Jeg vil bare gerne være Storm


*Jeg skriver dette indlæg som mor. MOR.
Det betyder at jeg ikke, på nogen måde, hverken direkte eller indirekte taler om andre personer, situationer eller holdninger end MIG og den situation jeg befinder mig i, i min familie og som mor til mit barn.
Jeg er ikke “ekspert” her, jeg har ikke uddannelse, særlig viden eller anden baggrund end mine subjektive erfaringer, holdninger og følelser.
Føler du dig stødt eller krænket på baggrund af noget jeg skriver her, så rører det mig naturligvis og jeg vil meget gerne høre fra dig i en mail eller besked – men jeg hverken kan eller vil stå til ansvar for andres tolkning af eller reaktion på min oplevelse af mit eget liv.


Indlægget her er skrevet inden podcast, facebook opslag, besøg hos medier – og er mine tanker og følelser uden påvirkning fra kommentarfelter og deslige.


Jeg har længe villet skrive om Storm… Om mit moderskab til Storm… Om hvordan det har været at skulle smide alt hvad jeg troede jeg vidste væk… og bare lytte. Være helt åben og klar til at modtage dyrebar læring fra det reneste fineste lille menneske, så vis og god og stærk…

Men jeg har ikke kunnet – før nu…

Sammen med Vores Børn har min mand, Storm og jeg lavet en podcast og en billedartikel – om Storm og om hvordan han har åbnet vores sind på en måde som vi, hånden på hjertet, aldrig havde troet.

Sammen med podcast og billedartikel, vil jeg gerne dele lidt fakta – for det er min erfaring fra diverse debatter, nyhedsartikler og snakke, at det faktisk er ret få, der har nogen særlig viden omkring, hvad der er op og ned på køn, kønsidentitet, seksualitet osv.
Jeg er ikke ekspert, så jeg har fået hjælp fra LGBT.dk og har lavet en god gammeldags copy/paste, naturligvis med tilladelse.

Vi starter bare lige på og hårdt ikk… No need to delay…

“Køn”: – et lille ord som reelt dækker over “hele 3 ting”.
Køn, tildelt køn og kønsidentitet.

Der findes et (fysisk) køn – altså de kønsorganer et menneske er født med og som ofte også kaldes “biologisk køn”.
Så er der et “tildelt køn” – altså om jordemoderen ved fødslen siger “Det er en dreng” eller “Det er en pige”.
Og sidst men ikke mindst findes der en “kønsidentitet” – altså en persons egen vedholdende indre og individuelle oplevelse af dels sit køn, og dels sin krop, samt måder at udtrykke sit køn på (kønsudtryk).

Det var sådan det helt basale! Så langt så godt – og jeg har med garanti allerede tabt en del.

Så er der de ord og emner der er aktuelle for mig, Storm og vores familie:

Gender-nonconforming”:
Betegnelse for adfærd, udseende og interesser, der ikke passer til de sociale forventninger til en persons ved fødslen tildelte køn.
Det kan f.eks. være personer med interesser, der typisk forventes at findes hos det andet køn:En pige, der insisterer på at have kort hår og foretrækker at spille fodbold med drengene, eller en dreng, der klæder sig i kjoler og ønsker at være en prinsesse. Det betragtes som udtryk for kønsvarians eller nonkonformt køn.

Binær kønsforståelse”:
Forståelse af, at kønnet består af to uafhængige og modsatte former af henholdsvis femininitet og maskulinitet.

Hvad angår kønsidentitet er de to former mand og kvinde (for børn: dreng og pige). Hvad angår kønsudtryk er de to former maskulin og feminin.
Altså:
Tissemand = En mand
Tissekone = En kvinde

Non-binær kønsforståelse”:

Forståelse af, at kønnet består af en stor variation af kønsidentiteter eller kønsudtryk, som ikke passer ind i en binær kønsforståelse.

Inden for denne model anses køn som mere og andet end udelukkende mandligt og kvindeligt; en person kan identificere sig som begge, hverken-eller eller noget mellem de to.

Altså:
Tissemand = Et menneske
Tissekone = Et menneske

*Intet af det jeg har beskrevet og defineret her, handler om seksuel eller romantisk tiltrækning.

Jeg antager ikke noget som helst, om Storms seksualitet eller hvem han bliver, når han bliver voksen. Køn og kønsidentitet er noget andet end seksualitet. Det her handler om, at jeg lytter til Storm og hvad han fortæller og viser mig. Nu. Og han fortæller mig noget om køn.*

Nu tænker jeg at I er lidt mere opmærksomme,for det er jo lige her Storm hører til – i et gender-nonconforming, ikke-binært syn på verden.

Storm vil nemlig bare gerne have lov til at være Storm – ikke “drengen Storm”, “pigen Storm” eller “transpigen Storm”… Bare mennesket Storm.

