Farerne ved at lytte til idioter.

Originalt indlæg af Tracy Cassels, PhD., Evolutionary Parenting

The Perils of Listening to Idiots

Oversat af Mia Bjørnfort, FamilieUdenFilter.dk

Al tekst på FARVET baggrund er Tracy Cassels oversatte indlæg.

Al tekst på hvid baggrund er min, Mia Bjørnfort.


Tracy Cassels fra Evolutionary Parenting er mit spirit animal – virkelig. Jeg. Elsker. Hende. !!

Nedenstående er hendes indlæg, med 4 år på bagen efterhånden – og jeg er ENIG i det hele! Det er lige præcis sådan et brøl jeg også har lyst til at lave engang imellem – og jeg VED at I sidder mange derude som mildest talt savner sådan en omgang. Ikke fordi I nødvendigvis vil “bruge” det overfor nogen – men fordi I også har brug for LUFT, for ikke altid at skulle have så meget forståelse og rummelighed og arrrggghhhh – jeg ved I kender det, for jeg får jeres beskeder omkring hvordan I kan og “må” reagere på folks uopfordrede kommentarer og “gode råd”.

Derfor har jeg spurgt om – og fået lov til – at oversætte og reblogge.

Hun kommenterer på en specifik artikel – altså en “reaktion” på noget hun har læst, helt ligesom jeg plejer. Men udmeldingerne i artiklen hun har læst, er så klassiske, at hendes reaktion mildest talt dækker hverdagen for de fleste som praktiserer blidt forældreskab (attachment parenting, ifavn, bevidst forældreskab, evolutionært forældreskab mm.)

Hun starter med en lille disclaimer – og den er jeg OGSÅ enig i.

Hun skriver:

Jeg er rimelig god til at holde det her skriveri til videnskab, meningsdannelse og tanker om, at uanset om du er enig eller ej, så kan du godt opføre dig pænt.

Ikke idag! Idag har jeg fået nok. Så du får lige en fair advarsel om, at hvis du er her, for at læse noget der forsøger at udbrede forskning og videnskab på en venlig og letfordøjelig måde, så er dette indlæg nok ikke for dig. Hvis du ikke kan li at læse bandeord eller foretrækker at jeg altid holder mig til bolden og ikke synker til niveauet hvor jeg kalder folk navne, så er dette indlæg nok ikke for dig.

Til resten af jer, så håber jeg I kan forstå, at efter i flere år at have skrevet, har man nogle gange bare brug for at få luft… Og det er så nu…

Så – hvis I er klar på INDLÆGGET der om noget kan give luft, så træk vejret dybt og “Let the fun begin” 😎 

Hun skriver:

I går fik jeg tilsendt et link til en helt tåbelig artikel i The Atlantic (en avis, red), en publikation, som jeg plejer at nyde. Den hedder “Farerne ved Attachment Parenting” (Ifavn – Blidt forældreskab), og i den proklamerer forfatteren – en “forældrekonsulent” – hvordan Attachment Parenting er dårlig for familier. Hun er ikke den eneste, men det er den samme retorik, der igen og igen høres af folk som Gina Ford eller Tizzie Hall, eller de fleste, der forsøger at fortælle forældrene at deres vej, er den eneste vej.

Problemerne med Attachment Parenting?
(Ifølge Fru Emma Jenner, i artiklen fra The Atlantic)

1: Amning på efterspørgselogså kendt som friamning.
Ifølge Fru Emma Jenner er det bare ikke noget der kan fungere i det lange løb. Ikke at sætte baby på en tidsplan, har den forfærdelige konsekvens at mor kan ikke få gjort ting, fædre eller ikke-amme forældre kan ikke fodre barnet og baby måske bare vil have mor i en periode, babys søvn er forstyrret, hvis de spiser om natten og så videre. Kort sagt: Som mor vil dit liv blive ødelagt, og du vil aldrig “komme tilbage” fra det.


