Rikkes ammehistorie: Flaskeliv og fortsat ønske om amning

Rikkes ammehistorie – Del 4: Flaskeliv og fortsat ønske om amning

Dagen efter vores besøg hos Mia, var dagen jeg begyndte at give flaske. Min mand så frem til at tage del i at give mad, og opleve den nærhed det giver, men vi aftalte, at det var vigtigt for mig, at det var mig der gjorde det, indtil jeg kunne mærke, jeg var klar til andet – ligesom Mia havde snakket med os om.

Det var et unaturligt og ulykkeligt skridt for mig med ammestop, og hvis det helt særlige bånd imellem os skulle bindes op – men selvfølgelig forvandle sig til en anden form for nærhed, skulle det være i mit tempo.

Nøj, hvor jeg græd og græd den første dag. Det gjorde så ondt at gå imod en følelse af ammeinstinkt – en fysisk higen og dragen mellem barnet og brystet.
På trods af ammestop, stod det derfor meget hurtigt klart, at jeg derfor slet ikke var færdig med at prøve at hjælpe os.

Jeg fulgte Mias vejledning til at nedtrappe mælkeproduktionen og lave blid overgang til flaske.
Det var, som alt andet i denne periode komplekst og nervepirrende for mig, men det gik faktisk rimeligt problemfrit, og med de rette tiltag slap jeg helt for komplikationer igennem de ca 3 uger det i alt varede.

Da jeg tilsidst var nede på kun at amme et lille minut hver morgen, bibeholdte jeg at give den lille tår inden flasken. Sårene var helet, men jeg havde stadig kraftige smerter og symptomer fra Raynaud’s.

Jeg fandt en psykomotorisk terapeut (førhen kaldet en afspændingspædagog) med en kraniosakral terapeutuddannelse ligeså – en behandlingsform, som Mia også gav som bud.
Hun havde mange års erfaring med, og speciale i bl.a. spædbørn, fødselstraumer, (mund)motorik og amning. Hun så det samme som Mia – alle spændingerne, og hun hjalp hans krop til at afspænde mere, og han var helt salig. Men der var ingen umiddelbar effekt på sutteteknikken.

Min mand begyndte at give flaske også. Han nød deres stunder, og at vores lille dreng nu også faldt i søvn i hans arme. Vi begyndte at skiftes til at give mad om natten, og jeg kunne nu få sammenhængende søvn til at prøve at restituere på.

Jeg begyndte her efter en lille måned, i højere grad, at få overskud til, at min familie og venner kunne komme på kort besøg og møde vores dreng for første gang.
Det var svært for mig at have det 100% godt med at ‘afvise’ mit netværk, fordi jeg ikke var klar. Men jeg havde stået fast på, og lyttet til de anbefalinger, der florerer om, at man bør, om muligt, og hvis behovet er der, holde de første mange uger for for sig selv – som lille ny familie i sin hule, og etablere “madordning”, tilknytning og finde sig til rette, inden kræfterne bruges på at orientere sig ud af.

Jeg fik derfor først nu besøg af min elskede mormor, som nok var min allernærmeste og havde været som en mor for mig den seneste årrække. Det var et stort øjeblik. For det skulle blive den første og sidste gang hun så vores dreng.
Dagene efter blev hun akut alvorligt syg, og fordi jeg ikke ammede længere, og min mand nu kunne give flaske, muliggjorde det, at jeg kunne køre ud og være ved min mormor så mange timer i døgnet, som jeg var, indtil vi ikke fik lov at have hende hos os længere.

Kvindekraften viser sig.

Den mulighed er jeg evigt taknemmelig for. Og samtidig kunne jeg mærke, at der var noget galt. Det var ikke naturligt, at jeg så kort efter, at havde været forbundet i 10mdr. med min lille elskede menneskeunge inde i min mave, nu bare kunne sidde langt væk fra ham, og indimellem slet ikke skænke det en tanke, at han fandtes. Amningen forbandt os ikke længere, og skabte, opbyggede og fastholdte ikke længere på naturligvis tilknytningprocessen. Sådan skulle det IKKE være.

Ved besøg fra SP, sagde jeg meget beslutningsfast til hende, at jeg nægtede at spise mig af med, ikke længere at få hjælp til at etablere amning, bare fordi min dreng ikke længere var nyfødt, men nu var knap 3 mdr og trivedes fint med flaske. Jeg ville have hjælp indtil amningen var etableret!
Hun respekterede mig, og forsøgte at sætte nye tiltag i værk.

