Indlæg af Mie Leonhart Husum Rinken – #FraBypigeTilBonderøv
Følg Mie på Instagram

Nu er der blevet så snævert, at elefanten i rummet snart ikke kan vende sig længere.

Vi er nødt til, at italesætte det tillidsbrud, som pædagogerne og deres ledere i de, danske daginstitutioner har udsat børnene og deres forældre for. 

Det er dybt problematisk, at forældrene ikke aner, hvad der foregår i institutionerne, når de afleverer deres børn. Og når forældrene så efter en lang dag på arbejde, kommer for at hente deres børn, så får de åbenbart stukket en plade om, hvordan barnets dag har været. Ifølge pædagogerne selv fordi, at de er så få pædagoger til så mange børn, at det nærmest er umuligt at holde styr på.
Men det er ikke sandheden forældrene får, når de henter deres børn.

Se fortællinger fra pædagoger om hvad der virkelig foregår i institutionerne – anonymt, da de frygter for deres job.

Pædagoger har landet over bekendt, at der hersker en tavshedskultur omkring, hvad forældrene får fortalt om dagligdagen for deres børn. Vi har alle set fire dokumentarer om hverdagen for de mindste, som beskriver, både med og uden skjult kamera, at børnene ikke altid har en fest i institutionen. Nærmere det modsatte.

Det bemærkelsesværdige er, at ALLE de forældre, som blev interviewet i de forskellige dokumentarer, samstemmende fortalte, at de var overbevist om at lige præcis deres barn trives.
Men sandheden viste sig at være en anden! 

Det betyder ikke, at alle børn i daginstitutioner mistrives eller at den mistrivsel resulterer i psykiske eller sociale problemer senere i livet.

Men det kan betyde, at børn får et forvrænget selvbillede og det kan resultere i mange af de udfordringer som vi ser børn, unge og voksne slås med i dag. 

Derfor kan man også undre sig over, at der kun findes varslede tilsyn i institutionerne og at de øjensynligt ikke har kutyme for supervision, som ellers kunne bløde op for det, som tegner et billede af en kedelig arbejdsgang.

Jeg tror, at lige præcis den virkelighed er ved, at sive ind i de danske børnefamilier.

Og derfor bliver det også et stort tillidsbrud, når pædagogerne i misforstået hensynsfuldhed lyver og fortæller en anden historie.

Se flere fortællinger fra pædagoger, om hvordan de presses til at lyve for forældrene.

Det undrer mig, at vi endnu ikke har hørt landsdækkende medier afdække historien om, at alle landets institutionsledere inviterer forældrene til møde med ét punkt på dagsordenen: et møde hvor de siger undskyld for tidligere praksis, og lover at den praksis stopper nu.

Det er et problem, hvis forældrene ikke kan ytre disse bekymringer, uden at den faggruppe, som jo rent faktisk har et ansvar og en andel i de her forhold, tager det nært og føler sig angrebet.

En anden måde, at tilbagevinde forældrenes tillid på, kunne være at pædagogerne lavede en storstrejke. Står ved deres ord om, at børnene kommer i første række og låse dørene til institutionerne indtil politikerne åbner pengekassen.
Også selvom at det vil få konsekvenser for pædagogerne, for lige nu er de som mærker konsekvenserne mest børnene og det kan da ikke være rigtigt?

Det er følsomt, at arbejde med mennesker. Jeg kender det selv. Man knytter bånd gennem sin profession og det gør let en eventuel kritik af arbejdet, til en kritik af den arbejdende.
Men skal samarbejdet mellem forældre og pædagoger bestå, så skal der ikke kun indrømmelser på bordet, men også en betingelsesløs undskyldning.
Faglig stolthed må ikke veje højere end børnenes trivsel.

Børnenes trivsel må og skal være den altoverskyggende dagsorden, blandt de som tager sig af børnene.
Kan det ikke lade sig gøre, så må de voksne sige fra, nej de skal råbe fra.
De er dem som kan handle på børnenes vegne.

/ Mie Leonhart Husum Rinken

Mie er i 2020 aktuel med et foredrag, som stiller skarpt på hendes egen vej #FraBypigeTilBonderøv og alle de refleksioner det har affødt.

#HerErDerEnVoksen
– min vej mod et meningsfuldt forældreskab.

Hvordan i alverden får man i 2016 den idé at forlade arbejdsmarkedet og storbyen i sin bedste alder for at tage børnene ud af institution og flytte til en ødegård på Lolland?

Idéen tog til over tid og vi tog springet, det blev for os begyndelsen på en meget anderledes og mere meningsfyldt og nærværende hverdag.

