Rikkes ammehistorie: Genetablering.

Rikkes ammehistorie – Del 5: Genetablering – den såkaldte amme”ferie”, som ingen ende ville tage.

23. juni – ca 3 mdr efter fødslen

Vi havde været til 3. og sidste behandling hos osteopaten. Den sidste, fordi sutteteknikken efterfølgende var helt optimal, og jeg var dybt taknemmelig over endelig at mærke, hvordan det skal føles at amme – eller rettere, nu kunne jeg jo slet ikke mærke det! Tænk, at det lykkedes!

Nu var der bare lige den udfordring, der skulle overgå dem alle – at genetablere mælkeproduktionen.

Jeg havde ikke ‘bare’ “for lidt mælk” – jeg havde jo ingen. Han fik jo fuld flaske. Jeg havde kun til et par sekunders tår, som jeg da også var begyndt at tilbyde før hver flaske.

En mail tikkede nu ind til Mia, hvori der stod: “Vil du hjælpe mig med en plan for at komme op på så fuld som mulig amning igen?”, og en mail kom tilbage, hvori det stod klart, at Mias ammevejleder-hjerte slog koldbøtter.

Min SP spurgte til vores resultater hos osteopaten, og jeg fortalte lykkeligt, at nu gik jeg efter at genetablere. Hun var pavestolt på mine vegne over min vedholdenhed og viljestyrke, og sagde, at det skulle nok gå fint, vi skulle bare bogstavelig talt lukke os inde nogle dage i soveværelset hud mod hud, bare nægte MME og lade som om, vi var i en ørken og tro på, at det klarer og justerer kroppen og baby selv.

Jeg kunne lide hendes tiltro til min krop og min baby, som det biologiske økosystem vi er, men som tidligere, viste hendes råd sig at være mildest talt en lidt for abstrakt og urealistisk køreplan!

De nødvendige refleksioner

Men selvfølgelig var der mere kvalificeret hjælp at hente hos Mia, som opstillede flere mulige måder at gribe det an på, og hun tog derfor, modsat sundhedsplejersken, udgangspunkt i, hvor jeg og vores dreng var. Hun havde faglig viden og vejlederkompetance, og lod på fineste vis mig være den handlende og den klogeste på mig og mit barn. Hun understregede at baby skulle være med på den, og så måtte vi tage ét skridt ad gangen, og justere hen ad vejen. Og hun skulle nok være der for mig til både at lytte og til at opmuntre.

 

Jeg gjorde mig klart, da jeg traf beslutningen, hvorfor jeg ville det her. Og jeg tror også at Mia spurgte ind til det. Det var essentielt at reflektere over, og holde fast i, hvis jeg skulle kunne komme igennem noget, der formentlig ville blive en rutsjetur uden lige.

 

1. Jeg mærkede et klart behov, som var mit eget, for at lykkes med min krop, og på en måde at genvinde styringen, og opnå en form for heling oven på fødselsforløbet og tiden herefter.

2. Det var lige så med henblik på min drengs trivsel og vores tilknytning. Han havde et meget stort suttebehov, og fandt stor ro ved flasken. Og på trods af, at jeg prøvede at skabe nogle forhold lignende friamning, med flasketåre når han ønskede, samt ved hjælp af “tilpasset flaskegivning” metoden, kom jeg ikke uden om, at mere og mere MME ikke kunne være godt, og ikke har samme egenskaber som modermælk.

Det blev en lang og tæt korrespondance med Mia. Vores mailtråd med emnetitlen: “Overgang til (flaskegivning) – nej nu er det overgang til amning!!! :)⁩” tæller 43 mails – af de LANGE af slagsen, med mindst 117 spørgsmål til Mia fra mig i hver.

Jeg tror, når jeg ser tilbage, at det for mig handlede om, et forsøg på at få kontrol og vished i en meget uforudsigelig proces. En form for undtagelsestilstand af den helt urmenneskelige af slagsen. Det er så basalt et behov, som ikke er dækket, når man ikke har en “madordning” på plads til sin baby, som kører naturligt af sig selv, så overskud til andet kan frigøres.

