Klar-parat-forældre: 8 ting der hjælper jer godt fra start

Kom godt fra start i forældreskabet – eller træk en streg i sandet og giv jeres familie en frisk start.

Valget om at se barnet som ligeværdigt individ skifter opdragelse fra “magtkamp” til “samarbejde” – og du får en “How To” lige her.

At basere sit forældreskab på tilknytningsteori – altså teorien om at barnets udvikling er bundet op på en tryg tilknytning til en eller flere omsorgspersoner – lyder måske en smule teknisk.
Men bare rolig, du skal ikke til at læse tykke bøger eller tage et online kursus – selvom jeg skal være den første til at sige at jeg MEGA godt gad lave sådan et “Klar til barn”-kursus.

Det handler om at gøre sig bekendt med børns udvikling i relation til deres omsorgspersoner, fordi det kan være en kæmpe aha-oplevelse i forbindelse med at de der små minimennesker kommer til verden.

Lad mig starte med at sige at det vigtigste faktisk er at “unlearne” alt det du tror du ved om babyer , børn og opdragelse – og det din mor, farmor og hele verden tror de ved.

You know nothing Jon Snow

(Citat Ygritte fra Game of Thrones)

Det hedder tilknytningsteori, fordi det startede som en teori – men efter et halvt århundredes studier, så er det efterhånden cementeret at det virkelig ER sådan børn fungerer.

For nemheds skyld vil jeg i resten af indlægget kalde denne tilgang “IFavn”.

De 8 principper for Ifavn lægger basis for hver enkelt families udformning af hvad Ifavn er for dem.

Det er altså ikke en færdig løsning, men mere en guide eller en “huskeliste” – så man har noget konkret at vende tilbage til, hvis man synes man mister fokus.

Klik på hvert punkt og se mine tanker – måske du får en aha-oplevelse?

(Jeg vil gerne gøre det klart at ALT i boksen herunder er MINE tanker. Baseret på mine egne erfaringer og al det (fag)materiale jeg har læst og set) 

Punktet her handler ikke om gravidyoga og om du vil føde hjemme, den form for forberedelse er heldigvis ved at brede sig ud og flere familier end nogensinde før, gør sig bekendt med deres muligheder for f.eks. hjemmefødsel, støtte fra en doula og smertelinding. Punktet her handler, for mig, om at det er en mega god ide at forberede sig til selve forældreskabet.

Har du haft mulighed for at reflektere over din egen opvækst - og evt. fået hjælp til at arbejde med det der`var svært?
(At “arbejde med” behøver ikke være hos en psykolog, det kan lige så vel være over en kop varm kakao med din bedste ven, din bror eller din partner.)


Det er min erfaring at mange glemmer at tale om selve forældreskabet - spørgsmål som:
Hvor meget vil vi arbejde - og skal vores børn passes af fremmede eller af os selv?
Er det vigtigt at have et stort fint hjem - eller vil vi hellere bruge pengene på at rejse?
Hvilke værdier ønsker I at give videre?
Er det vigtigt at leve bæredygtigt - og hvordan ser vi hver især at det kunne se ud??
Har vi forestillinger og forventninger til livet med børn, som vi ikke har fået talt med den anden forælder om?

Lyt til dit barn og stol på at barnet tilkendegiver behov - helt reelle behov.
Barnet manipulerer ikke og har ikke bagtanker.
Barnet gør sit ypperste for at samarbejde - også når det mildest talt ikke ligner det.
Nogle gange vil det du ønsker af barnet, være for meget - og det kan barnet vise på måder der trykker på alle dine knapper og får blodet til at boble i dine årer.
Vær opmærksom på at det er dig og kun dig, der kan vise barnet at det er ok at revurdere en given situation og tilpasse sine forventninger og anmodninger. Det er med al sandsynlighed det du ønsker dit barn skal mestre i kontakt med andre, så det lærer at tilpasse sig verden omkring sig.

