Rikkes ammehistorie – Del 1: Amningens start.

12. april 2016 – 2 uger og 3 dage efter fødslen:

“Hej Mia

Jeg har lige fået dit nr af Cecilie fra LLL i fbm ammevejledning.

Har jeg forstået det rigtigt, at du skulle have mulighed for at kigge på mig snarest og se, om der skulle være noget mere tilbage jeg vil kunne justere mht amningen? 

Jeg er nemlig nået min grænse for hvad jeg kan holde til, og tænker på sørgmodigt, imorgen aften når jeg skal til lægen, at få recept på piller til at stoppe produktionen og begynde flaske 🙁

Bedste hilsner

Rikke”

 

Sådan startede kontakten til Mia, og en relation, der skulle vise sig at være noget af den dyrebareste støtte, i starten af mit moderskab, og som skulle føre til en proces, som fik langt mere afgørende og langsigtet betydning for mig, end jeg havde kunne forstille mig.

Min drengs hårtop kom i en stjernekiggende retning til verden – derpå forsøgt taget med hård cup og til slut ved akut kejsersnit i vågen tilstand – efter 4 dages fødsel – 26. marts 2016 – 20 dage efter termin.

På trods af, at han akkurat idag fylder sit første år, er jeg stadig absolut midt i det kaos, det opleves som, for mig, at gennemgå forvandlingen til at blive mor, bryde med mine hidtidige planer og forestillinger om hverdagen og fremtiden, og hengive mig til at træffe valg med en hel særlig moderintuition, som kun er muligt fra det ene nu til det næste. Af hjertet, tak Mia. Denne indstilling plantede du de første frø til, første gang vi mødtes. 

Jeg vil nu prøve at sammenfatte mit ammeforløb. Et ammeforløb i kølvandet på fire dages fødsel, og fødselstraumer. Et forløb med ammestop, og genetablering som omdrejningspunkt.

Jeg skriver i anledningen af, at få denne super seje mulighed for, at Mia tilsvarende anlægger sit faglige syn på, og beretter sin side af historien, som fagperson. 

Samtidig er det en fejring af årsdagen for fødslen, som jeg ellers har det ambivalent ved at mindes og at fejre.

Får jeg sat ord på vores ammehistorie, tror jeg, at jeg i højere grad tør se mig selv som værende udholdende, viljestærk og handlekompetent, og bevidst kunne tage det med videre i mit moderskab og fremtidige udfordringer.

Del 1: Fødslen kort fortalt, den første tid på hospitalet og amningens start

Min fødsel er en fortælling i sig selv, og er ikke nedfældet endnu. Så nu vil jeg starte ved, hvad der må have været amningens start – i hvert fald hvad der må have haft indflydelse herpå…

Fødslen:

Hvad der startede ud som en naturlig 1. gangs hjemmefødsel, endte i en massiv række medicinske indgreb på hospitalet.

Pga ve-storm og manglede udvidelse de “officielle” 4cm, for at jordemoderen måtte blive og støtte i hjemmet, valgte vi efter en dag hjemme at blive overflyttet til hospitalet, for ikke at stå alene uden professionel støtte i så voldsom en situation.

Jeg havde, som en del af min uddannelse, netop afsluttet faget fødsel og obstetrik, og var kørt i stilling til at kunne undervise fødselsforberedelse. Jeg havde med min konsultationsjordemoder talt forskellige, både ønskede og uønskede, udfald og scenarier af fødslen igennem. Jeg var forberedt til fingerspidserne teoretisk og praktisk i egen krop, og havde forberedt og øvet med min mand, hvordan han manuelt kunne støtte, og hvordan vi kunne samarbejde under ve-arbejdet.

Men mod al min forventning til mig selv, var jeg jo ikke i stand til at være min egen psykomotoriske terapeut og afspændingspædagog, da den aldrig-før-erfarede voldsomme kropsoplevelse indtraf.