Genetablering

Det første tiltag vi startede med, var at give alle flasker som suppleringssystem, så han samtidig stimulerede min produktion – altså gav min krop besked om, at der var bud efter mere mælk.

Det var dog et frygteligt show ved hver amning. Der var frustration og hjerteskærende gråd. Flowet var naturligvis ikke lige så hurtigt i systemet, som i flasken. Det skulle jo efterligne de forhold ved brystet, han skulle begynde at vende sig tilbage til. Det skar ligeledes konstant i hjertet, at have følelsen af, ikke at gøre sit barn mæt og tryg.

Han græd, jeg græd og far måtte trøste efter hvert måltid, og minde mig om, hvorfor jeg ville det her, og hvorfor det i det lange løb ville blive det bedste for vores dreng.

Indimellem måtte vi opgive, og bare give flasken som normalt.

Det hjalp, at Mia introducerede for os, at det var vigtigt at give mindre mængder oftere – faktisk før han overhovedet udviste tegn på sult og max med 1 1/2 – 2 timer imellem.

Al tid gik med rensning af system – sonder og flasker, og forsøg på at få vores dreng til at ville tage ammetåre hver time. Ligeledes at holde det kørende med at holde ham hud til hud i sengen, da han ikke var en dreng med behov for at ligge stille og putte. Der skulle konstant være noget nyt at udforske og stimuleres ved.

Han sov sine 30 minutters lure i mine arme med drømmetåre. Og der var selvsagt under disse omstændigheder ingen mulighed for at komme ud eller få besøg, uden at det kompromitterede fremskridt i processen og at han fik nok mad, for ude kunne han hverken koncentrere sig om søvn eller at spise.

 

Jeg må indrømme, at jeg troede at det kunne klares med en lille ammeferie.
Og det var måske faktisk godt, at jeg ikke kendte realiteterne på forhånd, så var jeg ikke begyndt.

Jeg fortrød nu så inderligt at have stoppet produktionen til at starte med, der syntes så lang vej igen med en produktion nærmest lig nul. Men omvendt, havde jeg ikke stoppet produktionen, var jeg ikke nået hertil, og det var jo først nu, at sutteteknikken blev opklaret og kunne behandles.

Mens amningerne langsomt begyndte at fungere bedre, samt der stødt og roligt kom mere mælk, skete der også noget andet helt fundamentalt. Al denne hud mod hud, nærhed og selve amningerne, bevirkede, at der begyndte at opstå en ro i min krop, og en dyb dyb kærlighed til min dreng begyndte at blomstre. Det fysiologiske og hormonelle aspekt af amning, begyndte at hele min traumatiske stresstilstand.

Oxytocinen (1) begyndte at modvirke al cortisolen (2) og jeg fik en følelse af, at vi nu lå her og genskabte en hellig tid efter fødslen, som jeg troede var svunden, og ville have gjort os godt dengang. Det var simpelthen muligt at starte forfra!

 

 

Vi var nu langt udover den berømte ammeferie på en weekend, og var oppe på ca 3 uger i isolation. Men det gik langsomt frem af, og vi slap flere og flere af flaskerne, samtidig med, at det gradvist blev mere modermælk end MME han fik.
Det var stadig en kamp fuld af frustration og gråd, med den uønskede sonde i mundvigen, eller når de små portioner han nu fik slap op. De mindre portioner var svært at vende sig til for ham. Men Mia beroligede, og sagde, at på trods af hans utilfredshed, fik han i det samlede hele stadig nok mælk med de mange tåre, når man regnede det sammen på et helt døgn.

Og en helt grundlæggende ting for hans motivation for at ville amme fra brystet, var balancegangen i fht ikke at lade ham blive al al for mæt, da der så ville gå for lang tid mellem at han stimulerede. Vi nåede systematisk ned på kun at supplere med 20-30ml i systemet nogle gange om dagen, når brystet var tomt.