Reagerer på dit barn signaler:
Tag det op når det græder, lyt når det taler og hjælp det igennem de svære ting, så det ser at du altid er der for det. Sensitiv respons er der hvor man puster når barnet har slået sig, trøster når legoklodsen er dum og anerkender at barnet altså synes man er dum fordi man siger nej til mere slik.
Man viser barnet "Jeg ser dig, jeg er hos dig, jeg er i det med dig. Jeg går aldrig nogensinde fra dig eller stopper med at elske dig"

Dit barn har boet 9 mdr i en lille tryg hule.
Intet skarpt lys, ingen vilde lyde, ingen kradsende tøj og en kontinuerlig strøm af føde.

Når dit barn bliver født er det slet slet ikke "færdigt" - og det har brug for at blive holdt tæt i mange mange år, imens det langsomt vænner sig til denne kolde, lyse, larmende verden.

Alt er nyt for barnet - hver en bevægelse, lyd, følelse og smag.

Det kan være meget overvældende og derfor er det helt naturligt at barnet, hvad end 2 mdr eller 2 år, vender tilbage til din trygge favn, for at tanke op på varme, bløde kram og den beroligende duft, lyd og følelse af "hjem".

Du kan ikke forkæle dit barn med kontakt - tværtimod viser forskning at børn der får al den kropskontakt de søger, udvikler sig bedre end børn der ikke mødes i dette behov.
Dit barn ER afhængigt af dig - og din relation til barnet, med alt hvad den indebærer, er barnets første erfaring om verden og relationer til andre mennesker.

Et barn der mødes i sine behov erfarer, at verden og menneskene der lever i den, er tryg og god.

Vær der for dit barn når det skal sove.
Forstå at for barnet er det svært.

Du gider heller ikke ligge alene, hvis du i stedet kunne putte med én du elsker vel?

Vær der for dit barn, også når du er ved at skrige af frustration over at ungen bare ikke vil sove.
(Og vid at det er ok og helt normalt at føle disse voldsomme følelser - det er ikke lytter lyserøde candyfloss skyer at være forælder)

Vug, syng, nus, kram, hold i hånd, lig i ske - gør hvad end der skal til for at være med dit barn, når det skal glide ind i søvnen.

Det er helt normalt at et barn skal have hjælp til at sove - også selvom det kan virke som om hele verden mener dit barn ALDRIG vil sove, medmindre du lærer det at sove alene.

Måske vil I sove sammen, måske vil I ikke - det er fuldt ud muligt at følge sit barn kærligt ind i søvnen uanset hvad.

Lad vær at søvntræne dit barn - det er en skidedårlig ide.
Det er dårligt for barnet - og det er faktisk også dårligt for dig.

Hvis man ligger og bare ikke kan finde ro, så har det i hvert fald aldrig nogensinde hjulpet at få besked på at "NU sover du altså".
Måske er det egentlig ok at stå op og så prøve igen 30 min efter, hvis det hele bare er gået i hårknude?

Hvem har i det hele taget bestemt at børn skal lære at sove alene?

Oprindeligt hed det at man skulle amme - men det er jeg personligt ikke så vild med - så den er lavet om til “mad med kærlighed”, fordi jeg føler det egentlig er essensen af princippet der lå bag oprindeligt.

Altså - om du ammer eller giver flaske, så gør det til en hyggestund, et lille pusterum hvor I lige finder hinanden igen, mærker hinanden og er sammen.
Lad, så vidt muligt, flaskegivning være noget kun forældre og evt. nære omsorgspersoner gør. Det er ikke en “leg” alle kan deltage i - det er noget der sker i mellem barn og omsorgsperson.

Giver du flaske kan du kigge på "paced bottlefeeding", for at afhjælpe den overspisning man ved flaskebørn er i risiko for.

Barnet er født med en veludviklet evne til at mærke sult og mæthed og mærke hvilken føde det har behov for - og det er denne evne der skal sikre barnets sunde madvaner livet igennem.

Når det er tid til fast føde, så gælder det om at holde tungen lige i munden - og MUNDEN LUKKET.

Dit barn har ret til at bestemme hvad, hvornår og hvor meget det putter i munden.

Du beslutter hvad der tilbydes og så er det barnets signaler der styrer resten, indtil barnet er i stand til at "spise til måltiderne" - hvilket ofte ikke sker før barnet er mindst 7-8 år.