Ofte portrætteres hjemmepassere som en hård gruppe af langtidsammende, samsovende og frelste speltmødre, men sådan behøver det slet ikke at være. Jeg inviterer indenfor i en hjemmepassende familie, som de fleste kan relatere til.

I foredraget taler jeg om vores rejse, vores tanker om mere frihed både fysisk og mentalt, som gjorde at vi gik fra tanke til handling. 

Jeg stiller skarpt på forældreskab anno 2020, og i den forbindelse går jeg tilbage i tiden, og ser på vores forældre og deres forældres generation for at følge den udvikling, som forældreskabet har været igennem. Endelig giver jeg mit bud på, hvor jeg tænker, at forældreskabet er på vej hen. 

Hvem er Mie Leonhart Husum Rinken ?

Mie er et kendt ansigt i den familiepolitiske debat, dels fra hendes blog “Frabypigetilbonderøv”, dels fra deltagelse i Debatten på DR2 og TV2News.
Derudover har Mie skrevet debatindlæg i bl.a. Jyllandsposten, Berlingske Tidende og Debatt.dk.
Mie har været emne for artikler i Politiken, magasinet Mama og gæstet morgenholdet på Radio100.
Mie medvirker desuden i en kommende dokumentar om mødre og bekymringer, som bliver sendt på DR1 i januar 2020. 

Mie er medstifter af græsrodsbevægelsen Parents’ Corner, som faciliterer dialog forældre til forældre.

Kontakt Mie Leonhart Husum Rinken via mail mieleonhardt (@) gmail.com eller på tlf. 26463034.

Følg Mie på Instagram her:

https://www.instagram.com/frabypigetilbonderoev

*Beretninger fra pædagogerne er story highlights fra Kulturkritisk Forum*
Du kan følge Kulturkritisk Forums fokus på tavshedskulturen her:

View this post on Instagram

“I am aware that many nurseries never engage emotionally with their children, maintaining a professional detachment. One nursery manager I know instructs her staff not to hug crying children because “it will make them soft”. Nurseries have become big business. Large corporate structures are proliferating, with groups of nurseries being run from remote head offices where profit-driven, sales-oriented teams allow individual managers little say in the running of their nurseries” De her ord af den britiske psykolog og forfatter, Steve Biddulph, opsummerer desværre ret godt essensen af de beretninger fra institutionspersonale, vi de sidste dage har slæbt os igennem. Rædselsfuld læsning, der bærer vidnesbyrd om at der end ikke er plads til den praktiske og mekaniske minimumsomsorg for vores børn i institutionerne. Børnene placeres i virksomheder, der er drevet af profitmaksimering, og der skal de så få en god barndom, trygge relationer, et sundt følelsesliv og tillid til sig selv og sine omgivelser og medmennesker. Når noget så alarmerende, hjerteskærende og uudholdeligt for alvor går op for én, er det fristende at ty til skyldsspørgsmålet. Hvordan kan pædagogerne arbejde i det? Hvorfor siger pædagogerne ikke sandheden til forældrene? Hvordan kan ledelsen i institutionerne forsvare at drive virksomhed på børnenes bekostning? Hvorfor bliver forældrene ved med at aflevere deres børn til de vilkår? Hvorfor gør politikerne ikke noget? Det er jo alle gode og relevante spørgsmål. Men jeg synes egentlig ikke, det mest relevante er at tale om skyldsspørgsmål; om det er forældrenes, pædagogernes eller politikernes “skyld”. Det vigtige er den ENE gruppe af befolkningen, som bærer absolut ingen del af skylden: nemlig børnene. Og det er dem, der betaler den højeste pris. Vi må hver især tage vores del af skylden og ansvaret på os for at forbedre vores børns liv. Vi må alle erkende at det vi gør kollektivt for at give vores børn en god barndom på ingen måde er tilstrækkeligt, og at det nødvendigvis betyder at vi individuelt også må omprioritere for at tage vores del af ansvaret for at den nødvendige forandring sker. Fortsættes i kommentarspor 👇🏼

A post shared by Kulturkritisk Forum (@kulturkritiskforum) on

2 thoughts to “Gæsteindlæg: Det store forældrebedrag.

  • Pingback: Gæsteindlæg: Nej, alt er ikke godt i netop dit barns institution. – Familie Uden Filter

  • Danielle Mercier

    Jeg oplever desværre Mies indlæg som forsimplende.