Men da vi en dag vejede ham på badevægten med far, så vi et vægttab på den lille måned vi havde været igang. En lille måned, hvor han jo egentlig burde have taget på, som han plejede.

 

Mia havde snakket med os om forinden, og spurgt om vi var klar på og trygge ved, at vægten formentlig ville falde. Jeg kunne også se vægttabet på ham, og jeg måtte indrømme, at jeg ikke længere var helt tryg. Hvor tog hans krop næringen fra, hvis han ikke fik nok af mig?! Sig selv?

 

Ved et lægebesøg i en anden forbindelse, blev vi udover hvad Mia fortalte, også betrygget, da lægen sagde, at vi ikke behøvede at være nervøse, heller ikke om han tabte sig endnu et kg. Han så fin ud.

Sidste lille supplering om aftenen blev derfor nu sluppet, og for at falde i søvn – det kunne han ikke ved brystet endnu, da han stadig gav udtryk for at ville have mere, gik vi aften-vikle-sovetur og lavede “transfer” til tryg samsovning i sengen.

Den liggende amning om natten begyndte at køre, og når han ammede i søvne, foregik amningerne som en drøm. Der var ligeledes helt tydeligt nok mælk om natten. Og når jeg nu havde så tydelig fornemmelse af, at jeg havde nok mælk til ham om natten, gjorde det mig rigtig meget i tvivl om, om jeg havde nok om dagen, om vi virkelig var i mål, så at sige, med fuldamning.

Ja, jeg ammede ham fuldt – men jeg vidste med min mavefornemmelse, at han ikke fik nok

Jeg spurgte alle dem jeg kendte, som ammede, om hvornår man ved, man har mælk nok, for min dreng var altså stadig frustreret ved hver endt amning, hvor brystet syntes tomt.
Skete dét også for “rigtigt” ammende kvinder?

 

 

Midt i juli kom hedebølgen, og jeg blev rigtig bekymret for, at vores dreng skulle dehydrere. Han fik mørke rander under øjnene. Det rykkede bare ikke med min produktion, og han tog ikke på.

Hver gang Mia spurgte, om det kunne give mig lidt ro at gå tilbage til lidt supplering, og spurgte hvordan det ville føles at acceptere tingenes tilstand, og nyde den amning vi nu havde opnået, og sætte drømmen om fuldamning lidt på hold, virkede det faktisk omvendt på mig.

At der var én som tillod mig, selv at tillade, at det var godt nok som det var, gav mig fornyet viljestyrke. Jeg ville ikke leve i limbo mellem at rense systemer og flaske, og pakke til dette, og få ham til at tage disse på farten, hvis vi skulle begynde at komme ud, og halvvellykkede amninger.

Det var ikke noget jeg ville nøjes med på vores vegne, og jeg kunne ikke se, at vi ville komme til at trives sådan.

Mia foreslog, at vi kontrolvejede i et døgn før og efter hver ammetår, for at hun kunne få en reel status, at kunne vejlede yderligere udfra. Åh hvor ville jeg gerne have vished om, om han fik mælk nok. Måske det endda kunne give mig ro på, og på dén måde producere endnu mere mælk. Men der stod jeg helt af.

Vores dreng var svær at få til at sove, sov meget let og ofte kun 30min af gangen. Om natten 1 1/2-2 timer. At jeg skulle have ham på en vægt – og på dén måde vække ham, de mange gange han vågnede, ammede og faldt i søvn af dét om natten, var urealistisk.

Jeg ville ikke kunne indhente søvnen om dagen, hvor han jo ikke sov længere lure, og jeg generelt heller ingen pauser havde, men var så meget på.

Vi bestilte alligevel en vægt, som vi fik leveret, men digitaltallet stod og hoppede, når vores dreng sprællede, og jeg udelukkede næsten lettet muligheden for kontrolvejningen. Jeg vidste jo egentlig godt at han ikke fik nok mælk… Derfor gav vi igen MME i suppleringssystemet.