Min mand og jeg holdte, på hospitalet, unødig indgriben for døren i to døgn yderligere, som vi ligeledes ugerne op til fødslen havde gjort i fht igangsættelse.

Men jeg oplever, kort sagt, at rammerne og vilkårene mildest talt var hæmmede for en naturlig fysiologisk proces.

Da jeg lå i opvågningen, med vores søn – på min mands bryst, fik jeg at vide, at vi ville blive hentet indenfor en halv times tid og kørt til egen stue på barselsgangen.

Vores dreng kom op på mit bryst for første gang her ca 1 time efter fødslen, da den voldsomme rysten i hele min krop var aftaget lidt.

Han var sund og rask – men træt og medtaget. 58cm og 4050g. Han havde været i trivsel under alle fire dage i fødsel, lige indtil sidste øjebliks lave pH-værdi.

Jeg havde set frem til, igennem flere tiltag – og manglen på de uhensigtsmæssige af slagsen, at give ham muligheden for den optimale rolige og blide start på livet, igennem vand og op til mig i mine arme hud mod hud, som det første.

Der var så meget, jeg havde ønsket at give ham, og opleve selv, i dét fødselsforløb, som ikke blev. 

Det bliver på opvågningen derfor også så vigtig for mig, at han får mulighed for det smukke instinktive og reflektoriske “breastcrawl“.

Jordemoderen lagde ham helt tæt på min brystvorte, men jeg rykkede ham blidt længere ned på maven, så han kunne få lov selv at krybe, og iværksætte sine egne ressourcer.

Han var dog udmattet, og tog et meget langt hvil – længere end jeg have læst mig til, var en naturlig del af processen, efter kun få kryb og søgebevægelser.

Det var svært for mig at vente og modstridende for mig, at han ikke lå og svøbte og fik startet den vitale første amning, så jeg hjalp til, men nu var han var for træt til at forsøget lykkedes.

Jeg tænkte derpå, at vi ikke havde travlt, og at vi ville ligge sammen i rolige og mere trygge rammer lige om snart, dét sted vi skulle være og overnatte nogle døgn.

Der gik imidlertid flere timer uden at blive hentet, og uden mad oven på de fire dage i fødsel. Og sove var det sidste jeg kunne ovenpå det traumatiske chok, det var for nervesystemet bl.a. at være blevet skåret op ind til de indre organer. Blod havde jeg også mistet mere end normalt af.

Jeg ville ønske, jeg havde vidst, at det formentlig var meningen, at man skulle ligge dér nogle timer, og sunde sig, og have ro til at skabe den første kontakt og ikke mindst vigtigheden af at få amningen igang. I stedet var jeg utålmodigt i venteposition.

Da vi nåede frem på vores stue på barselsgangen, sov vores dreng stadig tungt, og jeg var dybt udmattet, komplet immobil og i stærke smerter.

Jeg fik fortalt af personalet, at han jo havde sin medfødte madpakke, at vi ikke behøvedes at tænke på amning nu, og at det var vigtigst, at jeg fik sovet.

Jeg var vågen mange gange den nat, og kiggede over i den gennemsigtige plastikvugge, som vi havde stillet strategisk mellem vores senge. Jeg lyttede til hans vejrtrækning, men ude af stand til at røre mig og læne mig ned til ham.

Som jeg husker det, var det altså først dagen derpå, at første amning fandt sted. 

Den første amning:

Han var frisk igen. Vi lå i tilbagelænet (laid back) stilling, som jeg havde set frem til – og samtidig den eneste stilling jeg egentlig kunne ligge i, og han gjorde lige hvad han skulle og var født til. Det var smukt.

Vi ville ligge en masse tæt hud mod hud, og på min whiteboard tavle på stuen, havde personalet under “to do’s” med patienten bl.a. skrevet “Hud mod hud” og “Ammeetablering”.

Men der kom flere gange i timen velmenende personale ind ad døren, uden at banke på, og skulle lave undersøgelser, tage prøver, og bistå med anden pleje.