2: Samsovning.
Jeg troede faktisk, at hun lavede sjov, da hun beskrev farerne med at sove sammen som: “[babyer] bliver vant til at sove med en varm krop og hjerteslag.” Ohh skræk !!! Åh – det betyder også, at babyer spiser efter behov, og som i punkt 1 er det tilsyneladende forfærdeligt, og mor betaler prisen resten af ​​hendes liv. Der er også tale om at skulle lære dem at “self-soothe” og alt det bras, fordi du ved jo nok, at alle babyer kan sove igennem natten ved 4 måneders alder, hvis du forlader dem alene og ikke reagerer, når de vågner.

3: Babywearing. (Babybæring – at bære barnet i vikle/slynge/armene).
Hvordan skal du have sex, hvis du altid har fået et barn spændt fast til dig? Ærligt, det er bekymringen. Børn, der bliver båret, vil tilsyneladende aldrig acceptere at være på et legetæppe, og vi ved alle, det er dér det er tid til noget hanky-panky. Du kan heller ikke få noget andet gjort, når du praktiserer babybæring, ifølge Fru Jenner.

4: At reagere på din babys gråd.
Attachment Parents er tilsyneladende så bekymrede over ethvert ståhej, at de aldrig lærer at reagere på deres barns behov. I shit you not, det er hendes argument.


Som sagt er dette næppe nyt eller unikt, det er en meget fremherskende holdning til enhver form for lydhøre forældre (attachment, evolutionary, blidt forældreskab, ifavn osv.). Kort sagt, folk ser det som uholdbart, noget der ikke holder i længden.

Jeg har dog et spørgsmål:

Tager du pis på mig eller er du seriøst så dum

Hvis du tror på det bras, er jeg forbløffet over, at du kan klæde dig på om morgenen – for min 4-årige har bedre forståelse, for de forskellige behov hos forskellige individer, i forhold til tid og udvikling, end dig. Sidste gang hun troede, at en baby ikke behøvede anderledes svar fra sine forældre, end en 10-årig, var da hun næsten ikke kunne tale, ikke kunne tage tøj på selv og stadig havde brug for mig til at tørre hendes røv.

Ja, det er rigtigt, min BØRN forstår babyer bedre end jer idioter. Hun ved, når hun leger med et yngre barn, at hun skal være mildere, at baby måske har brug for hjælp, at barnet måske har brug for mor omkring sig mere end hun har; Kort sagt, hun ved, at baby er begrænset på måder, som hun, som et ældre barn, ikke er.

Du er en voksen med en fuldt fungerende hjerne (selvom det måske er til diskussion på dette tidspunkt), og alligevel formår du ikke at forstå, at INGEN foreslår, at hvordan vi behandler vores børn som helt små, vil være hvordan vi behandler vores børn for resten af ​​deres liv – eller at være lydhør/responsiv er lig med at være ligeglad/laissez faire.

Hvor forbløffende det end er, så ændrer børn sig, når de vokser, deres behov ændrer sig og vi reagerer på dem, som de er på det specifikke tidspunkt. Hvis du ammer efter behov betyder det IKKE, at du vil give dit barn, et nyt glas mælk lige, når du har sat dig til aftensmaden eller at hvis du samsover eller bærer din baby, så vil din 10-årige styre huset så du kører ham rundt over hele byen, lige når han vil. (Fuldstændig lige som at du ikke fordømmer dit barn til smerte og lidelse for resten af ​​sit liv, bare fordi du IKKE samsover.)

Hvis vi accepterer det her pis om, at denne type forældreskab er uholdbart (selvom jeg nu gerne vil spørge dig om, hvordan vi som mennesker overlevede, hvis det var så uholdbart, da det er, hvordan vi har været forældre i hundreder af tusinder af år), skal vi stadig se på, hvad du rent faktisk siger virkelig om disse metoder.

Sååå …

Lad os tage et kig på de såkaldte “farer” af responsiv forældreskab/attachment parenting/ifavn igen …

1: Amning på efterspørgsel (dette bør reelt være “madning på efterspørgsel” for det gælder også flaske).
Dette anbefales ikke kun af fortalere for attachment parenting (ifavn mm – I forstår), men af ​​læger, ammevejledere, forskere osv.

