Rikke ammehistorie: Om mors sygdom og medicin.

Hvad gør man når mor er syg og skal have medicin – når man også gerne vil amme?

For Rikke Dieu var en støttende jordemoder og en læge der respekterede hendes ønsker, vejen frem – med fortsat amning og tilpasset medicin.

Rikke fortæller:

Min lidt anderledes ammehistorie starter allerede før jeg føder min søn.

Min mand og jeg havde bestemt os for en hjemmefødsel og hvor vi bor er der en offentlig hjemmefødselsordning. Jeg havde under første besøg med hjemmefødsels jordemor gjort opmærksom på at jeg lider af Psoriasisgigt, en kronisk inflammatorisk sygdom der tit betyder medicin der umuliggør amning.

Men min jordemor støttede mig meget i mit valg om at stoppe med medicin og amme min søn når han kom til verden.

Efter en fantastisk fødsel hjemme i stuen og en rigtig god start på amningen, kørte det på skinner i 2 ½ måned. Jeg havde det fysisk godt og amningen kørte helt efter bogen som man kunne ønske sig. Men pludselig får jeg sygdoms symptomer og jeg frygter at vores ammetid er ved at ende. Det har hele tiden været min plan at amme så længe min søn vil men at det skulle ende så hurtig gjorde mig dybt ulykkelig.

Heldigvis er jeg tilknyttet en læge der ser på meget andet end anbefalinger og indlægssedler, så jeg fik lov at opstarte medicin og fortsat amme.

Nu skulle det nok blive godt og jeg skulle amme min søn lige så længe han ville. Men kun 4 uger gik og min sygdom blev kun værre og værre. Til sidst kunne jeg næsten ikke bevæge mig og nærmede mig en tilstand i kørestol. Jeg kunne ikke tage mig af min søn som jeg ville og jeg følte mig som en elendig mor.

At han, på grund af mig, skulle undvære mors mælk og blive flaske barn fik det til at vende sig i maven på mig. Jeg havde det så dårligt med at det hele var “min skyld” Der er intet i vejen med at give sit barn flaske i min optik – man skal vælge den vej der er den rigtige for ens barn og en selv. Men for os er flasken bare ikke den rigtige vej.

Nu er min søn 5 måneder og vi ammer stadig. Jeg bliver jævnligt tilset af læger der gør alt hvad de kan for at medicinere mig således at jeg stadig kan amme. Jeg nyder hver eneste amning og tager det ikke for givet – det kan potentielt være den sidste hver gang.

En god mor sidder ikke i brysterne – det sidder i hjertet. Men amning er vigtigt for mig og derfor kæmper jeg utrætteligt for at fortsætte så længe det kan lade sig gøre.

 

Mange mødre får desværre besked på at deres medicin er inkompatibelt med amning – nogle gange uden at der på nogen måde er grund til det, eller hvor en tilpasning af dosis eller præparat kunne gøre amning muligt.

Jeg er så glad for at Rikke have lyst til at fortælle at det ER muligt at amme, selvom man har brug for receptpligtig medicin.

/ Mia

Hvad tænker du?