Lisbeths valg: Flasken gjorde hele forskellen.

Lisbeth er mor til Vitus – en rigtig lækker lille rødhåret krøltop med blink i øjet.

Lisbeth startede med at amme, men det blev slet slet ikke den rolige og naturlige oplevelse som Lisbeth havde regnet med.

Så efter en hård kamp kom flasken i spil – et valg som de fleste måske ikke tænker så meget over, men som kan fremprovokere voldsomme reaktioner, som det skete med “SneglCille” efter hendes kapitel i Cana Buttenschöns bog “40 Uger Efter”.

Har du ikke hørt om den episode, kan du læse den her:

Fordi Hun Ikke Er Nogen Dårlig Mor!

Jeg har fået lov at reposte fra Lisbeths Instagram konto – og det er jeg så glad for, for det beskriver de følelser og tanker man kan have så fint. Langt bedre end jeg selv har kunnet beskrive.

Tak Lisbeth ❤️

Foto: Privat fra Lisbeths Instagram

“Jeg er ikke en dårlig mor, fordi jeg opgav amningen.

Jeg gav ikke for nemt op.

Jeg var ikke egoistisk.

Jeg var en god mor, da jeg tog et valg på Vitus’ og mine vegne om, at amningen aldrig blev noget for ham og jeg.
Han blev ked af det og vred når jeg lagde ham til, og de første tre måneder var en kamp for at mætte ham, for at gøre det til noget særligt, for at skabe et særligt bånd mellem ham og jeg.
I dag ved jeg at amning ikke nødvendigvis er lig med et barn i trivsel og heller ikke er et must for at få et varmt og kærligt bånd mellem mor og barn.
Jeg ville da ønske at amningen var blevet ved bare tre måneder yderligere, bevares, men det var ikke det rette.
Hverken for Vitus eller jeg.
Det var heller ikke et nemt valg og jeg græd i timevis da beslutningen var taget.

Det kom jeg over.

Vitus blev mere harmonisk og jeg fik mit overskud langsomt tilbage.

Derfor kan jeg mærke, at jeg bliver noget så VRED, når nogle skal fortælle mig og andre hvad det rigtige er.
Det rigtige er ikke flaske eller amning. Det rigtige er at aflæse sit barn og handle ud fra dets behov.

Dét er at være en god mor.
Om det så betyder amning i tre år eller tre måneder, kan vel være ligegyldigt? 
Så længe bare mor og barn har det overvejende godt med hinanden, og det valg der er blevet truffet.

Kære medmødre.

Skal vi ikke bare allesammen blive enige om, at vi gør det bedste vi kan?

Vi kæmper, vi er seje, vi er selvopofrende og vi giver alt det bedste vi har.

Lad os stå sammen i stedet for at skælde ud på hinanden. ♥️

#alleelskersneglen #vitustagram #alterlove “

Ja, jeg er vældig interesseret i at normalisere amning og jeg ville utrolig gerne se ammeraten stige, fordi jeg er overbevist om at der sidder MANGE der ender med flaske som inderligt ønsker stadig at amme, men som bare ikke havde adgang til den rette vejledning og støtte – men nogle gange ER amning bare ikke det rigtige for den enkelte mor, det enkelte barn, den enkelte familie – og det er også mit ønske at støtte de som, med eller uden forudgående kamp, ønsker vejledning og støtte i den process det er at vælge brystet fra og flasken til.

Når valget om flaske er truffet udfra korrekt, opdateret viden, evt ammevejledning af igangværende amning, mavefornemmelse og en samlet vurdering af familiens muligheder, ønsker og begrænsninger, så er det ikke – og vil ALDRIG blive “at give op”.

Det jeg ønsker at bidrage med, er ordentlig info og støtte, så valget træffes “frivilligt” og ikke i ren desperation fordi der ikke var adgang til hjælp og støtte, eller ganske enkelt ikke var mulighed for at afhjælpe de problematikker familien oplevede.