Hvorfor?
– En nyfødt har en mave på størrelse med en ært, så medmindre du anbefaler, at forældre SULTER deres baby, fodrer du den, når den er sulten, ikke efter DIN ide om, hvornår den skulle være sulten.

– I forbindelse med ovennævnte punkt er madning (bryst eller flaske) i et striks skema forbundet med en række negative resultater, herunder, men ikke begrænset til, kognitive problemer [1], øget risiko for gulsot [2] [3] og mistrivsel (failure to thrive) [4] [5] så faktisk anbefaler du, at forældre sætter deres babyer i fare dit røvhul.

– Amning efter behov hjælper amningen. Eller rettere: at amme efter skema er forbundet med (for) tidlig ophør af amning [6]. Dette gælder især for natamning, som du virkelig har problemer med. Igen, spædbørn, hvor der går lange perioder mellem madninger, har en højere risiko for mistrivsel eller ikke at få nok mælk; som nævnt i [7], “Ammede spædbørn har en tendens til at skabe en faldende produktion med en faldende efterspørgsel og kan komme ind i en ond cirkel, der slutter i uigenkaldelig svigt af mælkeproduktionen.”


2: Samsovning.
Først skal du være opmærksom på, at co-sleeping refererer til både sengedeling og rumdeling. Hovedpunktet for responsivt forældreskab, er at have din baby tæt på dig om natten og for nogle betyder det i en seng, for nogle er det i en barneseng eller vugge ved siden af ​​sengen. Argumentationen for rumdeling er meget klar, det betragtes som den sikreste mulighed for babyer og anbefales af alle sundhedsagenturer, da den har den laveste risiko for SIDS (vuggedød) [8].

Men hvad med sengedeling?

– Du har ret det er forbundet med rare følelser være tæt. Jeg er klar over, at i en verden, hvor vi forsøger at hærde vores børn og babyer med det samme, så de bliver voksne og usikre og ikke kender trøst eller hjælp, går dette imod samfundets norm. Nogle af os ønsker dog, at vores børn associerer søvn med følelser af kærlighed, komfort og lykke, og det er en af ​​de måder, der virker for VORES børn og VORES familie. Vi ønsker ikke børn, der frygter aftentid, når de er ældre eller føler, at deres forældres lydhørhed og kærlighed slutter, når solen går ned (som i virkeligheden ikke har noget at gøre med samsovning, og alt at gøre med lydhørhed, da du stadig kan reagere responsivt med en baby i egen seng eller endda værelse). Vi, i modsætning til dig, mener, at det at være forældre er en opgave der skal dækkes døgnet rundt.

– For de af os der ammer, kan sengedeling faktisk øge mængden af ​​søvn vi får [9]. Ja, det er muligt at vende sig og amme vores babyer når de har brug for det (og ikke nar ikke dig selv – de BEHØVER det når de er babyer og mange også når de er ældre) betyder, at vores søvn er mindre afbrudt, og vi lider ikke af de meget virkelige farer ved søvnmangel.

– Du ignorerer det faktum, at babyer er fysiologisk umodne ved fødslen. Mange kan godt klare sig selv (hvorfor mange babyer har det godt i deres egne senge), men nogle babyer, der ofte kaldes “high need”/”sensitive”/”Signalstærke”, kræver, at deres omsorgsgivere hjælper med at regulere dem, og denne synkronisering er forbundet med babyers udvikling af selvregulering [10]. Natlig søvn er en måde, hvorpå voksne kan regulere spædbarnets fysiologi [11] [12] og holde babyen sund og i trivsel.

– Sikkerhedsargumenterne imod sengedeling kan håndteres ved at undervise familier i, hvordan man praktiserer sikker samsovning og hvordan man vurderer om søvnmiljøet er sikkert. Når vi ser på den reelle risiko for sengedeling, er det i virkeligheden en risiko med hensyn til USIKKER sengedeling, ikke sengedeling som sådan [13].

3: Babywearing.
Denne her var bare så dum, det er svært at se hvordan man skal svare, men here goes:

– Du hævder, at mor ikke kan få ting gjort, når hun bærer baby – bortset fra at det at bære, som brugt her i landet og rundt om i verden, er det, der gør det muligt for mor (eller far) at få tingene gjort. Mødre (og fædre) kan bære baby og get shit done!, det være sig at gøre rent, handle, spise, skrive osv.

