Effektivitetskrav, manglende hænder, firkantede regler – og en baby der blev fanget i midten.

Vi har vist alle opdaget at der er en kamp i gang i Danmark.

En kamp om budgetter og omsorg.

En kamp i det offentlige om løn og vilkår – og et evigt truende effektivitetskrav.

Jeg skal ikke gøre mig til ekspert på området, for det er jeg virkelig virkelig ikke.

Men jeg har den sidste uges tid stået på sidelinjen imens Naja, Michael og deres døtre har været fanget i et mareridt – indlagt på børneafdelingen på Herlev Hospital.

Et mareridt der på fineste vis illustrerer hvad hele denne kamp handler om og hvordan vi alle – borgere som ansatte – er fanget i en nærmest tragikomisk problemstilling.

Vi vil gerne effektivisere for at være sikker på borgernes skattekroner bruges effektivt.
Vi vil også gerne sikre ordentlig omsorg for samfundets borgere.
Og vil vil gerne have de to ting til at gå op i en højere enhed uden at nogen kommer i klemme.

Men kan vi det?
Kan vi blive ved og ved at skrue på effektiviseringen uden at omsorgen smuldrer?

Da Naja var allermest frustreret sagde jeg henslængt at hun jo kunne blogge om det – og det gjorde hun så.

Naja skriver:

De danske hospitaler er i undtagelsestilstand.
Arbejdsgiverne vil forringe vilkårene yderligere? Det giver ingen mening.

Jeg vil fortælle jer en historie som er meget aktuel. Faktisk så aktuel, at vi stadig er indlagt.

Min yngste datter på 14 mdr blev indlagt torsdag den 22/3 om aftenen.
Vi ventede 7 timer i børnemodtagelsen før vi kom op på børneafdelingen. Det er jo meget standard, får vi af vide. Alle deres stuer har de udvidet med en ekstra sengeplads, for at imødekomme det faktuelle antal patienter.

Min datter har en kraftig lungebetændelse, og deraf en sammenklappet lunge. Hun kan derfor ikke ilte sit blod ordentlig selv, og skal have ilt i næse.

Senere finder vi også ud af, at hun har fået Adenovirus oven i. Dobbelt op på virus, sort uheld, der slår hende helt ud. Hun er sløv og sover hele tiden, vi har lidt til ingen kontakt med hende.

Hun vil heldigvis stadig have lidt bryst, men det udmatter hende mere og mere at amme.
Hun er ugen forinden sat i antibiotikabehandling, så hun har også diarre og væskeindtaget er derfor enormt vigtigt.

Min datters tilstand er gået op og ned, desværre har meget dette at gøre med travlheden i afdelingen. Jeg VED godt de har travlt. Jeg står selv med et ben i den anden lejr, idet jeg er jordemoder og arbejder på samme hospital.

Personalet har ikke haft tid til at give hende sin mad (på sonde) til tiden, nogle gange går der 2 timer når jeg hiver i klokken, en gang imellem kommer de slet ikke.

Efter en hel nat, hvor jeg var nødt til at bruge hendes sparsomme kræfter på at amme hende, fordi de stod med et hammerdårligt barn på en anden stue og kun var 2 ansatte til 30 patienter pga sygdom, foreslog jeg, at jeg selv gav hende sondemad. Både for at lette deres arbejde, men også for at sikre min datters sygdomsforløb bliver kortere.

Det er nemlig sådan at hvis hun bliver ved med at bruge sin energi på at amme, så går der længere tid før hun bliver frisk og kan spise/drikke selv, samt tage den maske, som udvider hendes sammenklappede lunge.

Men det må jeg ikke. Give sonde, altså. Argumentet er blot “det gør vi ikke her i afdelingen”.

 Jeg stiller mig uforstående overfor dette, og beder om at tale med den ansvarshavende sygeplejerske om emnet.
Der går 12 timer før hun kommer, hun har møg travlt med at dække sygdom i en i forvejen presset afdeling.

I mellemtiden er min mand kommet ind i afdelingen. Han er sygeplejerske, og har både arbejdet med sondemad i hjemmeplejen og i en børnemodtagelse. Da vi har kaldt i 30 min og måltidet IGEN er blevet forsinket, giver han det selv. Selvfølgelig til personalets store forargelse.

Først nu kommer de ind og lægger en nøje plan med os. Om at overholde hendes skema i forhold til væske og mad. Som retningslinjerne alligevel foreskriver.
Tænk, SÅ meget skal vi selv tage sagen i egen hånd før de kan prioritere at overholde de retningslinjer de selv holder så fast i.

