikke mindst lettelse over, kun at skulle forholde mig til nu og her.

Og det jeg grædende, men med ro i maven, hjemme hos Mia besluttede var, at jeg ikke længere kunne fortsætte med amningen, som det da så ud.
Jeg havde holdt ud langt ud over alle mine grænser. Det var så kritisk for mig, og udsigten til først at finde en behandler, vente på tid, og derefter evt se effekt, var simpelthen for lang i det daværende perspektiv.

Mia forstod, at jeg på ingen måde var tryg ved den uhåndgribelige vejledning til ammestop, jeg havde fået af SP og læge, og hun om nogen forstod min frygt for tilstoppede mælkekirtler og brystbetændelse.

Hun lovede at sende mig sin udførlige vejledning skridt for skridt, for jeg var simpelthen for omtåget til at huske, hvad hun fortalte. Hun påtog sig et ansvar og en rolle, jeg ikke havde oplevet før hos nogen anden fagperson. Nemlig en rolle som både rummede fagkompentance OG oprigtigt kærligt medmenneskeligt engagement.

En sådan næstekærlighed har jeg generelt ikke forventning om, at alment sundhedspersonale rummer, og modsat forventer jeg ikke af mine nærmeste, at de har en faglighed, jeg kan læne mig op ad. Mia, hendes rolle, viden og engagement, dækkede lige præcis det hul som manglede i systemet, eller måske nærmere i vores kultur, og helt, som sendt fra himlen i min situation.

Hun gav mig en uvant oplevelse af, ikke at stå alene. Hun fritog mig fra et ansvar, jeg ikke selv var kompetent til at bære. Hun gav mig en følelse af, at hun ikke slap mig, og at hun ville være der og følge mig i dette. Hun lovede mig ikke at slippe mig før, at jeg selv sagde til, og havde opnået dét med amningen, jeg ønskede.

Jeg var dybt rørt da vi sagde farvel i døren.

 

Herunder finder du mine kommentarer.

 

Da Rikke skriver til La Leche League Danmark er jeg lige blevet akkrediteret – det er min absolut første vejledning.
Jeg har vejledt på Ammenet indtil da – men det er altså noget andet at stå med mor face-to-face og sværhedsgraden af problematikkerne har også lige fået en hak op.

Jeg var en kende nervøs – det indrømmer jeg.

(Nedenstående er skrevet delvist udfra hukommelse og delvist fra noter, taget under mødet med Rikke.)

Rikke, mand og barn kommer hjem til mig privat og jeg ser en mor der ikke kan mere. Rikke har for længst brugt alle sine ressourcer og lever på ren vilje.

Rikkes mand er fantastisk støttende og har – som jeg ser – forstået at det her er noget han bare skal følge med på og vise Rikke at det er hende der styrer hvad der skal ske. Han er rolig, fattet, stille og formår at hjælpe med barnet nærmest uden at sige noget, så der er ro og fokus på Rikke og den hjælp hun kommer efter.
Jeg fornemmer at han er klar over at grænsen er nået – men også at det IKKE er hans plads at komme med den vurdering – det er vigtigt at Rikke selv er den første til at “sige det højt”.

Rikke og jeg taler sammen og barnet lægges til brystet i Laid-Back, som Rikke fortæller mig er den eneste stilling der er mulig.
Allerede inden Rikke fører barnet til brystet kan jeg se hvor anspændt hun er. Hun venter bare på smerten.
Barnet kommer til brystet og Rikke stivner fuldstændig imens barnet gaber efter brystet og hapser på.
Havde jeg nu bare kigget på barnet ved brystet, så havde jeg tænkt at det da så fint ud – men jeg kan SE at Rikke har ondt. Hun trækker vejret som havde hun veer og hendes skuldre sidder helt oppe under ørerne. Hun trækker vejret ind igennem tænderne, holder det og puster ud igennem næsen – hun har ONDT.

Der går kun sekunder, så lirker Rikke barnet af med en hvislen imellem tænderne og gentager igen og igen “Jeg kan ikke”.
Mit eneste svar er “Jeg kan godt se det”.

Jeg tænker her at det er vigtigt at vi prøver at arbejde med det man kalder deep-latch teknik – en bestemt måde at hjælpe barnet til at sutte bedre. Ikke fordi jeg som sådan tror det vil gøre en forskel – men fordi det er vigtigt at mor er igennem et forløb, hvor hun tager kontrol over situationen, prøver til og støttes i at hun HAR gjort hvad hun kunne – hun har ikke “bare” givet op.