– Babybæring styrker babyens “core” (den mest afgørende styrke i barnets krop, fokuseret omkring ryg, mave og bækken), som er fantastisk til senere styrke (og undgår behovet for mavetid) og undgår problemet med flade baghoveder, som er det der sker, fordi babyer bruger for meget tid fladt på ryggen. (hej hej legetæppe, dig har vi ikke brug for)

– Babybæring har vist sig at forbedre båndet og relationen mellem mor og baby i en gruppe af mor-baby par, der havde kendte risikofaktorer [14]. Selv når man kun benytter babybæring del af tiden med baby, øger den øgede fysiske kontakt synkroniseringen* og tilknytningen (det er gode ting, jeg er ikke sikker på du ved det).

– Hvad angår ideen om, at dit sexliv er ødelagt, fordi du accepterer at nyfødte kræver en masse berøring for at sikre deres trivsel og sundhed, så lad mig sige dette: Hvis dit sexliv kræver, at du ikke drager omsorg for et andet menneske, selvom de har brug for det , herunder en masse berøring, så skal du ikke have et sexliv, fordi det er det der fører til forplantning, og du er bestemt ikke klar til at passe på et andet menneske.

*”Synkronisering” imellem forældre-barn handler om at de kan aflæse og forstå hinanden igennem verbal og non-verbal kommunikation. Det skaber et helt essentielt grundlag for tilknytning og vi kalder det typisk “samhørighed” eller “bånd” – f.eks. “Båndet imellem mor og barn er stærkt”

4: At reagere på dit barns gråd.
Lad mig være meget klar her: Hvis du lykkes i at interagere med dit barn på en måde, der betyder, at de kun græder engang imellem eller slet ikke, så opfylder du deres behov – medmindre du følger den form for forældreskab, der betyder, at dit barn har opgivet håb om at få kontakt til dig, fordi de ved, at du kun tænker på dig selv (lyder det bekendt?). Du kan simpelthen ikke hjælpe dit barn, uden at kende deres behov eller vide, hvordan du læser dit barn. En endelig bonus: Responsivt forældreskab er knyttet til alle mulige positive resultater for børn, herunder empati, selvregulering og mere (for uddybning, se [15]).

Når det hele er sagt og gjort, er det klart, at din tilgang er, at det handler om forældrene, og babyer er her for at passe ind i den lille verden, vi har skabt og vil have. Det er holdningen at “Det er min verden, du lever bare i den” og det sutter røv. Fru Jenner forsøger at hævde, at det handler om balance – mærkeligt nok, for en vigtig del af attachment parenting (ja, du har vist, at du også er ude af stand til faktisk at læse) – er at forældre OGSÅ har behov, der skal opfyldes.

No shit Sherlock!.

Ingen siger, at forældre ikke skal og bør tage øjeblikke til omsorg for dem selv, men derimod siger at (a) vores spædbørn, især nyfødte, ikke kan tåle hovedparten af vores ØNSKER og (b) spædbørn også har behov, der må og skal komme før vores behov, simpelthen fordi de har brug for os for at overleve.
Lad os se og forstå det – at sove igennem om natten, når du har en nyfødt, at have sex regelmæssigt når du ønsker det, give din baby mad efter et strengt skema, der kun passer dig – det er IKKE ting, der er BEHOV for forældre. Det er ønsker! og ved at fortælle forældre at det er ok at ignorere de fysiske og følelsesmæssige behov deres nyfødte har, til fordel for hvad der gør os voksne “lykkelige”, viser du dig som intet mindre end en fortaler for egoistisk, uansvarligt forældreskab.

Ja, hvis du er en forælder, der EVIG og ALTID sætter dine ØNSKER over dine børns BEHOV, med begrundelsen at de skal “passe ind” eller den “lykkelige forælder = lykkeligt barn” (“Glad mor = Glad baby” = en eufemisme for at tage den nemme og egoistiske vej ud, mere ofte end det faktisk refererer til forældre, der tager sig af sig selv, for bedre at kunne passe deres børn), opfører du uansvarligt og egoistisk.