Da vi ramte en hel måneds intensiv amme”ferie”, var jeg desperat. Det var for omstændigt og drænende at klargøre, og amme med suppleringssystemerne, og der var ingen udsigt til hvornår dette stoppede. Jeg havde det, som om jeg var i fængsel, og kunne ikke holde til det længere.

Jeg får en telefonsamtale med Mia, på trods af, at jeg vidste, at hun ikke længere kunne vejlede på et reelt grundlag, da hun ikke kunne vide, hvor meget mælk vores dreng fik. Jeg tigger og beder om, at hun tryller og hælder flere handlemuligheder ud af ærmet.

 

Vi vender nogle sidste muligheder for at hæve produktionen, og noget som jo ellers er helt basalt, virker til, i mit tilfælde, at være værd at give den hele armen med. Vi skal på indkøb, fylde indkøbsvognen med en hulens masse kcal og alt hvad der hedder juice, saft og sodavand – hvad som helst der kan være motiverende at huske at få indtaget.

 

Som løsning på suppleringssystem, som jeg var kørt fast i, og var stresset over, foreslog Mia lidt supplering på tudekop uden ventil i stedet. Nej, så ville han ikke stimulere for at få dén tår, men hvis det kunne sænke stressen, var det dét værd. Det hjælper sørme på produktionen at få godt med kcal og væske! Og sikke en lettelse at pakke flasker og grej væk.

Men det er fortsat svært at komme af med suppleringerne, og føle, at vores dreng er 100% tilfreds ved brystet. Tilsidst, efter knap 1 1/2 mdr, tænkte jeg, gu’ ved om det her overhovedet kan lykkes, når vi har prøvet så længe, og mon selv Mia har opgivet på vores vegne?

Hun appellerede igen til, i en mail, at jeg reflekterede over, hvordan det ville føles at sætte pris på den amning vi havde opnået nu:

 

“Rikke, kan du huske at vi talte om måske at give lidt slip på tankerne om fuldamning for nu – og arbejde med den amning du har pt – med at den virker og er rar for jer alle?…

… Det kunne være super fint at lave mindst én 24 timers vejning, men udfra hvad du fortæller, så lyder det lidt til at selv det er langt over grænsen for dine ressourcer pt – og det er SÅ vigtigt at du ikke presses yderligere.

Så det jeg tænker er:
Hvad siger din mave? Hvad fortæller K dig?

Rikke kommer du til LLL events på søndag? Hvis ja, så kan vi jo lige stikke hovederne sammen og jeg kan se K og evt se en amning?”

 

Besøg af sundhedsplejerskerne.

Jeg fik det famøse grødbesøg af min SP. Vores dreng var nu 4,5 mdr.  Jeg havde bedt om, at hendes kollega med videreuddannelse indenfor amning, ligeså kom.
Jeg bad dem veje vores dreng, og give deres blik på, om han fortsat trivedes i genetableringsprocessen.

De kiggede lidt undrende på mig, og sagde, at de syntes, han så noget så fin ud – stor, glad og fantastisk i kontakten.

Jeg havde jo genetableret akkurat fra han var 3mdr til nu 4,5mdr – midt i et af de største appetitspring/”growspurts”. Det viste sig da også, at han i denne periode var vokset fra 68 til 74cm.
Wow, ja, det kræver sit bryst.
Det var, udover at han sikkert havde tabt lidt af den ekstra MME vægt, jo også helt normalt, at alle babyers vægt stagnerer lidt her, hvilket Mia jo også havde beroliget mig med.

De var meget fremme i skoene med at pådutte os skemad, grød og mos, og prædikede, at det var det eneste rigtige i vores situation, hvor jeg ikke havde mælk nok, og “jo nok ikke ville få det, for så var det jo nok sket for længst, så lang tid, jeg jo havde prøvet”.

De sagde, at min produktion jo egentlig gerne måtte falde fra nu af, for nu skulle han jo til at have rigtig mad. De kom med samtlige argumenter, som jeg vidste, fra kildehenvisninger på Ammenet, argument for argument fagligt kan modargumenteres. Hendes mest tungtvejende var, at vores dreng fysisk set svarede til en 8mdr dreng.