Hun kontaktede en kollega fra Rigshospitalet. Hendes bud var, som jeg også selv vurderede, at vores dreng lå i den højere ende af skalaen i fht muskeltonus (1) – altså den mængde neurale signaler, der styret af hjernestammen, sendes til muskler og afgør deres spændingsgrad – “parathed” til at handle, og samtidig fra samme center styrer menneskets arousalniveau – grad af “vågenhed” og hjernens opmærksomhed på omgivelserne (2).

Det var ikke nyt, men hun gav mig samtidig kontaktoplysninger på en børnefysioterapeut med osteopati uddannelse, som de før i sundhedsplejen havde anbefalet andre…..

Mailen til Mia som vendte det hele på hovedet.

Mia havde ikke hørt fra mig i mange måneder, siden ammestoppet lykkedes, men nu tikkede der en mail ind hos hende:

4. juni 2016 

“Kære Mia

Jeg har været 1000 år om at skrive denne mail til dig.
Midt i ammeudfordringerne og fødselstraumerne, mistede jeg også min elskede mormor.
Dette er egentlig bare en (lang) update, hvis du skulle have tid og lyst til at læse

 

Først og fremmest vil jeg bare fortælle, hvor lykkelig jeg er for, at du indviede mig i og hjalp mig så engageret med, at ammestop ikke behøvede at indebære medicinsk stop af mælkeproduktionen.
Jeg er meget taknemmelig for vores møde med dig, og at du fulgte mig og gav mig tryghed.

 

Her lang tid efter vi skrev sidst, ammer jeg stadig (ved siden af MME på flaske), noget som betyder virkelig meget for mig, og som vi ville havde været foruden, havde vi ikke mødt dig.

 

Jeg klarede nedtrapningen helt uden komplikationer!

 

Jeg har nu fået lov at opleve, at det kan være det smukkeste og det kærligste imellem mig og ham

 

Fuldstændig som du fortalte, kan ønskerne ændre sig, når smerterne hver anden/tredje timer stopper, og der kommer mere ro på.

 

Mht medicin for Raynaud’s, blev det desværre noget omstændigt.
Først ventede jeg på besøg fra sundhedsplejersken, og derefter skrev jeg til lægen, som hun også anbefalede.
Da lægen endelig svarede, henviste hun mig til sundhedsplejersken.
Dér blev jeg desværre hægtet af pga manglende overskud.

 

Varmen kom til landet, og vasospasmerne forsvandt samtidig med, at vi jo skruede ned for hyppigheden af amningerne med gummerne som malkede.

 

Sundhedsplejersken tog mig seriøst da jeg sagde at jeg stadig gerne ville have hjælp til at løse amningen, og ikke bare ville spises af med, som hos lægen, at så længe han trives og sutter på sin flaske, er alt godt.

 

Hun kontaktede en kollega fra Rigshospitalet, Ragnhild, som vist havde skrevet en PhD omkring amning. De anbefalede mig en Osteopat med stor erfaring med spædbørn.

 

Vores dreng har ikke ordentlig passage i næsen og inde i strukturerne og vævet bagved (han lyder lidt som mini Darth Vader).
Der var heller ikke nok bevægelighed da han rokkede mellem næse og pande.
Der var spændinger inde i ganen, og brækrefleksen blev udløst langt fremme i ganen = det er ubehageligt for ham at have brystvorten helt oppe i den bløde gane og han kan ikke trække vejret så godt samtidig.

 

Efter behandlingen tog han min brystvorte helt ind og op og slap sin kompensation i fht at malke med gummerne. Jeg var lige ved at græde af glæde.

 

Det fungerede resten af dagen og aftenen, men nu har han fat med gummerne igen.

 

Osteopaten sagde, at dét som er med vores dreng, var der heldigvis noget at gøre ved, og det var en god idé at gøre noget, for der ville ellers være større risiko for bihulebetændelse og den slags, pga den forringede plads og drænnage.

 

Nu fortsætter vi med behandlinger hos ham, og går det bedre, ser jeg virkelig frem til at prøve at sætte min mælkeproduktion op igen!
For K bliver godt nok noget frustreret på mig og den lille mængde og langsommere flow end i sutteflasken!

 

Jeg håber, at du og din familie har det vidunderligt i sommervejret og nyder hinanden.