Selvfølgelig tillod deres arbejdsgange ikke at koordinere de utallige ærinder, som selvfølgelig alle var for vores helbreds skyld.

Så det harmonerede ikke rigtig med at ligge blufærdig og nøgen i disse fine og sårbare situationer med min dreng og konstant blive afbrudt, med åben dør lige ud til en befærdet gang fuld af besøgende til andre.

Personalet var dog søde, og så nærværende som nu muligt, og engagerede i fht at vejlede med ammeteknikken.

Jeg syntes, at det nev på en forkert måde, og jeg fik ret meget praktisk vejledning i ammesituationerne. Blufærdigheden blev hurtigt kureret.

Jeg kunne ikke rejse mig når vores dreng kaldte, hvilket var dybt naturstridigt. Min mand var på en måde primær for ham, stod for al anden omsorg end amning, og han lagde puder for mig og lagde vores dreng til hos mig, når han lod til at være sulten. 

På amningens anden dag opdagede jeg grædende, at der var gået hul på den ene brystvorte, til trods for, at de små smilehuller på hans kinder, når han suttede, var elimineret ved hjælp af “deep latch” teknikken, som jeg havde fået hjælp til. Ørerne rokkede med, og min mand assisterede i at tjekke, at underlæben var krænget ud, når vi ammede. 

Jeg smurte med lanolin, og fik en ammebrik monteret af personalet for at skåne såret. Det var dog den mest ubehagelige og grænseoverskridende fornemmelse, det gav for mig, at amme med den, så det afviste jeg hurtigt.

Sutteteknikken var nu kommet objektivt helt i top, men det nev fortsat, og nu var der sår på begge brystvorters flade, og det blev værre.

Min “blivende mælk” var ikke løbet til, og vores dreng tabte sig over den hensigtsmæssige % for, at han ikke skulle tære på sin hjernes fedt.

Det var min mand, der havde undersøgt og læst, og det var egentlig ikke personalet, der først bragte suppleringstiltag på banen.

Vores indlæggelse blev forlænget som tilbud til at få etableret amningen, hvilket vi var glade for, da jeg stadig heller ikke kunne bevæge mig, og ikke kunne se for mig, hvordan jeg skulle klare det hjemme uden hæve/sænke-seng.

Vores dreng begyndte imidlertid at græde uden at vi kunne trøste, og på trods af, at vi havde set råmælk i suttebrikken, blev vi utrygge ved, om han fik nok næring. 

At blive hjerneskadet, var ikke ligefrem det værd, fremfor at supplere lidt, ræsonnerede vi os – på det tidspunkt, frem til. Vi bad om råd, og personalet tilbød suppleringssystem med 20ml MME i sprøjte og sonde som sugerør i hans mundvig, så vi fortsat samtidig kunne stimulere min mælkeproduktion.

Det fungerede, og med min mands assistance natten igennem, var vi nu et team der begge “ammede” vores dreng.

Min mælk skulle nok snart løbe til, sagde de, da vi sagde farvel efter de tre overnatninger, vi fik lov at få. Sårene mente de bare nok var pga. den første dags ikke helt optimale teknik…

/ Rikke

….. herunder kommer jeg med mine kommentarer:

Rikke har haft den komplet modsatte fødsel end hun havde gjort sig klar til. Naturligvis er man bevidst om at der kan ske uforudsete ting – men det kan stadig tage hårdt på både krop og psyke, når det HELE pludselig er vendt på hovedet.

Derudover oplever Rikke at der er en del uro på afdelingen og hun mærker at hendes krop slet ikke finder ro.

Rikke har desværre fået nærmest alle de fødselsinterventioner som man kan – og de kan alle hver og en påvirke amningen.