5 år gammel står han så stærkt i sig selv, at han kan bede sin moar holde mund med “alt det drenge og pige snak”.
Prøv at se…

Da jeg var færdig med at være flov over at han fangede mig i noget tåbelig voksen-tankegang, så var jeg mega stolt af ham. Og stolt af mig selv, for at være helt ærlig – for det er mig og hans far, som har givet rum til at han kan være lige den og det han synes han er.

Er du nysgerrig?

Start med podcasten fra Vores Børn, billedartiklen i magasinet Vores Børn og indslaget fra Go’Morgen Danmark.

Du kan høre podcasten i din yndlings podcast app – eller f.eks. her på via Spotify

Du kan se indslaget sendt mandag d 18 februar 2019 kl. 7.10 på TV2 Play – eller lige her (kræver TV2Play – gratis de første 30 dage)

Go’Morgen Danmark indslag med Storm og mig.

Jeg havde oprindeligt lagt en optagelse af hele indslaget – men det må man jo faktisk ikke, så ja, den er væk igen.

DR er ikke bag betalingsmur, så der kan du se Aftenshowet, hvor jeg deltager, sammen med Mads Steffensen (Mads og Monopolet – og JA, jeg var starstruck!), Mads Christensen og Mark LeFevre.

Aftenshowet på DR1 20 februar 2019 – med mig der fortæller om Storm.

Du kan også købe Vores Børn magasinet som er i din yndlings bladpusher lige nu og læse billedartiklen med de smukkeste billeder, taget af fotograf Frederikke Brostrup.

Jeg ønsker at være åben omkring det her og jeg vil gerne invitere dig til at stille spørgsmål – i kommentarfeltet her, på mine sociale medier eller i en mail/besked.

Der findes ikke dumme spørgsmål og jeg bliver ikke stødt, hvis du ikke har styr på betegnelser osv – for det har jeg altså heller ikke altid.

Jeg kan ikke garantere dig at jeg ønsker eller kan svare – måske jeg samler det hele i et blogindlæg, jeg ved det ikke endnu.

Jeg ved bare at det betyder rigtig meget for mig at fortælle vores historie – for der var ingen historier at finde, da jeg stod med forvirrede tanker og ikke vidste hvad jeg skulle gøre med mit barn, som udfordrede alle mine tanker om køn.

Eftersom jeg ved, at der vil komme spørgsmål – eller måske nærmere holdninger – omkring at så ungt (lille) et barn, ikke aner op og ned på køn og derfor skal “hjælpes” til at forstå og følge sit fysiske og tildelte køn og samfundets norm for dette køn – så tager jeg lige den i opløbet.

Ifølge tilgængelig forskning og fælles konsensus blandt forskere, udviklingspsykologer mm. så er det kendt og anerkendt, at barnet udvikler sin forståelse af køn, kønsidentitet, kønsudtryk og kønsroller i alderen 2-5 år.

Mit barn er altså ikke for lille til at forstå ❤️

Hvis du har lyst til at læse lidt om det, så giver disse artikler en fin gennemgang:
Children and gender identity: Supporting your child
When Do Children Develop Their Gender Identity?

Der er desværre ikke rigtigt noget læsemateriale på dansk – hvorfor det er så vigtigt for mig at være åben omkring vores historie med Storm.

Der ER dog den podcast jeg har lavet sammen med Radio 24Syv Forældreintra, hvor også Foreningen til støtte for transkønnede børn deltager.

Den kan du høre i din yndlingspodcastapp – eller lige her

Jeg ved også, at der vil være tanker omkring, om det er mig der har påvirket Storm, til at have de interesser han har og f.eks. ønske langt hår og lyserødt tøj.

Særligt fordi vi jo har 4 børn, 3 drenge og så Storm.

Så måske var det her bare min måde at “få min pige på”?!?

Jeg forstår godt tankerne, virkelig.

Jeg vil bare gerne bede folk reflektere over, hvad det reelt er de siger, når de siger sådan…

Om de tænker over, at det de reelt siger, er at jeg – med vilje – har manipuleret mit barn til at have en bestemt adfærd. Og ikke en hvilken som helst “ligegyldig” adfærd, men en adfærd, som unægteligt vil gøre hans liv meget sværere, end hvis han bare havde været “en rigtig dreng”.

Tror folk virkelig at jeg ville kunne gøre sådan imod mit barn?

Jeg elsker mit barn og jeg ønsker det et langt, lykkeligt, inspirerende og tilfredsstillende liv – ganske som alle andre forældre ønsker for deres børn.

Jeg ønsker for Storm, at han må finde ro og rum, til at udvikle sig til lige den og det menneske, som han føler sig som – og jeg vil elske ham helt som han er, uanset hvad.

Det er for os helt ok hvis andre ikke deler vores tilgang og ikke kan se sig selv træffe samme valg som os – vi, min mand og jeg, ved, at vi står bag Storm og vil gøre hvad vi kan, for at bygge ham op og styrke hans selvfølelse, så han bliver ved at stå stærkt i sig selv.

Igennem alt det her har jeg ledt og ledt efter noget at holde fast i, noget som kunne give mig en eller anden form for styrke.