Meeen, som Ammenet også skriver, kunne vi ikke kigge ind i hans tarme, og vurdere, om de var klar her hele 1 1/2 mdr før han blev 6mdr. Og at diskutere evidens med dem hjalp ikke, de mente at have den på deres side.

Nu blev jeg, som jeg tidligere også blev, motiveret af: at blive forslået at fokusere på, hvad jeg havde opnået, og for nu give slip på, hvad der ikke blev.

Der skulle den-ondelyneme ikke sidde nogen damer, dér i min sofa og forudse, at min krop ikke kunne komme til at producere mere mælk!

Faktisk faldt der en kæmpe sten fra mit hjerte, da de sagde, at vores dreng så så fin ud, og det var så dét, jeg tog med mig fra deres “vejledning”, og sendte derpå en mail til Mia, hvor der bl.a. stod:

 

“Kære Mia

Tak for mail ❤
Bedst som jeg synes tingene ser håbløse ud, tager de fra dag til dag drejninger jeg ikke havde forventet. Det er godt nok en rutsjebanetur af et ammeforløb…

…Så, hvad min mavefornemmelse og K siger er:

Det rigtige for os er at gå over til at lade K styre, hvornår han vil ammes.
Jeg har inderst inde tillid til, at produktionen ikke falder af det, tværtimod.
Jeg vil ikke være bekymret længere, for som du også opfordrer mig til ‘at være’ med, så kan jeg jo bare give ham MME tåre om nødvendigt.
Jeg tror faktisk, vi er klar til, at det hele løser sig ved, fra nu af, at lade det være K, der regulerer det selv uden min unaturlige “indblanden” og pressen på.
Mindre stress hos mor, måske mere mælk.

Det som har været mest uudholdeligt og stressende for mig ved at øge mælkeproduktionen, har været det langvarige skærpede og intense fokus, og dét, at det har været på mit initiativ, at jeg har skulle “huske” amme ham hver time eller mere – at det ikke har kunne køre af sig selv. Altså det vakte alarmberedskab og undtagelsestilstanden.

Jeg prøvede igår, og det var en befrielse, at slippe kontrollen og have tillid til ham og hans signaler til mig. Og jeg er så heldig, at han jo faktisk nu har så udviklet og tydelig en mimik og kropssprog.
Måske blev han i perioder ammet lige så ofte som før eller mere, og andre tider på dagen gik der længere tid imellem.
Jeg ved det faktisk ikke, for så ikke på uret, men gav mig hen til flowet.
Dét som var så skønt var, at jeg følte at jeg respekterede og fulgte hans behov og ikke min plan og projekt.
Nu var det nærmere et flydende samspil, og jeg kunne læne mig tilbage i nuet.
Amningerne var roligere, meget længere, mere nydelsesfulde for os begge, og han afsluttede dem selv hovedsageligt tilfreds.
Jeg følte mig som en naturlig ammende mor, nu med mere ro og selvtillid…

Jeg har mega meget lyst til at komme på søndag…
Jeg skriver lige nærmere om vi kommer, jeg vil meget gerne tage imod dit tilbud om at se på en amning!

Kærligst Rikke”

 

 

Dette billede er fra La Léche League sommerpicnic og fejring af World Breastfeeding Week.

Det er Mia, der har taget det. Det var 2. gang jeg mødte hende. 1. gang hjalp hun mig med ammestop, fra 2. gang jeg mødte hende, fuldammede jeg…

Amme”ferien” var slut, og hvor har jeg aldrig nogensinde været så lykkelig og taknemmelig for at vende hjem fra en ferie.

Der kom kun mere og mere mælk fra dén dag af, og brystet blev aldrig “tomt”. Vores dreng er blevet friammet lige siden, som jeg lige præcis drømte om at kunne give ham muligheden for.

Vi har amningen, som nu er blevet et anker for nuet, ro og den rene væren i verden, vi kan trække os tilbage til – mig og ham.