Når du er i stand til at respektere barnets signaler om mere mad eller ikke mere lige nu, eller at barnet den ene dag kun vil spise deller og den næste lever af tørre ris - også selvom ALT stritter i dig, så bevarer og styrker barnet sin evne til selv at regulere sit fødeindtag og du vil se at over en periode på en måned har barnet, helt af sig selv, varieret sin kost.
(Og der er forskning på at dette ER muligt for langt de fleste raske børn - det kræver KUN at du tør stole på dit barns evner)

Barnet har en klar forventning om at du ønsker at tilbringe tid med det og det er et helt reelt behov for barnet at være sammen med dig, dets forælder.

Det er hos dig, barnets primære/sekundære omsorgsperson, at den trygge tilknytning sker.
Den trygge tilknytning er det absolut vigtigste at opnå i barnets første 2 år - og er først "færdig" når barnet er langt ældre.

I kan overveje om pasningen kan udskydes eller helt undgåes - det er ganske kort tid barnet er så lille og har dette helt ufravigelige behov for at være tæt.

Hvis barnet skal passes - uanset årsag - så forsøg at det er den/de samme igen og igen, så barnet ikke kastes rundt.

Optimalt set passes barnet af personer med tætte personlige bånd med familien, da der her vil være følelsesmæssige bånd som et pasningstilbud ganske sjældent vil kunne opnå i samme grad.

Skal barnet passes, så er det en god ide at tilbringe tid med passeren adskillige gange og starte med en ganske kort pasning, så barnet har mulighed for at vænne sig til det at være adskilt.

Gråd ved pasning sker ofte - og beskrives ofte som normalt. At noget sker ofte er ikke det samme som at det er normalt.
Gråd ved pasning er barnet der benytter sit absolut mest effektfulde kommunikationsredskab - og det kan virkelig være svært at navigere i om man så bare skal gå alligevel.

HVIS det på nogen måde er muligt at vente med pasning til barnet IKKE græder, så er dette naturligvis det mest optimale.

Hjælp barnet til at forstå hvorfor reglerne i jeres hjem er der - og hjælp dig selv til at forstå, at selvom du synes det er super gode regler, så er det ikke sikkert barnet er enig.

Barnet vil hammergerne hoppe i sofaen - måske så meget at det bare ikke kan lade være.

Hjælp barnet til acceptable alternativer, ved at indrette jeres hjem og liv, så der er helt reelle muligheder for at hoppe, danse, løbe, kravle, synge (HØJT) og skrige af fryd.

Du skal nok få et "Bo Bedre"-hjem igen, det lover jeg, men lige nu ser dine børn hele verden som én stor legeplads og du bliver sådan en sur gammel krage af at rende og hvisle STOP og PAS PÅ.

Lad være at skælde ud og bruge trusler og “NEJ” som fundament for hele din opdragelse - det giver et barn der tror man skal råbe, skrige og true for at opnå noget som helst.

Fie Hørby har skrevet bogen "Drop Opdragelsen", som trods titlen, ikke handler om at man ikke må opdrage - men om HVORDAN man opdrager.

Tænk på dig selv når du er på arbejde:
Hvilken chef vil du helst have?
-Den der lytter til dig og gør sig umage for at forstå hvordan netop du arbejder bedst?
- Den der kun kan se én måde at gøre tingene på, og det er h*ns egen?

Det er fuldt ud muligt at opdrage børn ud fra en tilgang der stoler på at de gør det bedste de kan for at samarbejde - altid.
Når du har denne grundtanke om dit barn, så falder du ikke så nemt i fælden med at tillægge dem bagtanker - og så er der bare ikke nær så mange grimme konflikter.

Konflikterne slipper du ikke for - men du kan bedre navigere i dem og sikre at det ikke ender i en dum magtkamp med ene tabere.

Alle børn, uden undtagelse, ved godt at det er de voksne der har magten - det er helt unødvendigt at demonstrere.

Husk dig selv - du kan ikke være noget for andre, hvis du ikke også er noget for dig selv og evt. din partner, hvis du har sådan en.

Uanset om det er et glas vin tirsdag aften eller en lydbog mens du strikker, så husk dig selv.