Barnet har været udsat for en lige så langvarig presset situation som moderen. Barnet her har været i gang med fødsel i flere dage, er forsøgt taget ved kop og ender til slut i et akut kejsersnit.
Et sådant forløb vil ofte resultere i et barn der er træt og tager en god lur, inden det er klar til at sutte. Det vil ofte også medføre spændinger/låsninger i nakke og kæbe pga koppens træk – noget der kan vise sig ved at barnet “bider” brystet i stedet for at sutte og koppen kan give barnet en hovedpine, som barnet naturligt nok forsøger dulmet ved at sutte hos mor, da mælken + det at sutte er smertestillende.

Rikke er meget tydelig i sine udmeldinger: Det niver, gør ondt, hun føler sig anspændt og hun oplever allerede på anden dagen at der er sår på brystet.

Men “sutteteknikken er iorden”…… eller hvad?

Nej – uanset hvordan det ser ud, uanset hvor flot babys læber er krænget ud og hvor fint ørerne rokker og kinderne arbejder – så er sutteteknikken ikke fin når mor oplever smerter, oplever at baby “bider”/klemmer med gummerne og har sår. Så er man nødt til at kigge videre.

Rikke bliver, som så mange andre, præsenteret for en suttebrik, der skal hjælpe den lille med at få fat og skåne de sårede brystvorter. Men – en suttebrik adresserer ikke de observationer Rikke har – en suttebrik er (uden samtidig undersøgelse af barnets sutteteknik) en hurtig løsning og en løsning når man ikke lige ellers ved hvad man skal gøre. Sammen med vejledning kan en suttebrik være en fantastisk løsning – så det handler ikke om suttebrikken i sig selv.

Barnet taber sig, et vægttab der opgøres i procent – en helt normal praksis.
Men: Når man har fået væskedrop i måske flere dage, så er barnets fødselsvægt kunstigt forhøjet pga væske – og barnet vil derfor tabe sig mere end man ellers ville forvente. Et større end normalt vægttab i dagene efter fødslen er altså ikke alene tegn på at der skal suppleres – men det er tegn på at amningen bør vurderes og at barnet bør følges tættere. Det er vigtigt at man ikke kun kigger på procenterne, men også kigger på barnets bleer – kommer der noget ind, så kommer der noget ud.

Personalet får stor ros herfra, for at kende til suppleringssystem og for at hjælpe Rikke med at supplere ved brystet – i modsætning til flaske.

Men – ingen kigger på hvorfor Rikke har smerter og sår, selvom hun bliver ved at sige det føles forkert og Rikke sendes endda hjem, trods mælken ikke er løbet til endnu.

Er der sår kan det være svært at vurdere om mors smerter kommer fra sårene eller fra sutteteknikken, men Rikke fortæller meget tydeligt at hun oplever barnet “klemmer” med gummerne og har kraftigt vakuum – en meget nøjagtig iagttagelse som burde have resulteret i yderligere undersøgelse af barnets sutteteknik. Et barn der sutter optimalt malker brystet – det føles ikke som vakuum og det føles ikke som noget som helst i nærheden af “klemme”.

Det er ikke unormalt at mælken ved traumatisk kejsersnit ikke er løbet til på 3 dagen, men der burde her være igangsat struktureret udmalkning, for at hjælpe processen på vej – både pga kejsersnit og pga Rikkes smerter, som tydeligt viser at der er noget galt og dermed indikerer at barnet ikke stimulerer optimalt. Udmalkning påvirker også moderens prolaktinniveau, hormonet der styrer mælkeproduktionen. Manglende udmalkning, når der også er mangelfuld sutteteknik, kan altså resultere i at mælken er længe om at løbe til, samt at mælkeproduktionen ikke når et optimalt niveau.

Kombinationen smerter, sår og mælk der ikke er løbet til er et rigtig skidt udgangspunkt at tage hjem med – medmindre det er fordi man har sundhedsplejersken stående klar til at hjælpe derhjemme….

/Mia

….. læs videre på Rikkes ammehistorie – Del 2: Uopklaret ammeproblematik

Hvad tænker du?