Det er en process – og et ammestop kan sagtens blive godt, hvis mor føler at hendes muligheder var tydelige, håndterbare og at hun har gjort hvad hun kunne, med den viden, støtte og vejledning hun havde tilgængelig.

Rikke prøver flere gange og vi arbejder lidt med teknikken, men det er helt tydeligt at barnet er spændt i kæbe/nakke og “bider” sig fast med gummerne.
Rikke har mærker på brystet efter barnets sammenklemning og må dække brystet, såsnart barnet slipper, fordi hun oplever isninger – helt klassiske karspasmer som man ser det ved Raynauds.

Barnet vil sutte og bliver mere og mere frustreret – og ligemeget hvor fint vi får barnet til at tage brystet, så glider barnet af og bider for at holde fast.

Rikke når på et tidspunkt til at hun ikke kan have mere berøring – nu skal det stoppe. Ikke lige om lidt når vi har prøvet lige mere – NU. Det er en helt normal reaktion på at have overskredet sine grænser i en grad der slet ikke er hverken sund eller udviklende. Rikkes krop siger fra.

Jeg fortæller Rikke at det her ikke er sådan amning er og skal være. Det er ikke meningen alt inde i hende skal skrige og at hele hendes krop skal kæmpe imod. Det er ikke hende der er sart. Det er ikke hende der gør noget forkert. Det er ikke barnet der gør noget forkert. Det ER bare. Og det kræver mere end Rikke og jeg kan klare

Jeg fortæller at barnet, pga fødslen, kan have spændinger – spændinger som, hvis det ér det, kræver undersøgelse og behandling. Jeg fortæller at det Rikke beskriver hun mærker og den sammenklemning jeg kan se, kan pege på spændinger og/eller stramt tungebånd.

Jeg har fingeren i munden på barnet og mærker  et stærkt sug, at han bider sammen og at tungen skubber til min finger, i stedet for at svøbe omkring den.
På det tidspunkt har jeg ikke nær det kendskab til stramt tungebånd, som jeg har nu – og nu ville jeg nok have kigget noget mere på tungebåndet.

Vi taler om at amning ikke behøver være alt eller intet. Det er ok at tage det en amning af gangen og mærke efter hvad der føles rigtigt. Vi taler om at det er ok at sige nej til mere smerte, at sige stop – det er ok at passe på sig selv. Vi taler om at når Rikke passer på sig selv, så kan hun passe på sit barn, så relationen ikke domineres af smerte og frygt for næste amning.

Havde barnet fået behandling for spændinger og mistanken om stramt tungebånd (de to ting hænger sammen), er det ganske muligt at Rikke, trods smerter, havde kunne holde ud i håbet på bedring – men smerterne er så store og Rikke så udkørt, at vi er forbi det punkt.

Vi taler om at sålænge man ikke tager ammestoppiller, så bevarer man muligheden for at få mælken tilbage, hvis man, efter ammestop føler for at prøve igen.

Jeg vil gerne rose Rikkes læge for at kende til bivirkningerne af ammestoppiller – men at tage en stramt bh på og så ellers bare stoppe, det er noget nær opskriften på smertefuldt ammestop og brystbetændelse havde nok mere været en sikkerhed end et risikoelement.

Vi taler om en meget blid nedregulering af produktionen, da Rikke (med rette) er voldsomt nervøs for brystbetændelse. Hvis man får brystbetændelse kan man nemlig ikke “nøjes” med antibiotika – man SKAL fjerne mælken for at opnå bedring. Med et barn der “bider” og ude af stand til at malke ud, er brystbetændelse noget nær et skrækscenarie.

Vi taler om tilpasset flaskegivning, en måde at give flaske på, der tillader barnet at styre mælkeindtaget, ganske som ved amning og vi taler om at bare fordi der gives flaske, behøver det ikke betyde at andre end mor/far giver – barnet er ikke et stykke legetøj og det er helt ok at sige nej tak, til familie og venner som velmenende gerne vil made barnet.

Og så tager Rikke hjem.

Vi skriver sammen på mail over de næste dage, indtil produktionen er nedreguleret og bekymringen for brystbetændelse er væk.

Og så er vejledningen slut – indtil der igen tikker en mail ind fra Rikke… en mail der vender det hele på hovedet…

Kort om ammestop:
Det er helt klassisk at moderen når til et punkt hvor hun bare ikke kan mere – hvor hun ikke vil mere. For nogle mødre kommer det meget tidligt i forløbet – for andre først ret langt inde i forløbet.

Fælles for de fleste er at de har søgt hjælp og ikke fået den.