 

Jeg tænker nu…. Gad vide hvilket barn, der så ikke får mad til tiden i den her afdeling på bekostning af vores stædighed? Men jeg har morhatten på, når vi er indlagt, og derfor hamrende egoistisk – jeg er rent ud sagt totalt ligeglad med de andre børn og om personalet har travlt. Mit guld MÅ ikke nedprioriteres.

 

Efter et par dage, hvor hun har fået 8 x 100ml modermælk (altså hver tredje time hele døgnet, de har nemlig igen igen en retningslinje omkring at der kun må gives mad hver tredje time), får jeg talt med Mia (Ammemafiaen) om hvorvidt denne mængde er nok – det er jo sjældent børn i min datters alder får deres fulde ernæringsbehov i modermælk.

Lægen går ud og udregner behovet. Ganske rigtigt, hendes behov er 8x150ml!
Hun har altså fået 1/3 for lidt mælk HVERT måltid.
De har udregnet hendes behov ud fra at hun også spiste.
Men hun har ikke spist noget fast føde i 3 uger og det ER de naturligvis oplyst om.

Ingen har haft tid til at undre sig over dette eller at genudregne hendes behov, igen pga travlhed.

Lægen fortæller, at hun vil indberette det som en utilsigtet hændelse – ligesom dét at ingen have tid til at give mit barn mad en hel nat bliver indberettet.

Jeg er heldig at vi KAN give sonden selv – selvom vi ikke må. Og jeg er heldig at jeg ammer, så jeg har en mulighed for at give mit barn mad. Hvad med alle de forældre som ikke har andre muligheder end at vente på den sygeplejerske der bare ikke kommer?

Mit barn har ikke blot ikke fået nok mad i de døgn vi har været indlagt, de har derudover ikke haft ressourcer til at give hende mad en hel nat. I et døgn har hun altså fået mindre end halvdelen af det mad hun burde – og jeg kan bare ikke slippe tanken om det var derfor hun blev dårligere, selvom hun burde været blevet bedre og ingen kunne forstå den bedring bare ikke kom?

 

Mit barn er i bedring nu heldigvis.
Bedringen kom meget hurtigt efter hun begyndte at få nok mad og en ny omgang antibiotika.


Vi har fået en enestue pga hendes behandlingsbehov, selvom vi hele tiden har været en smitterisiko og jeg skal nu heller ikke længere være nervøs for at smitte det andet barn vi lå sammen med.

Jeg ved personalet kæmper, jeg er jo én af dem selv.

Men nok er nok!

 


 

Jeg efterlades med en masse tanker – man har rigtig meget tid til at tænke når man ligger der med et barn der er så sygt at hun sover 23,5 time i døgnet.

Jeg forstår ikke argumentet “det gør vi ikke her i afdelingen”. Hvordan er det overhovedet et argument? Det er en konstatering ja, men det besvarer da på ingen måde mit spørgsmål om hvorfor ikke?

Er det fordi det øger smitterisikoen?
Kan forældrene ikke finde ud af at huske håndhygiejnen?
Er man nervøs for om forældrene kan honorere at give deres små børn mad selv?

På neonatal – hvor de RIGTIG syge nyfødte ligger, oplæres forældrene i at give deres for tidlig fødte mad på en sonde.

Jeg forstår det ikke – Hvordan hænger det sammen at de kan på én afdeling, men ikke på en anden?

 

Det var første gang hvor jeg prøvede at være forælder til et sygt barn – til daglig er jeg fagpersonen, jordemoderen. Jeg VED hvor absurt travlt der er og jeg ved at alle personaler gør hvad de kan, indenfor de rammer de nu engang har.

På barselsgangen, hvor jeg arbejder, må forældrene selv gå i skabene, mælkekøkkenet, de skal selv gå ud med skrald og vasketøj, og skolde malkesæt og suttebrikker. Vi bringer forældrene ind i plejen af deres barn fordi det styrker tilknytningen imellem dem og fordi vi gør os umage for at gøre forholdene så tæt på hjemlige som muligt. Og så aflaster det personalet, så vi kan bruge den tid på patienterne i stedet – det giver mening i min optik.

Jeg fik derfor en brat opvågning da jeg blev indlagt her.

Her må jeg ikke selv tage ting i skabene. Altså håndklæder, bleer, klude, osv. Jeg skal kalde på en sygeplejerske, som kan hente det til mig. Spild af deres enormt dyrebare tid set fra min vinkel!!
Jeg må heller ikke få adgang til mælkekøkkenet, hvor jeg ellers ville kunne opvarme min udmalkede mælk til min datter. MIN mælk. Til MIN datter. Som jeg IKKE selv må give mad.