Tak fordi I læste med, og var med til at gøre denne hele denne historie til en fortælling, noget brugbart og konstruktivt – noget der giver mening, og ikke bare en række tragiske hændelser.

Det har været en overraskende helende proces endelig at sætte ord på og at dele.
Nu føles det hele mere som en helhed, og jeg kan hæve mig over dette år med et nyt perspektiv – med ro og med stolthed.

Tak til den smukkeste ildsjæl Mia ❤

 

 

Du kan læse mine kommentarer herunder…

 Rikke har den lille hos osteopat for at behandle spændinger – og det må siges at lykkes. Rikke mærker nu hvordan barnet malker brystet – ikke mere bideri og sammenklemte gummer.

Nu får Rikke blod på tanden.

Genetablering er ikke noget man bare gør. Det er benhårdt arbejde uden nogen form for sikkerhed for at det vil lykkes.

At sige “Bare tro på det og gå i hi” er ikke kun ekstremt forsimplet – det er faktisk også uansvarligt, når barnet får op imod en liter modermælkserstatning i døgnet.

Bryster der ikke har leveret mælk (udover mini-tåre) i næsten 3 mdr kan ikke bare lige lave 1 liter mælk på et døgn eller to. At gå i hi og droppe mme ville have givet et ekstremt sultent barn – og sultne børn kan ganske enkelt ikke lære noget nyt, som f.eks at spise ved bryst i stedet for flaske – og det var hvad dette barn skulle.

Min vejledning om genetablering starter med at jeg ridser mulighederne op og taler med Rikke om at man kan lægge nok så fine planer – men virkeligheden viser sig ofte at kræve justeringer løbende.
Og så er der lige det der med at den lille altså skal ville brystet – og det er bare ikke alle børn der vil tilbage. Uanset hvilke tricks man disker op med.

Det er derfor vigtigt at Rikke mærker efter i maven hvorfor hun gør det og hvor “aggressiv” hun ønsker at være – og hvordan hun ønsker at gå frem. Om hun vil starte med fuld gas på alle tænkelige tiltag eller om hun vil fokusere på én ting af gangen – f.eks at få barnet til at sutte hos hende til en start.

Rikke vil virkelig gerne have kontrol – men her er det altså ikke muligt at opnå kontrol og ethvert forsøg på det vil give en enorm risiko for en følelse af fiasko, hvis “planen” ikke virker og må rettes.
Så vi forventningsafstemmer – så jeg har en god fornemmelse af Rikke og er helt klar på om, og hvis ja, i hvor høj grad hun ønsker opfordring og “fastholdelse”. Jeg skal sikre mig at det er hendes valg og at hun ikke, fordi jeg bruger tid på vejledningen, ender med at føle at hun skylder mig at blive ved.

Genetableringen går igang og går over al forventning.

Ja, nogle gange er det “Et skridt frem og to tilbage”, men der er fremgang og jeg gør mit bedste for at støtte Rikke, imens jeg hele tiden passer rigtig meget på at det er Rikke der tager initiativ, så hun styrer tempoet.

Vi når til et punkt hvor jeg oplever at Rikke er meget utryg – et helt klassisk “sted” i genetableringen, nemlig da den sidste lille supplering skal udfases.

Når jeg skriver “et klassisk sted”, er det fordi det er helt naturligt at det er grænseoverskridende at skulle stoppe det sidste målbare mælk og overgå til fuld tiltro til egen krop og barnets evne til at regulere sit indtag.

Rikke kæmper her – imellem ønsket om at slippe suppleringen og frygten for at vælge forkert og ende med at sulte sit barn.

Jeg foreslår at vi tjekker barnets indtag ved brystet over 24 timer – for at have noget helt konkret at forholde os til. En løsning der er voldsomt belastende i de timer det står på – men er eneste måde at få konkret info på.

Her rammer Rikke muren – ikke pga vejningen som jeg opfatter det, men fordi forløbet har varet længe nu og hun føler sig spærret inde.

