Refluks – Når hjælpen er mangelfuld eller slet ikke kommer.

Her til morgen står jeg op til TV 2 NYHEDERNE’s dækning af hvor utrolig mangelfuld hjælpen er til børn med refluks.

Jeg ser at man naturligvis fokuserer på de frustrationer forældrene oplever og den smerte børnene er i konstant.

Jeg ser også et kommentarfelt af forældre og bedsteforældre der fortæller deres historie – og to scenarier går igen:

Det blev afskrevet som kolik….

Eller forældrene fik vejledning i at give modermælkserstatning og/eller johannesbrødkernemel og naturligvis medicin.

Jeg ønsker mig inderligt at der nu kommer (mere) fokus på hele “refluks”-problematikken – både de symptomer forældrene beskriver og den udredning der bør foregå og som i mange tilfælde enten ikke sker, eller (efter min erfaring) sker med yderst mangelfuld vejledning som resultat.

Fokus på den voldsomme stigning i anvendelsen af “refluks-medicin” (PPI) der udskrives af praktiserende læger, uden nogen former for forsøg på at afhjælpe barnets symptomer med konservative og ofte effektive tilgange.

Jeg oplever forældre der får smidt ordet “kolik” i hovedet trods tydelig observation af refluks-symptomer.

Jeg oplever forældre som får udskrevet medicin til deres 3-4-5-6 UGER gamle barn uden nogen former for anden tilgang er afprøvet.

Jeg oplever forældre som bliver vejledt i at give modermælkserstatning – trods ønsket er amning.

Jeg oplever forældre der vejledes i amning max hver 3 time og nogle tillige i kun at amme i et vist antal minutter – trods man ved at hyppige korte amninger forebygger opstød og lindrer de opstød der måtte komme.

Jeg oplever forældre som på intet tidspunkt vejledes om at det er kendt, at især komælk og også andre fødevare-proteiner, kan forårsage eller forværre refluks – trods lægehåndbogen refererer til “op mod 40%” falder i denne kategori.

Jeg oplever forældre som vejledes i opstart af grød FØR 4 mdr – trods meget klar evidens for at dette er overordentligt problematisk.

Jeg oplever forældre som giver modermælkserstatning, johannesbrødkernemel, grød/mos og måske også medicin – og som følge deraf må give barnet afførende midler eller movicol.

Jeg oplever forældre som får så mangelfuld hjælp at de bliver desperate.

OG jeg oplever forældre som, når de selv søger og får ordentlig vejledning, opdager at den vejledning de har modtaget og handlet på var ekstremt mangelfuld – og så bliver de endnu engang frustrerede og føler sig, med rette, svigtet.

Man ved at komælk og andre fødevareproteiner kan forårsage eller forværre refluks.

Man ved at hyppig amning kan afhjælpe generne ved refluks.

Man ved at PPI medicin IKKE har dokumenteret effekt og kan have svære bivirkninger.

Så HVORFOR tager den normale udredning og behandling ikke udgangspunkt i dette?

Hvorfor sendes forældrene ikke til ammevejledning og vejledes i mælkefri diæt?

Hvorfor afbrydes velfungerende ammeforløb med dybt forældet vejledning, en recept på modermælkserstatning og opstart af fast føde længe før barnets mave-tarm er klar?

Ja undskyld mig – men jeg synes det er dybt problematisk!

>> For god ordens skyld vil jeg gøre opmærksom på at jeg til fulde anerkender at der er børn hvor INTET virker.

Hvor kiropraktor, kraniosakral og osteopat er omsonst.

Hvor syreskaderne er voldsomme og hvor selv den dygtigste ammevejleder og den mest restriktive diæt hos baby og ammende mor ikke på nogen måde bedrer situationen.

Hvor medicin virker og hjælper barnet ud af smertehelvede.

Jeg er ikke imod medicin!

Jeg er imod at medicinen udskrives på symptomerne “gråd og uro” uden yderligere afdækning og afhjælpning overhovedet er forsøgt<<

Med mit andet barn stod jeg med klassiske normale refluks-symptomer.

Gylp, uro, ville gerne amme hele tiden og tog rigtig meget på – han spise jo også hele tiden.

Ikke umiddelbart GERD (den behandlingskrævende refluks) – men et barn der tydeligt havde ubehag.

Jeg var igennem ALLE ovenstående udgaver…

De ting jeg fik af vide var:

– Han havde kolik..

– Han overspiste…

– Jeg havde ikke nok mælk (efter jeg havde skema-ammet som vejledt)

– Min mælk var “tynd”..

– Han skulle have mme med johannesbrødkernemel…

– Han skulle have grød…

…. og da jeg havde gjort det hele og det ikke hjalp, så kunne jeg så give movicol i voldsomme mængder, for nu havde barnet tillige forstoppelse.

Derudover havde han eksem, problemer med ørerne, høfeber og ja – samtlige tegn på reaktioner på fødevare proteiner.

Mit barn havde mælke-intolerance!

Og det fandt jeg ud af da han var ca 2 år – med hjælp fra den mest fantastiske ammevejleder – trods han havde gået i forløb hos en børne-allergilæge.

HVIS vi havde været hos en dygtig ammevejleder, så havde jeg fortsat amning og havde blot skulle holde mig til mælkefri diæt.

Ingen mme, ingen johannesbrødkernemel, ingen movicol.

Medicinkrævende (behandlingskrævende) refluks (GERD) er SKRÆKKELIGT!

Der er bare VIRKELIG mange tilfælde af “refluks” som slet ikke ER medicinkrævende.

Lad os nu for filan hjælpe børnene og forældrene – både dem med alm gylp, gylp med en årsag og GERD.

Man kan se TV2 Nyhedernes dækning her:

Overset sygdom rammer mange: Børn gylper i smerte flere hundrede gange om dagen

Og mit indlæg om “refluks-epidemien”, misforståelse om babygylp, over-medicinering og den fejlslagne håndtering jeg oplever, her:

Refluks epidemien raser – Er dit barn ramt?

/ Mia

(Skrevet på mobil – opsætningen kan være mærkelig.

Jeg indsætter links til evidens når jeg kommer til en computer – står med syg Seir i bæresele og kan ikke linke fra mobilen)

Hvad tænker du?