 

Kærlige og taknemmelige hilsner fra Rikke (og K) “

Efter 2. besøg hos osteopaten blev det endnu bedre med sutteteknikken! Nul gummer i hele to dage!!
Gummerne vendte dog insisterende tilbage derefter indimellem, når jeg jo ikke havde den mængde mælk, vores dreng ønskede sig.

Jeg havde en dreng på knap 3 mdr, som stort set blev fuld-ernæret igennem MME på flaske. At genetablere og opnå fuldamning ville blive en udfordring, som ville overgå samtlige indtil nu, men nu turde jeg tro på det! Mia havde jo sagt, at det var set før… Og jeg havde tillid til, hvor Mia som ammevejleder ville kunne bringe mig hen!

Vi bestilte 3. behandling hos osteopaten…

… se mine kommentarer herunder…

Da Rikke går igang med ammestop foregår det ved at hun trapper ud af amningerne ved at amme færre og færre gange, og i kortere og kortere tid. Hun malker ikke ud – men tager styring over amningerne, så den mindskede fjernelse af mælk, langsomt regulerer produktionen.

Ingen kemi, ingen “kold-tyrker”, ingen babygråd og langsom overgang til modermælkserstatning, så babys mave kan følge med.

Rikkes mand har igen igen forstået at det her skal han følge og give rum til – det skal nok blive hans tur.

Rikke gennemgår en kæmpe sorg, da hun mister sin mormor – men det bevirker at hun pludselig kan mærke at amningen betyder langt mere for hende end at hun kan lade det gå, uden at forsøge bare lige én gang mere.

Da jeg læste Rikkes mail var der en del af mig der havde lyst til at skrige “Jeg havde ret!”. Ikke fordi jeg er en arrogant kvinde – men fordi det som sagt var min første vejledning og det mildest talt ikke var standardudfordringer og dermed heller ikke lige det der havde fyldt mest i min uddannelse eller tidligere vejledning.

Jeg var glad for at Rikke havde søgt hjælp og glad for at det viste sig at være noget der kunne behandles – og rigtig glad for at mine observationer havde været rigtige og at jeg havde vejledt “ordentligt”.

Jeg var også en kende frustreret over at det stakkels barn havde gået med det så længe – og at Rikke, trods gentagne forsøg, stadig ikke havde fået hjælp til sine Raynauds-symptomer.

Kære Rikke (Og lækre lille K)

Endelig sidder jeg og svarer dig – stadig med tårer i øjnene, men må vist bare indse at I to (og farmand) har rørt mig så dybt at tårerne kommer uanset hvor længe jeg venter med at svare.

Hvor er jeg bare glad på jeres vegne. Årh altså hvor jeg under dig og jer det at få lov at opleve at det KAN være godt og smukt at amme. Selv kun for et øjeblik – selv bare lidt….

…. Du må endelig, endelig endelig, sige til hvis der på nogen måde er noget jeg kan bidrage med – inkl bare at lytte.
Du er så stærk Rikke – hold fast hvor jeg bare synes du er sej!

Stort stort kram

Og så ventede jeg ellers bare, imens jeg krydsede fingre for at Rikkes anstrengelser ville ikke bare hjælpe hendes barn, men også hjælpe hende hen imod hendes ønske om at amme mere end den lille morgentår.

/Mia

Her kan du læse de første tre dele af Rikkes ammehistorie:
Rikkes ammehistorie – Del 1: Amningens start
Rikkes ammehistorie – Del 2: Uopklaret ammeproblematik
Rikkes ammehistorie – Del 3: Mødet med Mia og ammestop

Ordforklaring og uddybning:
(1) Muskeltonus – Styrken i musklerne, hvor “hårdt” musklerne spænder op. Man ser bl.a. på, hvor anspændt barnet er i selve dets hviletonus – grundspænding i muskulaturen, samt i bevægelse som reaktion på et stimuli. Eksempeltvis som her, i mund og kæber når det bliver ammet.

(2) Arousalniveau – “Parathed”, “Vågenhed” – Hvor hurtigt og hvor kraftigt barnet “reagerer” på omgivelserne. Et meget “parat” og “vågent” barn reagerer hurtigt og kraftigt på et inde- eller udefrakommende stimuli (eks. lyd, lys, berøring, en indre sansning, eller emotion) – et sløvt barn det modsatte. Det optimale er en god balancegang – hverken overreagerende eller underreagerende.