Gæsteindlæg: Nej, alt er ikke godt i netop dit barns institution.

Om skribenten:
Kvinde i 40’erne som er uddannet pædagog og har over 10 års erfaring i vuggestue. Bor til daglig i hjertet af en storby.

Jeg har gået hjemme i knap 8 år med et barn, der aldrig har været i institution, som nu går i skole.

Jeg har uddannet mig på ny, så jeg kan blive selvstændig, da jeg ikke ønsker at komme tilbage som pædagog.

Jeg er stolt af at være pædagog og har en forkærlighed til babyer/børn og deres udvikling og trivsel, men pga. vilkårene ønsker jeg ikke at komme tilbage i faget.
Jeg vil i stedet bruge mine kompetencer på anden vis.

Ja, pædagoger tilpasser det de siger til forældrene – også i DIN institution.

Jeg er pædagog og har over 10 års erfaring i vuggestueverden.

Dog er det ved at være 9 år siden, jeg sidst satte mine fødder i en vuggestue som pædagog.

Jeg kan godt nikke genkendende til problematikken, som beskrevet af Mie i hendes gæsteindlæg “Det store forældrebedrag” og Mie fra Kulturkritisk Forum.
Men jeg oplevede den i forhold til mig selv, mere som et etisk dilemma.

Jeg vil dog lige sige, jeg ikke har set nogle af de udsendelser der har været, da jeg ikke kan holde til det. Får det virkeligt dårligt, da jeg selv har været en del af de presset pædagoger. Derfor ved jeg heller ikke, hvad der præcis kommer frem i dem.
Men jeg kender til min egen oplevelse. Det har altid og siden rørt mig meget, i forhold til det, at skulle være ærlig og holde igen over for forældre.

Man gør det så godt man kan- og afvejer om man skal være ærlig.

Når man sad om morgen og hele huset var ved at brænde sammen, forsøgte jeg altid at være overskudsagtig, imødekommende, “her går alt godt” for at møde babyer/børn og forældre med en tryghed. Børnene skulle have en god start på dagen, samt forældre skulle være trygge ved at aflevere, så børnene ikke kunne mærke deres forældres utryghed og derved blive utrygge og få en dårlig start.

Ofte havde jeg mest lyst til at sige: “Ta’ dit barn med hjem igen, for idag bliver en lorte dag for alle”, men jeg vidste også de fleste forældre var presset fra arbejdets side.

Der har dog været få forældre, hvor jeg vidste det var en mulighed, så sagde jeg det. Men det var meget få, i det område jeg arbejdede i.

Det har aldrig været fedt, men jeg tog udgangspunkt i, hvad der ville være bedst for de børn, der skulle være i vuggestue.
Hvis forældrene spurgte direkte, fik de altid et ærligt svar. Dog efterlod de deres børn alligevel

Når forældrene hentede deres børn, var jeg altid ærlig. Hvis jeg ikke vidste, hvordan deres barn havde haft det, sendte jeg dem videre til en, som jeg vidste vidste det.
Hvis det havde været en af de dage, hvor alt var det rene helvede, hvor alt handlede om overlevelse, fik forældrene det af vide. Jeg må ærlig indrømme, jeg så undlod at fortælle, jeg måske ikke havde set deres barn, som jeg gerne ville. Men jeg undlod helt at fortælle om deres barn, men fortalte allround.
Det var virkelig hårdt og var ikke tilfredsstillende, men det var det, jeg magtede for at passe på mig selv.

Det var umuligt at råbe forældrene op.

Jeg sad også i forældrebestyrelsen som personale repræsentant, hvor jeg aldrig lagde fingrene imellem. Forældrene i bestyrelsen synes det var under alt kritik, at det var de vilkår deres børn var under. De bebrejdede aldrig os på gulvet, men de vilkår vi arbejdede under, som gik ud over deres børn. De lavede opråb til forældrene, og forældrene kunne kun være enig om det var for ringe.

Men når så forældrebestyrelsen forsøgte at få forældrene på banen, var der tavs! Maks 5-6 forældre ud over bestyrelsen bakkede op i en institution med over 120 forældre til trods for, de fik sandheden af vide. Så mister man også modet som pædagog.

Når vi som personale markerede os, havde vi igen kun opbakning fra få forældre, hvor vi ellers kunne lægge øre til, hvor synd, hårdt og besværligt det var for forældrene og de problemer de ville få med deres arbejde, hvis vi lukkede institutionen. Nogen blev direkte vrede og rettede det mod os personale.

Det fik mig til, at føle mig magtesløs og til sidst opgave man lidt. Forældrene vente alligevel ører, øjne og ryg til, trods det var deres små pus det gik ud over. Vi taler helt ned til 9mdr.!

Jeg har taget konsekvensen og mange af mine kollegaer er også forsvundet eller på vej væk.

Det gjorde også at jeg, da jeg gik på barsel i 2011 med første (og eneste) barn, sagde at jeg ALDRIG sender mit barn afsted, for det skal ikke et sted hen, hvor jeg ikke selv kan være.

Jeg kender mange pædagoger, men kender INGEN som kan fortælle noget positivt.
Mine oplevelser er 9 år gamle og fra dem som stadig er i “marken”, er det ikke blevet bedre

Langt fra..

Idag kender jeg flere pædagoger der har opgivet, blevet meget syge med stress eller kæmper til de har fundet en ny vej i livet. Selv har jeg fundet en ny vej og vil ikke tilbage i pædagogfaget.

Idag er jeg ikke bange for, at sige sandheden.
Når nogle forældre siger, at der ingen problemer er i deres børns institution, kan jeg godt være fræk at sige, det er indtil den sidste forældre har forladt skuden, for så synker den.
Pædagoger holder skansen indtil da, for at forældre kan aflevere deres børn, så børnene er trygge.

Jeg har haft mange diskussioner med forældre siden, hvor jeg har prøvet at ruske i dem, men igen oplever jeg meget, en afstandtagen fra problemerne. Hos dem går det super godt!!

Kender også til folk i kommunen, som ikke kender til gode institutioner, men kender til institutioner, der klare sig bedre end andre.

Så personlig tror jeg ikke kun det drejer sig om en tavshedskultur, men også en vurdering for, hvad der er bedst for barnet og i afmagt.

Selvfølgelig er det ikke i orden, at direkte at lyve, som jeg kan forstå der bliver gjort i de udsendelserne, men jeg tror tavsheden handler om rigtig meget.. Presset pædagoger, opgivende pædagoger og dårlig pædagoger (da flere af de dygtige flygter)

Forældre – kom nu ind i kampen! Pædagogerne kan intet uden jer!

Men jeg oplever også, at forældrene ikke tager deres ansvar i problematikken, hvilket altid har undret mig.
Bor selv i en storby, hvor job er en stor del, af forældrenes identitet, så det går ud over deres arrangement i forhold til deres børn.

Det er ikke hermed sagt, at forældre ikke vil deres børn det bedste, men mangel på viden og informationer gør, at forældre ikke er klar over, hvilke konsekvenser det har.
Samtidig lever vi et samfund hvor børns ret og behov står i skyggen for et arbejdsmarked der løber med 180 i timen uden at se sig tilbage, hvilket presser forældrene.

Derfor tror jeg, deres dårlig samvittighed bliver dækket ind med, at “det tager børn ikke skade af “.

Skribenten er anonym, men identiteten er naturligvis kendt af mig.
/ Mia

Hvad tænker du?