Deal med det eller GØR NOGET, men lad være med at bitche over at du udskammes eller får dårlig samvittighed eller andet shit.

Idéen om, at selvomsorg og balance er modsætningen til lydhøre forældre, er astronomisk dum og fortsætter myten om, at børn er der for at passe ind i vores liv og ikke kræver den slags omtanke, pleje og respekt, vi har råd til hos voksne, der er langt mere uafhængige og kompetente. Små babyer vil have brug for vores opmærksomhed og vores tid og en masse af det. Sådan overlever vi ikke bare, men trives. Som vores babyer bliver ældre, vil de ændre sig, og de vil længes efter og søge mere selvstændighed, og det er vores arbejde som forældre at give det til dem og sætte nye grænser.

Det betyder ikke, at du ikke kan nyde et glas vin med venner eller et langt brusebad, men det betyder at du sørger for at den lille person, der har brug for dig til at overleve, er okay, mens du gør det. Du ignorerer eller presser ikke dit barn, så du kan gå til en film. Du lader ikke dit barn græde sig i søvn, fordi du er for træt til at stå op klokken 3 og give ham mad (Hvordan end du giver mad) og være en ansvarlig forælder. Det gør du bare ikke.

At være en ansvarlig forældre betyder også, at du ikke giver efter for alle dit ældre barns ønsker (hvis du tror, ​​at din nyfødte græder fordi de kun “ønsker” mad eller en ren ble, skal du overdrage barnet til en person med i det mindste en halv fungerende hjerne).

Hvis den eneste måde du ved, hvordan du sætter grænser, er at sætte dem uhensigtsmæssigt – som f.eks. at ignorere dine babys behov, fordi det specifikke behov ikke er hensigtsmæssigt for en teenager – så skal du arbejde på det, fordi det er fucked up.

Det er også DIT problem, ikke din babys.

Som forældre er det vores job at gøre alt hvad vi kan, for vores børns trivsel, især når de er så afhængige af os. Når du har en baby, er det op til dig at gøre ofre eller finde kompromiser for at passe på deres velvære, uanset hvad en idiotisk forældrekonsulent eller babybog kan fortælle dig.

End of fucking story!!!

Ovenstående med farvet baggrund er en oversættelse af et blogindlæg fra Evolutionary Parenting, Tracy Cassels, PhD.

Kilder nederst i indlægget her, ligeledes med farvet baggrund.


Ahhhhhh…. Det var rart at få luft…

Som I ved, så har jeg utrolig stor forståelse for den KULTUR der er omkring alle disse ting – og jeg har selv været der, hvor jeg brugte alverdens besynderlige forklaringer, til at retfærdiggøre at jeg gjorde ting mod mit barn, som virkelig ikke var ok.

Når vi ved bedre, kan vi gøre det bedre.

Men det kræver at vi ÅBNER ØJNENE og tør se hvor stærk kulturen er og hvor mega hammer svært det er at vælge anderledes.

Får du dårlig samvittighed over noget i forhold til dit barn?
Så prøv – bare PRØV – at se på, om det er fordi du rent faktisk burde gøre noget andet.
Vores samvittighed er et helt unikt værktøj, som kan lede os i hverdagen – det kræver bare at vi TØR lytte, i stedet for at gå helt i baglås.

Kan du mærke at det er tid til ændringer – men du kan ikke helt se dig ud af det, så har jeg en masse indlæg – i en MEGET blidere tone, som du måske kan starte med 🙂
Du kan f.eks. starte med disse:
Low arousal – Forventningsafstemt opdragelse
Søvntræning og normal babysøvn – Løgnen der ikke vil dø
Snydt til ammestop – 3 situationer du skal være opmærksom på.
Ville du køre hjem 10 min inden dit idol gik på scenen – hvis du fik en SMS om at dit barn græd inderligt derhjemme?
Mommyshaming – når vi tager modet fra hinanden (Skrevet af skønneste Familiemakker)

Du kan også kigge på nogle af de podcasts som jeg anbefaler og selv har på listen over ting jeg skal høre.
Podcasts der sætter tankerne igang.