Desværre oplever jeg stadig at enhver promovering af eller information omkring amning, afføder “Ammemafia” betegnelsen – altså at jeg og andre ammeinteresserede slet ikke er interesserede i den enkelte, men nærmere vil presse på for amning, og er af den overbevisning at amning er den eneste rigtige måde at give barnet mad.

Det var baggrunden for mit navn – at jeg ville vise at “Ammemafia” ikke er sådan og forsøge at reclaime ordet.
Så nu siger jeg det (igen):

Amning eller flaske er et dybt personligt valg som KUN den enkelte kan træffe.

Jeg er ikke i krig mod flaske eller modermælkserstatning når jeg deler information.

Jeg vil bare virkelig virkelig gerne hjælpe til at der er kvalificeret information og vejledning tilgængelig for ALLE før, under og efter det valg – så man ikke bagefter oplever at valget ville have været anderledes, hvis blot man havde haft mere information.

Vil du fortælle om dit valg?

Har du oplevet “shaming” af dit valg?
/ Mia

2 Comment

  1. MortilL says: Svar

    Jeg valgte at stoppe med at amme min datter efter blot 7 uger 🙁 Fødslen var lang, hård og jeg mistede alt for meget blod. Jeg så først min datter 9 timer efter hun var født, og var så bedøvet af medicin at jeg ikke husker de første to døgn. Min datter blev lagt til ved mig, og jeg blev vejledt på mor-barn afd. til at få amningen op at køre, men med beskeden om at sandsynligheden var lille pga den hårde start. Da min datter tabte sig for meget, ønskede de at supplere med mælk i sprøjte og i næsen. Helt ok med mig – hun skulle bare have det godt, og jeg ønskede bare at komme hjem og starte vores nye liv sammen. Vi forsøger os med amningen uafbrudt. Vi ligger hud til hud alle døgnets timer, kun afbrudt af hurtige toiletbesøg, bleskift og hvis far ikke var hjemme til at servicere mor. Min datter suttede forkert, og jeg fik derfor sår på begge brystvorter meget hurtigt, sundhedsplejersken mente dog ikke at hun suttede forkert men at hun havde tungebånd(?) så det blev tjekket. Der var intet galt med det. Vi fortsatte vores amme hule til hun var 3 uger hvor hun skulle dødes(tradition i familien). Jeg har store, blødende og smertefulde sår på begge bryster. Jeg græd 14 ud af 24 timer i døgnet af smerte. Selv ammebrikker var for smertefulde. Men vi klarede barnedåben, selvom jeg brugte det meste af dagen på at græde. 2 uger efter blev jeg meget syg. Jeg fik 42 i feber, besvimede, og kunne ikke gå. Jeg blev hurtigt tilset af en læge, som kunne konkludere at jeg havde svimlende højt infektionstal, jeg havde betændelse i begge brystvorter, udover det havde jeg 2 liter urin siddende i min blære som jeg ikke kunne tømme plus en omgang nyrebækkenbetændelse. Jeg fik derfor en masse medicin, og skulle indlægges med antibiotika drop. I denne tid måtte far overtage babyen, og jeg kunne selvfølgelig ikke pumpe ud. Så min krop lukkede ned og slukkede, og jeg var ulykkelig. Mere end jeg var før. Men mælkeproduktionen stoppede efter få dage, min datter trivedes, hun sov og spiste flot, og jeg begyndte så småt at blive frisk igen. Og nu, 1,5 år senere begynder jeg at forstå at selvom det var hårdt og jeg følte det var uretfærdigt, og tænkte hvorfor kan min krop ikke bare virke! Efter masser vrede og sorg, og ikke mindst frygt for om min datter ville elske mig mindre, kan jeg mærke at vores bånd ikke er påvirket af at hun fik flaske, og hendes helbred er heller ikke. Drømmen braste dog for mig. Men håbet er der stadigvæk for at, jeg én dag kan få det til at lykkedes. Men ikke før alle ar er helet. <3

    1. Mia says: Svar

      ❤️❤️❤️

Hvad tænker du?