Har SuperMødre også brug for hjælp?

Der er lidt stille her pt og det fortsætter nok lidt endnu.

Sommeren er kommet og det betyder ture til badesøen, vandleg i haven, gynger der skal skubbes og iskold cola og 3 min med benene op.

Ideerne til indlæg opstår i ca samme hastighed som mælkebøtterne og græsset imellem fliserne – de kan ikke stoppes, kun bekæmpes, ignoreres eller accepteres og elskes for den ihærdighed de lægger for dagen og det smukke i vildskaben.

Tiden er bare ikke nu.

Siden December har min mand været syg. For at sige det mildt. Taget så mange smertestillende at han også blev syg af dem. I perioder ligget i sengen 23 ud af døgnets 24 timer. Fuldstændig ude af stand til at påvirke sin situation og uden mulighed for ordentlig smertedækning trods lægernes ihærdige forsøg på at hjælpe.

Bivirkninger af smertestillende er … smerter! Og kvalme. Og manglende sult. Og smadret immunforsvar fordi immunforsvaret som bekendt sidder primært i mave-tarm.

Jo det har skam været nogle sjove 6 mdr.

Og jeg har fortsat i samme tempo som normalt + at jeg naturligvis har skullet hjælpe ham, hjælpe børnene med at forstå at han var skidt og slet ikke kunne være sammen med dem.

De pauser der plejede at være til at jeg lige kunne få en lur eller 30 min uden nogen kaldte har ikke været der.

Han er ok nu – og nu vælter læsset.

Nu er det muligt for det at vælte.

Og nu kan min krop ikke mere – og for at være helt ærlig, så aner jeg ikke hvordan jeg overhovedet stadig er her, med levende børn und alles.

Det er virkelig mere held end forstand.

Jeg har besluttet at få professionel hjælp – for min psyke har brug for førstehjælp.

Så der vil være stille her lidt. Måske mere end lidt.

Jeg er her stadig, jeg er stadig glad (indenunder alle de syrede tanker min reaktion på alt det her giver mig) og jeg har stadig masser af mod på bloggen og alle mine drømme.

Lige nu er det bare tid til at sætte tempoet ned.

Måske jeg vil prøve med en anden form for blogging – en form der ikke kræver 40 henvisninger og screenshots – men blot skrive og have tiltro til at I, mine læsere, ved at jeg naturligvis KAN henvise, hvis nogen stiller spørgsmålstegn ved validiteten af mine ord.

Måske jeg vil skrive mere om mig, mine tanker om forskellige ting, om dagligdagen, om børnene.

Måske jeg vil joke mere, skrive mere ligefremt, skrive fjollede indfald.

Jeg ved det ikke endnu.

Jeg ved bare at tempoet skal ned – helt helt ned!

Over and out – fra haven med nøgne børn der leger og en mor der tænker at de der mælkebøtter vist også var gode for bierne, så græsset skal ikke slås anytime soon.

/ Mia

PS – Seir bliver 1 år imorgen! Hvor syret er det ikke lige.

Jeg ville have delt en fødselsberetning med en masse fede billeder – det har jeg haft planlagt siden han blev født nærmest.

Det kommer så ikke til at ske – men I får et billede, et billede jeg har glædet mig til at dele og som jeg endelig KAN, uden frygt for at blive bannet. Instagram og Facebook har nemlig endelig tilladt ucensurerede billeder fra fødsler.

6 Comment

  1. nannajnsson says: Svar

    Kram til dig Mia <3 Hvor er det forståeligt at du sætter tempo og forventninger ned og lytter til dig selv!
    Jeg glæder mig til fortsat at følge med i hvad du skriver om, uanset på hvilken måde det bliver.

    1. Mia says: Svar

      Tak søde Nanna

  2. Pernille Sørensen says: Svar

    Du ønskes “god bedring” herfra. Godt du tager imod hjælp.
    Jeg har selv været igennem en hård periode med vores familie. Med en kæreste der har fået tunnelsyn og ikke længerer må kører bil. Til vores yngste har været så syg at jeg har passet ham hjemme på paragraf 42 de sidste mange måneder mm.
    Har også overvejet at søge hjælp ved en psykolog.

    1. Mia says: Svar

      Årh det lyder også hårdt Pernille!

      Jeg kan allerede nu mærke hvordan det har lettet at jeg har fjernet “presset” fra bloggen. Altså det pres jeg har lagt på mig selv for at skulle laver ideerne og tankerne om til handling. Nu, med denne udmelding, har jeg parkeret det og det føles rigtigt godt, selvom jeg naturligvis lige skal arbejde på at slukke for hjernen og bare være 😉

  3. Janni Dam Ørskov says: Svar

    Mia, jeg tror på alt hvad du skriver!! Når jeg læser sådan en beretning, får jeg virkelig lyst til at hjælpe dig og din skønne familie!! sender hvert fald en masse kram og tanker jeres vej!! Kram <3 <3 <3

    1. Mia says: Svar

      Tusind tak Janni.

      Kram hjælper altid – og det hjælper særligt at du skriver at jeg har din tillid. Det er for mig et kæmpe kompliment og jeg håber jeg kan blive ved at gøre mig fortjent til den <3

Hvad tænker du?