Gæsteindlæg:
Når man som jeg, og mange andre forældre, vælger at mene eller vise noget om børneopdragelse og familieliv, så lever man et farligt liv. Jo mere personligt og privat du skriver, jo farligere.
Man har med sin SoMe-konto gjort sig selv til noget offentligheden ejer. Noget der i værste fald må granskes, udstilles og udskammes – og noget, der måles i forhold til en næsten umulig standard for moralsk forpligtelse.
Kom ikke her og hav ondt af dig selv; ‘Du har jo selv bedt om det’.
Selvom man måske er enige i, at det er en risiko man burde gå i møde med åbne øjne, så er det ikke kun bloggerne og facebookdebattørerne det her rammer. Det rammer os alle.
Det er egentligt derfor jeg skriver det her.
Skam er smitsomt – og skam spiser af den del af os, der tror på, at vi kan gøre det bedre. Når vi udbreder den, og når vi modtager den, får skam os til at vende tilbage tilbage til de gange vi har følt os mest uværdige.
Skam gør, at vi trækker os.
Vi viser ikke hvem vi er eller hvad vi skaber.
Vi fjerner nogle lag, bliver mindre kreative og beskytter os selv.
Den sårbarhed, der gør os til forældre, der er villige til at lade os inspirere og lære forsvinder.
Når en bloggers liv udskammes på de sociale medier slippes, der små monstre løs i vores hoveder – og de monstre er ret ligeglade med om slagene var rettet mod dig – deres budskaber er til alle. Skam er (også) noget vi absorberer fra vores kultur.
Børneopdragelse er et særligt gunstigt miljø for skam og bebrejdelse at vokse sig stærke i. Vi bliver så nemt usikre, fordi det betyder så uendeligt meget for os at give vores børn alt det bedste. Vi vil så gerne være dét de har brug for.
Det kræver mod at være så åben, at vi kan lære af os selv, vores børn og vores netværk.
Holdninger, inspiration og undren serveret på en omsorgsfuld måde er givende. Men når vi holder op med at forholde os nysgerrigt og respektfuldt til andre menneskers levede liv, lukker vi potentielt den åbenhed og sårbarhed, som al udvikling kræver.
Vi gør børneopdragelse til noget, der handler om at være ‘rigtig på den rigtige måde’, og ikke om at være på en snublende rejse.
Ingen vinder ved nedgørelsen.
Når vi udskammer fejl, og gør dem til noget smertefuldt og pinligt, låser vi os selv og andre i vores udvikling.
Derfor handler det her om os alle sammen, for hvis vi oprigtigt vil tale børns stemme, må vi pege mindre med fingre og møde utilstrækkeligheden i os selv og andre med varme. Kun på den måde kan vi sammen blive bedre.
Vi må støtte hinanden på rejsen når vi unægteligt begår fejl, når vi løber tør for overskud og når vi har brug for en ny kurs.
Med Brene Browns ord:
‘At støtte vores børn betyder, at vi støtter hinanden’
/ Kathrine, Familiemakker
Kathrine Sofie Almann Hemmingsen er cand.mag i pædagogik, mor til to, familierådgiver under uddannelse (Family-Lab) og blogger om balance, respekt for barnet og fredeligt forældreskab.
Du kan følge Kathrine på de sociale medier:
[…] Læs også: Mommyshaming – når vi tager modet fra hinanden […]
Dejligt indlæg.. tak ❤️