Jeg føler mig umyndiggjort som forælder… Overflødig… Ubrugelig… Uduelig…

Hvordan hænger det sammen med familiecentreret pleje og at styrke forældrerollen? Det er frustrerende at være afhængige af andre for at tage vare på sit barn. Og sig selv. Jeg kan ikke gå i bad uden at skulle kalde efter et fucking håndklæde?!

Jeg sætter spørgsmåltegn ved denne umyndiggørelse, men øger den mon autoritetstroen hos andre?

Er det måske på tide at forskelsbehandle i forhold til forældrenes ressourcer? Vi ER ikke ens, derfor skal vi heller ikke behandles ens. Hvis personalet måtte det, havde vores situation måske set anderledes ud nu.

 Tænk om alle forældre satte hælene i, havde adgang til og ressourcer til at få vejledning fra anden side – og stod fast ved deres rettigheder.

Hvordan ville sundhedsvæsnet så se ud?

Jeg er glad for mit barn blev indlagt i år – næste år skal afdelingen være 2% mere effektiv.
Er der så børn som slet ikke får mad fordi de ikke er så heldige at kunne amme hos deres mor?

Eller ER der slet ikke personale fordi ingen kan holde til at knokle sig ihjel og samtidig knap kunne betale sine regninger – og de derfor har skiftet fag?

/Lily, Michael og Naja

 


Imens Naja og jeg har skrevet på opslaget her har en ung læge postet nedenstående – som på fineste vis understøtter Najas oplevelse.

Det er nemt at blive sur på de ansatte når man kommer i klemme i systemet – men de er lige så meget i klemme som deres patienter.

Vi er NØDT til at bakke op omkring bedre forhold for de ansatte.

3 Comment

  1. Mt says: Svar

    Puha.. du kan ikke vide hvor meget din historie vækker genkendelighed hos mig lige nu. Jeg må give ret i at det er mærkeligt at forældrene ikke involveres noget mere på den afdeling. Det er lidt en skæv politik hvis man ellers kan vurdere forældrenes kompetencer på området. Det er ikke alt alle forældre kan, men nogle har altså nogle ressourcer og så skal børnene ikke sættes i kø hvis man kan undgå det.

  2. Louise Lunding says: Svar

    Hold da op! Dit indlæg chokerer mig dog alligevel en del. Jeg håber aldrig jeg kommer til at stå over for sådan en indlæggelse med min søn.
    Jeg er selv sygeplejerske på en børneafdeling på RH, og hvis vi ikke brugte forældrene til alle de ting du beskriver, så de stadig får lov at blive i forældrerollen, så ville jeg aldrig kunne nå at give medicin eller kemo til børnene løbet af dagen. OG som du selv beskriver, så har forældre nemlig meget forskellige resourcer og det med at gøre brug af dem hvis de selvfølgelig kan overskue det i den givne situation. Det tænker jeg er en løbende faglig vurdering og det vi som sundhedspersonale er uddannet til.
    Fx går der sommertider max en uge, så er forældre lært op i sonden. Nu er det heldigvis ikke rakatvidenskab og de fleste kan og vil helst selv administrere deres barns mad og medicin indtag.
    God bedring med den pige. Jeg håber dit blog indlæg skaber fokus på situationen!

  3. Gitte Emborg says: Svar

    Kære Naja!

    Jeg forstår til fulde din frustration!! Det er SLET SLET ikke okay, at bemandingen er så ringe, at jeres barn ikke får mad til tiden!!!

    Jeg vil bare indvende, at mange af de ting du nævner, ikke nødvendigvis har noget med regelrytteri eller at hævde sin autoritet at gøre, men bunder i hygiejnemæssige hensyn.
    Jeg er selv sygeplejerske på en gynækologisk afdeling, som ligger lige ved siden af barselsgangen. Hos os må patienterne heller ikke gå i skabene, varme mælk i mikroovnen eller gå i køkkenet og hente kogende vand, som de må lige på den anden side af gangen. Og det er jo ikke for at genere patienterne, men fordi at de på “vores” side af gangen anses som syge og dermed potentielle smittebærere, mens de på barselsgangen er raske. Derfor har de på barselsgangen nogle muligheder for at inddrage patienten/pårørende, som man ikke ellers har på mange andre sengeafsnit.

    Og ja, det ville uden tvivl lette arbejdsbyrden, hvis patienten kunne gøre nogle af disse ting selv, men her er man altså nødt til at veje hensynet til hygiejnen højere.

    God bedring med jeres datter!

    Gitte

Hvad tænker du?