Og så er der også de sociale medier hvor der pt. er virkelig mange fine profiler, særligt på instagram.
Jeg kan nævne (Klik på deres navn) :
Familiemakker
Maj My
Børnetanker
Mie Wedsgaard Storm
JordemoderNaja
Unlimichild  / Barnafjorden
NeoHippie.dk
CelinnaMartinna
Slyngejordemoder
MattiasHundeboll
BlackBird Institute

Kender I flere, så smid en mail/pb

Og så vil jeg for god ordens skyld lige minde om:

/Mia

(Som føler sig meget modig lige nu og bare venter på en røvfuld kommentarer – og forhåbentlig også noget opbakning)

Kilder til det oversatte indlæg fra Evolutionary Parenting, Tracy Cassels, PhD.:

[1]Iacovou M, Sevilla A.  Infant feeding: the effects of scheduled vs. on-demand feeding on mothers’ wellbeing and children’s cognitive development.  European Journal of Public Health 2012. DOI: 10.1093/eurpub/cks012.

[2]Yamauchi Y, Yamanouchi I.  Breast-feeding frequency during the first 24 hours after birth in full-term neonates.  Pediatrics 1990; 86: 171-175.

[3]De Carvalho M, Klaus MH, Merkatz RB.  Frequency of breast-feeding and serum bilirubin concentration.  Am J Dis Child 1982; 136: 737-738.

[4]AAP Statement: http://aapnews.aappublications.org/content/14/4/21.abstract

[5]Cooper WA, Atherson HD, Kahana M, Kotagal UR.  Increased incidence of severe breastfeeding malnutrition and hypernatremia in a metropolitan area.  Pediatrics 1995; 96: 957-60.

[6]Brown A, Arnott B.  Breastfeeding duration and early parenting behavior: the importance of an infant-led, responsive style.  PLOS One 2014; DOI: 10.1371/journal.pone.0083893.

[7]Evans TJ, Davies DP.  Failure to thrive at the breast: an old problem revisited.  BMJ 1977; 52: 974-5.

[8]http://pediatrics.aappublications.org/content/128/5/e1341.full

[9]Ball H.  Bed-sharing and co-sleeping.  NCT 2009; 48: 22-7.

[10]Feldman R.  From biological rhythms to social rhythms: physiological precursors of mother-infant synchrony.  Developmental Psychology 2006; 42: 175-88.

[11]Mosko S, Richard C, & McKenna J. Infant arousals during mother-infant bed sharing: Implications for infant sleep and sudden infant death syndrome research. Pediatrics 1997; 100:841-849.

[12]McKenna J, Thoman EB, Anders TF, Sadeh A, Schechtman VL, & Glotzbach SF. Infant-parent co-sleeping in an evolutionary perspective: Implications for understanding infant sleep development and the sudden infant death syndrome. Sleep 1993; 16:263-282.

[13]Blabey MH, Gessner BD.  Infant bed-sharing practices and associated risk factors among births and infant deaths in Alaska.  Public Health Reports 2009; 124: 527-34.

[14]Anisfeld E, Casper V, Nozyce M, Cunningham N.  Does infant carrying promote attachment? An experimental study of the effects of increased physical contact on the development of attachment.  Child Development 1990; 61: 1617-1627.

[15]Grusec JE, Davidov M.  Integrating different perspectives on socialization theory and research: a domain-specific approach.  Child Development 2010; 81: 687-709.

You need to add a widget, row, or prebuilt layout before you’ll see anything here. 🙂

6 Comment

  1. Zahra says: Svar

    Fuldstændig enig! ❤️

  2. Wickie says: Svar

    Elsker det!!!

  3. P says: Svar

    SÅDAN Mia! Pisse god weekend til dig ❤️

  4. Simone says: Svar

    Sejt, du tør og stå forrest og sige det højt!

  5. Maja says: Svar

    Fedt fredagsskriv og er så enig med jer begge to, tak for at brøle op!

  6. Christina Enig says: Svar

    Tak, Mia, for et fint indlæg. Jeg deler dine og Tracy Cassels’ synspunkter 100 %.

Hvad tænker du?