Jeg fandt det i sangen “Vild” af danske Lydmor.

Til Storm, min elskede Storm.
“Jeg tror snart du vil se det, det du er, er helt rigtig.”
Kærlig hilsen
Din mor


En særlig tak.

Jeg vil gerne sende en kæmpe tak til nogle helt særlige kvinder, som har støttet mig, været der for mig og haft en kæmpe del i at Storm har rum og ro til at være sig selv – og at jeg, som forælder, har kunnet navigere i alt dette.

Det er ikke lige det man kan læse om i bladene – før nu – og det var den første tak. Tak til Mette Hovmand-Stilling, chefredaktør på Vores Børn og Mie Brandstrup, journalist og tilrettelægger, for den yderst omsorgs- og respektfulde håndtering af emnet og ikke mindst Storm. Det har været en ren fornøjelse at arbejde med jer.
I har stået ved jeres ord og sikret at jeg følte mig tryg i at dele vores historie med jeres hjælp.

Jeg vil gerne sige tak til Fotograf Frederikke Brostrup, som har taget de smukkeste billeder af os som familie – jeg glæder mig til besøg igen her i foråret 2019.

Jeg vil gerne sige tak til Julie Keldborg Malmos – den sejeste normkritiker jeg kender og et utrætteligt øre, når jeg har haft brug for at reflektere op imod et sind fri for samfundets snævre normer.
Børne-feminister – var det ikke dét vi blev enige om vi var?

Jeg vil gerne sige tak til Doula-Mama Anne-Kathrine Perez – den dejlige online støtte, som igen og igen har lyttet til mig, givet virtuelle kram og som var den der pegede mig i retning af podcasten “How To Be A Girl”. Det var “vendepunktet” hvor jeg fandt mig selv, i rollen som mor til dette lille stjernebarn.

Jeg vil gerne sige tak til Cecilie Burkal Cohrt – som med sin skønne normkritiske og yderst uhøjtidelige person, igen og igen har snakket med mig om at jeg gjorde det godt, at jeg var på rette vej og at min unge var helt som den skulle være.

Jeg vil gerne sige tak til Storms pædagoger fra børnehaven (da han stadig gik der) – I har været en kæmpe støtte og I har bakket op og vist mig og Storm, at verden er knap så uforstående, som jeg var bange for.
I har givet Storm den BEDSTE start på mødet med verden – en start der har styrket ham og vist ham at der ER plads til ham.

Tak til Camilla Tved – normkritisk jordemoder og sexolog (og superstjerne), der kom susende ind fra højre da jeg bad om hjælp til at få styr på mit fokus, i forbindelse med mine forberedelser til at fortælle vores historie.

Og sidst men ikke mindst, vil jeg gerne sige tak til vores familie, som har bakket op fra første færd. Jeg ved godt at I var lidt undrende til en start – men I holdt rum til Storm og viste ham, at han er elsket, ønsket og værdsat for den person han er, uden nogen former for betingelser.


Har du også et kønskreativt barn? Mangler du nogen at snakke med om lige det – uden frygten for fordømmende kommentarer og rullende øjne?

Jeg har lavet en facebook gruppe for forældre til børn der bare gerne selv vil bestemme hvordan de udtrykker sig – og du er hjertelig velkommen.


Medier:

Hvis du vil se opslagene og høre eller lytte til indslagene fra diverse medier, så har jeg samlet dem her.

Jeg vil gerne advare imod at kommentarsporene kan være ret voldsomme – men også utrolig opløftende.

Tv2 Facebook opslag med klip fra Go’Morgen Danmark. (Et opslag der selv nu, 14 dage efter, får mange kommentarer hver dag):

Tv2 Nyhedernes facebook opslag med en artikel om Storm:

Radio 24Syv Morgen’s facebook opslag – som er VIRKELIG opløftende:

Radio 24Syvs podcast – i 2 afsnit (??) – hvor lytterne giver den gas med fordømmelse i første linkede afsnit – og jeg kommenterer i det andet:

Første afsnit:

Andet afsnit:

Alt for Damernes facebook opslag:

Vores Børns facebook opslag:



3 Comment

  1. Julie says: Svar

    Ej, hvor er du bare en fantastisk og sej mor! Har fulgt med i medierne og håber og tror, jeg vil gøre præcis som dig, hvis en af mine drenge vil gå i kjole.

  2. Sascha says: Svar

    Jeg sidder her med tårer i øjnene… Sindsygt rørt over hvor fantastiske forældre I er, ikke kun til Storm, men for dem alle 4, de får en fantastisk ballast med hjemmefra…

    Jeg er vild med at I lytter til Storms ønsker, og ikke putter ham i pige/drenge kasser, men istedet lader Storm være Storm…

    Tak for jer! ❤️

  3. Tove Rump says: Svar

    Tak, for at dele den smukkeste og stærkeste og modigste fortælling om dit – og jeres – rige liv sammen med Storm, Mia.

Hvad tænker du?