Det her er Danielle og Savannah. …

Det her er Danielle og Savannah.

I weekenden sagde den ene ja til Gud og den anden ja til sin mand.

Og naturligvis ammede de igennem det ❤️

For Danielle er amning nemlig noget helt særligt.

Ikke sådan særligt som de fleste mødre føler, men virkelig noget helt særligt.

Amningen er nemlig årsagen til at Noah, Danielles ældste barn, Savannahs storebror, stadig er her – i live.

Her er Danielles historie:

“En mors intuition;

Da Noah var 48 timer gammel, opdages det på barselsgangen at han har et blodsukker på 0,8. Vi bliver indlagt på intensiv, hvor vi ligger i 4 uger. I de 4 uger, får Noah 50% glucose i et drop i navlen. Han kan ikke selv holde sit blodsukker oppe, og skal derfor have hjælp. Mens han får glucose, og min modermælk i sonde, lægger jeg ham til mit bryst, hver 3. Time, døgnet rundt. I de 4 uger, bliver han stærk nok til at kunne amme hos mig, og vi bliver til sidst udskrevet med et svar;
“Det var en midlertidig tilstand – formentlig fordi du spiste for meget sukker under din graviditet”.
Vi kommer hjem, med vores 4 uger gamle lækre baby. Vi får besked på at han muligvis kan være blevet hjerneskadet som følge af lavt blodsukker.

Noah ville amme hver time, døgnet rundt, indtil han selv kunne spise. Læge og SP sagde at vi skulle stoppe ham, og kun amme ham hver 3. Time.

Jeg nægtede.

De, og min mand, kaldte mig pylleret og sagde at det var MIT behov, og ikke Noahs. Jeg tvivlede på mig selv SÅ mange gange, og overvejede at blok-amme som de bad mig om. Jeg følte mig som en dårlig mor, fordi jeg ikke kunne følge deres anvisninger. Da Noah begynder at spise, får vi af læge og SP besked på at begrænse hans portionsstørrelser og mængden af mad. Noah er nemlig en stor dreng, der spiser lige så meget mad, som en fuldvoksen mand.

Jeg begrænsede ham heldigvis aldrig….

Idag ved vi, at han havde været død, eller svært hjerneskadet hvis jeg ikke havde ammet hver time.

Noah var nemlig ikke rask.

D. 23 juni 2016 går Noah i kramper. Han er 19 måneder gammel. Vi ringer 112 og fortæller at Noah har feber-kramper. Da de ankommer, nævner jeg at Noah var indlagt med lavt blodsukker som spæd. De måler et blodsukker på 1,2 i ambulancen. Vi bliver kørt til Skejby, hvor Noah bliver undersøgt. Nu, idag, har Noah fået diagnosen “hyperinsulinisme”. En sjælden genetisk sygdom, som øger insulinproduktionen i bugspytkirtlen. Børn med hyperinsulinisme skal have op mod 5 gange så meget sukker, som almindelig børn, for ikke at gå i insulinchok.

Nu er jeg også mor til Savannah, på 3 måneder. Hun vil også amme hver time, døgnet rundt – og det får hun lov til….

Tillykke til jer begge og tusind tusind tak for en helt utrolig historie om lige præcis HVOR fantastisk modermælk er.

❤️

Har du også en historie du har lyst til at dele?
Send den i en pb eller på info@ammemafiaen.dk