Jeg har snart ikke flere tricks i ærmet, men kommer til at tænke på om hun mon egentlig får spist godt til. At spise godt til er ikke et magisk trick – der ligger ikke mere mælk alene i kalorieforøgelse, men – når man har været så fokuseret på en ting over så lang tid, så kan man godt glemme ens egen krops signaler og ganske enkelt overhøre kroppens signaler om mere mad, mere søvn, mere omsorg.

Mere søvn og mere omsorg kan være svært når man har en lille en – men flere kalorier, det er til at gå til.
Og søreme så om det ikke hurtigt viste sig at Rikke nok ikke helt havde husket at få fyldt depoterne op – og kalorier skal der altså til når man ammer, som hun jo gjorde igen nu.

Det fiksede ikke alt – på ingen måde – men det gav lige lidt på et tidspunkt hvor Rikke ellers var kørt træt.

Vi rammer punktet hvor der bare ikke ER mere for mig at hjælpe med – det er nu kun Rikke selv som kan komme videre.
Enten skal hun finde ro i den resterende supplering – eller også skal hun give slip, amme løs og se hvad der sker.

Et besøg fra SP’erne der presser på for grød giver Rikke lige det sidste der skal til og hun springer ud i det – i trods ja – men hun GØR det.

Rikkes reaktion på grød-pres og manglende tiltro til hendes produktion er at blive trodsig og fandenivoldsk.
Hun kunne lige så vel have mistet al mod og tabt hele udviklingen på gulvet – fordi SP’erne ikke lyttede og glemte at de ikke er der for at opfylde egne mål, men for at hjælpe Rikke med at opfylde hendes mål.

Da jeg ser Rikke til La Leche League Picnic er det en smilende Rikke og en lille dreng der ammer, som havde han aldrig gjort andet.

Jeg startede denne fortælling med at skrive at det var et eksempel på hvad støtte og vejledning kan gøre.
Jeg fastholder at støtte og vejledning ikke kun handler om viden, men også om at møde mor hvor hun er.
Man kan have nok så meget viden, men viden kan kun få dig så langt – så er det kontakt, oprigtig respekt for mors situation og det at lytte, virkelig lytte, som giver det sidste.

Grunden til at det hedder ammevejledning og ikke ammeRÅDGIVNING, er fordi det ikke handler om råd, men om at hjælpe mor med at navigere i info, så hun selv kan træffe de rigtige beslutninger for hende.
Råd tager udgangspunkt i andres situation, måske endda ens egen.

Det kan være ganske brugbart når man taler om mor-til-mor støtte – alm vidensudveksling, erfaringsudveksling. Men råd hører efter min mening ikke til i en professionel relation.

Man spørger ind, lytter, spørger lidt mere, giver lidt info, lytter lidt mere og gør sit bedste for at mor har alle de informationer hun skal bruge for at træffe valg omkring sin egen situation.

Man sikrer sig at mor føler sig hørt og forstået, man hjælper mor med at skabe overblik ved at opsummere situationen med mor og gøre mulighederne overskuelige.

Og man gør sit bedste for at hjælpe mor til at føle tryghed i at det handler om hende og hendes situation – og at hvad end hun vælger så er det ok – for det er hendes barn, hendes liv og hendes valg.

/Mia

Her kan du læse de første fire dele af Rikkes ammehistorie:
Rikkes ammehistorie – Del 1: Amningens start
Rikkes ammehistorie – Del 2: Uopklaret ammeproblematik
Rikkes ammehistorie – Del 3: Mødet med Mia og ammestop
Rikkes ammehistorie – Del 4: Flaskeliv og forsat ønske om amning

 

Ordforklaring:
(1) Oxytocin – “Kærlighedshormon” der frigives under amning, når mælken løber, samt ved hud til hud kontakt. Beroliger og skaber tilknytning samt et selektivt hukommelsestab, der skal hjælpe moderen med at overvinde strabadserne forbundet med at tage vare på det lille barn.
(2) Cortisol – Stresshormon.