Man kan klare alt alene.
Har ikke brug for hjælp fra nogen.
Uanset hvad der sker, så håndterer man det selv.
….. for det skal ikke hedde sig at man ikke engang kan tage sig af sin egen familie!
Jeg oplever at det er blevet nærmest skamfuldt at føle at det der forældreskab altså godt kan bruge en hjælpende hånd engang imellem.
Hvis børnene er syge.
Hvis forældrene er syge.
Hvis jobbet kræver lidt ekstra.
Hvis den ny baby holder fest om natten.
Hvis barnet med særlige behov har en periode med nye og mere krævende behov.
Hvis …… ja der kan være så mange grunde.
“It tales a village to raise a child” er et afrikansk ordsprog som Hillary Clinton brugte i sin bog “It takes a village and other lessons children teach us” fra 1995.
Ordsproget går igen i Attachment Parenting, fordi det på fineste måde illustrerer at opdragelsen af et barn (optimalt set) involverer et støttende netværk omkring barnet, forældrene og familien.
En mormor der kommer midt om natten når mor bare ikke kan mere.
En gudfar der tager over når fars evner med lappegrejet ikke rækker længere.
En nabo der kommer med en halv lasagne og et kram, en onkel der tager de store børn med på legeplads, en veninde som hjælper med at få enderne til at nå sammen, når skolearrangementer og pasning ikke helt passer sammen.
En online netværk, et venskab der startede til babycafé eller på sidelinjen af barnets fodboldkamp.
Jeg tror ikke på vi er skabt til at være alene.
Jeg tror ikke på vi er skabt til at sidde i hver vores lille murstens-kasse og føle os alene og pressede.
Jeg tror der ligger styrke i at sige “Jeg kan ikke det her alene – og jeg vil gerne bede om hjælp”
ER det virkelig så slemt at tænke at vi allesammen ville kunne få noget godt ud af at komme hinanden lidt mere ved?
Skal Moderen med 4 børn og en mand som arbejder meget (inkl i udlandet), skamme sig over at indse, at det der med at flytte 90 km væk fra mormor – med en p*ssedyr bro imellem dem – bare ikke var verdens bedste ide?
Skal hun skamme sig over at kigge på sin familie og tænke at mormors hænder 1-27 gange i ugen bare ville gøre en kæmpe positiv forskel?
Skal hun smøge ærmerne op og tage sig sammen, og finde en måde at få det til at virke på – alene, for det er jo hendes børn og “hende selv der har valgt at få dem”?
Jeg kan godt få en lille smule tudetur over at opleve at “det etablerede samfund” ser det som en svaghed, ikke at kunne stå helt alene – og som en fejl der er så graverende at det overskygger resten af denne moders forældreskab.
At de som står alene hyldes og de som ser at de måske nok kunne “klare det selv”, men ikke synes udgaven med at klare det selv er optimal, nedgøres.
Ligger der styrke eller svaghed i at tænke “Fuck, det var sgu ikke så smart det der jeg fik lavet der – hvordan kan jeg lave det om?” og så rent faktisk ændre det?
Jeg siger styrke.
Men det er naturligvis også mig der er den mor – så jeg er vel ikke super objektiv.
Hvad er jeres opfattelse af det her?
/ Mia
(Skrevet på bagsædet af bilen, imens mormor kører – vi skal nemlig på eventyr. …. hos Oldemor på Fanø)
Hej Mia
Jeg er så enig med dig. Jeg siger selv fra – jeg kan klare det hele selv (og det går desværre ikke godt). Jeg oplever, at de gange, jeg har bedt om hjælp, så har folk kun ville hjælpe ved at passe mit barn. Og det har jeg slet ikke været klar til. Jeg kunne måske bruge hjælp til opvasken, støvsugning, madlavning eller bare et menneske, der kunne være her og støtte mig i moderskabet. Det har været svært sådan- måske fordi det bogstavelig talt oversættes til, at de skal PASSE barnet UDEN forældrene.
Åh ja – det er også min erfaring! Nærmest uanset hvad – så handler det om at barnet skal “væk”, fordi det åbenbart er det som samfundet opfatter som aflastning.
Og der er med garanti forældre som har det sådan – jeg har selv været der.
Men, hvad med om vi prøvede at kigge på praktisk hjælp, for at sikre tilknytningen og kontakten til barnet og hele tiden holdt fast i at forældre-barn kontakten støttes først og fremmest – ved at forsøge med praktisk hjælp først.
Hej Mia. Jeg er ny følger her på bloggen og vil allerførst spørge, om hvorfor jeg ikke kan følge dig på Bloglovin? Nå, men udover alle de gode indlæg jeg lige har siddet og trawlet igennem de sidste par dage efter jeg opdagede dig, kommer du med det her indlæg. Det rammer lige i hjertet. Jeg er sådan en, der først som 30-årig fandt ud af, at det ikke nødvendigvis er en succes at kunne klare alt selv. Sådan har jeg ellers altid haft det mere eller mindre bevidst. Men mit liv er blevet nemmere efter det er gået op for mig, at jeg ikke behøver klare alt selv. Og at det eksempelvis er okay at jeg bruger min mor rigtig meget her efter jeg er blevet mor for første gang. Også selvom mit barn er ret nemt i forhold til andres børn! God tur til Fanø!
Hej Natasha.
Øhhh, det ved jeg faktisk ikke.
Jeg må google Bloglovin
Tusind tak for sine søde ord ❤️