At stoppe med at amme er et personligt valg, som ingen andre end moderen kan træffe. Det vigtige er at det er et valg eller et det er helt tydeligt at der desværre bare ikke er et valg – at moderen oplever at hun havde et valg eller at fagpersonerne hjælper mor i processen hen imod accept af at der, i hendes situation, ganske enkelt ikke er et valg (typisk i forbindelse med sygdom).
Et ammestop på baggrund af manglende hjælp kan give reaktioner som de færreste kan forestille sig – fra skyldfølelse, til benægtelse af amningens goder, til vrede over ikke at have fået hjælp, til depressive tanker over at have “fejlet”.
Nogle mødre med mislykkede ammeforløb tager den dårlige oplevelse med sig til næste barn – nogle søger vejledning og forbereder sig, andre vælger slet ikke at forsøge amning.

Ordentlig ammevejledning er ikke kun vigtig for barnet og moderen umiddelbart efter fødslen, det er også vigtigt hvis amningen, uanset årsag, ikke lykkes.

/Mia

… det stopper ikke her…
Næste del i Rikkes ammehistorie – Del 4: Flaskeliv og fortsat ønske om amning

… mangler du de første to dele i Rikkes ammehistorie?

Find dem her:
Rikkes ammehistorie – Del 1: Amningens start
Rikkes ammehistorie – Del 2: Uopklaret ammeproblematik

1 Comment

  1. […] …. se mine kommentarer herunder. Rikkes historie er slet ikke atypisk. Selvom Rikke er meget dygtig til at sætte ord på hvad hun oplever og hvad hele situationen gør ved hende, så er det begrænset hvor meget hjælp der er at hente. Rikke præsenteres heller ikke hjemme for muligheden af at malke ud, – en praksis der er helt standard når moderen på 3 dagen stadig ikke viser tegn på at mælken er på vej. Når man supplerer inden/efter mælken er løbet til er det en balancegang imellem at give barnet alt imellem ingenting og barnets fulde behov. Et barn som er sultent og ikke har kræfter nok, vil langsomt sutte mere og mere ukoordineret, få endnu mindre mælk fra brystet, hvilket kan forværre en allerede problematisk situation – hvorimod det at give barnet dets fulde behov, kan fjerne barnets naturlige søgning efter brystet og give en situation hvor barnet slet ikke sutter effektivt ved brystet, fordi det allerede er mæt. Dette er særligt problematisk hvis der samtidig er givet sut, da sutten så tilfredsstiller barnets suttebehov, og dette heller ikke bringer barnet til brystet. Rikke og hendes mand anvender finder-feeding og kop-madning, for at barnet ikke præsenteres for en flaske, da flasken kræver anderledes sutteteknik og man risikerer at forværre en allerede problematisk sutteteknik. Som følge af supplering og mælk der stadig på 4-5 dagen ikke er løbet til, er ekstra stimulering af brysterne en rigtig god ide, da man her ikke kan vide om den manglende mælk skyldes den hårde fødsel eller at barnets sutteteknik ganske enkelt er utilstrækkelig – eller noget helt tredje. Trods sundhedsplejersken anerkender at barnet klemmer om vorten, ikke svøber dybt nok og suger i stedet for at malke (sutte), så adresseres problematikken ikke, men der igangsættes medicinsk behandling og anbefales plastre samtidig med at Rikke får meldingen at sutteteknikken er god – en melding der står i skarp kontrakt til anerkendelsen af observationer der er klassiske for problematisk sutteteknik. To gange får hun medicin – det ene endda en hormoncreme, en praksis der ikke er protokol for ved svamp – trods hendes observationer af barnets sutteteknik peger i retning af at det er denne som laver balladen. Rikke går til lægen med sin mistanke om Raynauds og må igen se sig afvist. Hun har selv forberedt sig, læst op på syndromet, har set det klassiske trifasiske farveskift og mærket tydelige kuldepåvirkning – men afvises pga manglende hvide fingerspidser, et kriterie som IKKE er relevant for Raynauds i forbindelse med amning. Det er kendt at Raynauds ofte fejldiagnosticeres som svamp, hvilket Sundhedsstyrelse også beskriver i deres materiale. Rikkes instinkt er stærkt og hun VED at barnet sutter forkert, at der er noget “galt”, at hun tillige nok har Raynauds – men modtager ingen hjælp, trods hun gør hvad hun kan for at opsøge de relevante fagpersoner. /Mia Her kan du læse første del af Rikkes ammehistorie – Del 1: Amningen start Her kan du læse næste del af Rikkes ammehistorie – del 3: Mødet med Mia og ammestop […]

Hvad tænker du?