Jeg ser fjernsyn og spiser chokolade - imens jeg folder vasketøj, skræller kartofler eller tømmer opvasker.

Måske kan jeres datenight være takeout i sofaen imens I ser en film?

Et langt bad inden du går i seng?

Balancen handler også om at se på familiens samlede behov - og individernes.

Er det muligt at indrette jeres hverdag, så alle har mulighed for at få opfyldt deres individuelle behov - uden at resten af familien lider overlast?

Hjemme hos os praktiserer vi "Divide and Conquer".
Vi deler os simpelthen op - så vi hver især får noget tid der er vores, til lige det vi ønsker.

Vi skiftes også til at "bestemme".
Børnene, alle 4, forstår at nogle gange får nogen og andre gange får andre - og de stoler på at ingen bliver snydt og derfor er det ikke nødvendigt at holde "regnskab".

Og når man så har sagt alle de her ting (klik på punkterne), så går der typisk to sekunder inden kommentarerne kommer:

“Det er nemt nok at sige man ikke skal søvntræne – hvis man aldrig har stået med en skrigende unge 20 nætter i streg.”

“Det er nemt nok at snakke om ikke at skælde ud, når man har børn der bare aldrig laver ballade.”

“Det er også skidenemt at sige det er bedst at amme – lige indtil brystvorten er ved at falde af og lille Sofus skriger af sult.”

“Kom lige tilbage til virkeligheden ikke – hvor børn skriger om natten, mor snart ikke kan tænke én sammenhængende tanke og der bare ikke ER mælk i de dumme bryster”

“Må man så ikke sige nej? Hvordan skal ungen så vide hvad den må?”

Fotograf - Frederikke Brostrup

Men IFavn er ikke perfektionisme. Der er ingen absolutte svar. Og der er slet ingen krav.

Det der ER, er studie på studie på studie som fortæller at de her ting virkelig gør en forskel for barnet OG forældrene.

Det er studier som viser at børn der mødes i deres signaler får en grundlæggende tillid til at verden er god – og at børn der ignoreres eller opdrages efter tankerne om at de ikke skal tro de “styrer”, er i risiko for at vokse op med en grundlæggende tro på at de kun kan stole på dem selv.

Studier der peger på, at forældre der er strikse og retter på barnet i en uendelighed – ender med børn der er pissegode til at lyve og stritte imod.

Og jo, man må godt sige nej
Og jo, man må godt hjælpe barnet til at sove.
Og nej, man skal filemig ikke amme, hvis man ikke har lyst eller det bare ikke fungerer.
Man må gerne elske sit arbejde og sende ungerne i pasning.
Man må tage på date med sin partner – eller få farmor til at komme og passe ene og alene fordi man ikke har mere “mor” tilbage den dag.

Det handler om tilgangen til barnet – at man, når man siger nej, forstår at for en 3 årig, så er det mega svært at skulle slukke fjernsynet, for at gå hen og spise – og der hjælper skældud og trusler om “ingen tv imorgen” altså ikke. Det forstår en 3-årig nemlig ikke en brik af – hun kan kun forstå at det er så svært at skulle slukke lige NU.

Det handler om en grundlæggende tro på, at barnet er godt og ønsker at samarbejde.

Det handler om at den voksne forstår at er den voksnes ansvar at tage hensyn til barnet, have tålmodighed, forståelse for barnets modenhed og dermed evner.

Så – det handler faktisk om, at hvis du som voksen behandler dit barn ligeværdigt, så vil barnet (i højere grad) følge dig.

Det har Jesper Juul engang sagt noget klogt om:

“Hvis du overvejer at bruge en eller anden metode overfor dit barn, så overvej først om du ville gøre noget tilsvarende ved din kæreste.
Hvis svaret er nej, så er det sandsynligvis også en dårlig ide at udsætte barnet for den, medmindre du tilhører den del af voksenverdenen, der stadig ikke vil anerkende, at børn er rigtige mennesker”

Jesper Juul

Der var en dag hvor jeg kaldte det “Børnefeminisme” – og det mener jeg nok egentlig stadigvæk.

/Mia Bernscherer Bjørnfort

Hvad tænker du?