    Problematikken er der helt sikkert, at forældre ikke har det samme billede af daginstitutionsvirkeligheden for børn, som pædagoger og ledere har.
    Men det Mia glemmer, det er at vi ikke er ude i overlevering af neutrale virkelighedsobservationer alene.
    Vi taler et samarbejdsforhold, forældre og pædagoger imellem, hvor forældre i hænderne på os pædagoger afleverer det dyrbareste, de ejer – ofte med dårlig samvittighed, angst eller ondt i hjertet.

    For mig, som pædagog svarer den situation til situationen, hvor jeg skal have en alvorlig hjerteoperation. Selv om jeg ved, forholdene er alvorligt nedbesparede på hospitalet, så gider jeg IKKE høre sygeplejerske eller læge lige inden operationen sige, at det blir nok et risky foretagende, for nu er også operationskirurgen og operationssygeplejersken gået ned med stress.

    Med andre ord, der SKAL tales om problematikken i daginstitutionerne, forældre og pædagoger imellem, men det er IKKE noget simplificeret foretagende, det må ske med omtanke.
    Eksempelvis har jeg brugt det på forældremøder at gennemgå dagen time for time, med hensyn til, hvor meget personale, som er til stede omkring børnene.
    Eller jeg fortæller en mor, som har læst på min facebookvæg, hvordan dagen konkret har været, når hun henvender sig og spørger.

    Med de ovennævnte forhold taget in mente vender det sig ærlig talt lidt i mig over Mie, der i artiklen udtrykker forventning om, at pædagoger og ledere snarrst inviterer forældre til den store undskyldnings-ceremoni.

    Det er for mig udtryk for en meget enøjet og uproduktiv forståelse af kommunikationsudfordringerne.

    Lad os hellere tage hinanden i hånden – gerne sammen med fag- og forældreforeninger – på netop de sociale medier, protestaktioner, læserbreve og diverse andre offentlige aktioner og slå fast, at tingene er ikke som de skal være for børnene i de danske daginstitutioner.

    Og spørger I forældre eksplicit, til en konkret dags bemandingssituation, så skal vi selvfølgelig nok svare. Men forvent ikke, vi inden I går, med jeres barn på armen siger, at det bliver en forfærdelig dag for Johan, han kommer igen til at mangle den basale omsorg og tryghed, han er i behov for.

    Venlig hilsen Danielle Jeg oplever desværre Mies indlæg som forsimplende.

    Problematikken er der helt sikkert, at forældre ikke har det samme billede af daginstitutionsvirkeligheden for børn, som pædagoger og ledere har.
    Men det Mia glemmer, det er at vi ikke er ude i overlevering af neutrale virkelighedsobservationer alene.
    Vi taler et samarbejdsforhold, forældre og pædagoger imellem, hvor forældre i hænderne på os pædagoger afleverer det dyrbareste, de ejer – ofte med dårlig samvittighed, angst eller ondt i hjertet.

    For mig, som pædagog svarer den situation til situationen, hvor jeg skal have en alvorlig hjerteoperation. Selv om jeg ved, forholdene er alvorligt nedbesparede på hospitalet, så gider jeg IKKE høre sygeplejerske eller læge lige inden operationen sige, at det blir nok et risky foretagende, for nu er også operationskirurgen og operationssygeplejersken gået ned med stress.

    Med andre ord, der SKAL tales om problematikken i daginstitutionerne, forældre og pædagoger imellem, men det er IKKE noget simplificeret foretagende, det må ske med omtanke.
    Eksempelvis har jeg brugt det på forældremøder at gennemgå dagen time for time, med hensyn til, hvor meget personale, som er til stede omkring børnene.
    Eller jeg fortæller en mor, som har læst på min facebookvæg, hvordan dagen konkret har været, når hun henvender sig og spørger.

    Med de ovennævnte forhold taget in mente vender det sig ærlig talt lidt i mig over Mie, der i artiklen udtrykker forventning om, at pædagoger og ledere snarrst inviterer forældre til den store undskyldnings-ceremoni.

    Det er for mig udtryk for en meget enøjet og uproduktiv forståelse af kommunikationsudfordringerne.

    Lad os hellere tage hinanden i hånden – gerne sammen med fag- og forældreforeninger – på netop de sociale medier, protestaktioner, læserbreve og diverse andre offentlige aktioner og slå fast, at tingene er ikke som de skal være for børnene i de danske daginstitutioner.

    Og spørger I forældre eksplicit, til en konkret dags bemandingssituation, så skal vi selvfølgelig nok svare. Men forvent ikke, vi inden I går, med jeres barn på armen siger, at det bliver en forfærdelig dag for Johan, han kommer igen til at mangle den basale omsorg og tryghed, han er i behov for.

    Venlig hilsen Danielle

    Svar

Hvad tænker du?