Kære mor.
Jeg er forvirret.
Jeg er vant til at falde i søvn i dine bløde, varme arme. Hver aften ligger jeg og putter mig helt tæt ind til dig; så tæt, så jeg kan høre dit hjerteslag, så tæt så jeg kan dufte din milde parfume. Jeg stirrer ind i dine smukke øjne, imens jeg blidt giver mig hen til søvnen, tryg og sikker i din kærlige favn.


Når jeg vågner med en rumlende mave, kolde fødder, eller fordi jeg lige har brug for at putte mig ind til dig, er du der med det samme og jeg glider hurtigt tilbage ind i søvnen.

Men den seneste uge har det været anderledes.
Hver aften den seneste uge, har være sådan her: Du puttede mig i min egen seng og kyssede mig godnat, slukkede lyser og gik.

Først blev jeg forvirret og undrede mig over hvor du var blevet af. 

Derefter blev jeg bange og jeg græd og kaldte på dig. Jeg kaldte og kaldte på dig mor, men du ville ikke komme! Jeg var så ked af det, mor. Jeg ville så gerne have dig hos mig. Jeg har aldrig mærket så kraftige følelser før. Hvor gik du hen?


Endelig kom du tilbage! Åh, hvor blev jeg glad og lettet over at du kom tilbage! Jeg troede du havde forladt mig for altid!
Jeg rakte armene op til dig, men du tog mig ikke op. Du kiggede mig ikke engang i øjnene. Du lagde mig igen ned, med dine bløde, varme arme, sagde “shh..nu skal du sove” og gik igen.

Sådan skete det igen og igen.

Jeg græd og kaldte på dig og efter noget tid – længere tid hver gang – kom du tilbage, men du tog mig aldrig op.

Efter jeg havde grædt længe, var jeg nødt til at stoppe. Min hals gjorde så ondt. Mit hovede dunkede og min lille mave rumlede.

Men det der gjorde allermest ondt, var mit hjerte. Jeg kunne simpelthen ikke forstå hvorfor du ikke ville komme.

Efter hvad der føltes som uendeligt mange aftener sådan, gav jeg op.

Du kommer ikke når jeg græder og kalder, og når du endelig kommer, vil du ikke engang kigge mig i øjnene eller holde min lille rystende, hulkende krop.

Gråden gjorde for ondt til at jeg kunne fortsætte længere.
Jeg forstår det bare ikke, mor.

I dagtiden når jeg falder og slår mit hovede, løfter du mig op og kysser og puster dér hvor det gør ondt. Hvis jeg er sulten, giver du mig mad. Hvis jeg kravler over til dig, for at putte mig ind til dig, læser du mine tanker og løfter mig op og fylder mit lille ansigt med kys, imens du fortæller mig hvor speciel jeg er og hvor meget du elsker mig.


Hvis jeg har brug for dig, er du der med det samme for mig.

Men om aftenen, når det er mørkt og stille og min natlampe kaster lange skygger op på min væg, forsvinder du.

Jeg kan se at du er træt, mor, men jeg elsker dig så meget. Jeg vil bare så gerne være tæt på dig.


Nu, når det er aften, er jeg stille. Men jeg savner dig stadig.
❤️
(Teksten florerer rundt om på nettet. Trods ihærdige forsøg ved jeg ikke hvem der har oversat den – ej eller hvem der har skrevet det oprindelige brev på engelsk.

Ved du det?

Så send mig meget gerne en besked så jeg kan give de fortjente credits)

2 thoughts to “Brev fra en søvntrænet baby.

  • Maria - Theresa

    Puha. Jeg fik det dårligt af at læse det. Ligesiden vi Kom hjem til dk fra Indien (baby er født der) , bliver jeg konfronteret med at søvntræning ikke bare er noget jeg læser på nettet. Det findes. Jeg tænkte aldrig over det før jeg blev mor.

    Jeg bliver i tvivl om hvor meget min mor har ‘glemt’ og hvor meget hun reelt har ladet mig græde. Jeg tror hun har ladet mig græde meget. Hun kunne ikke andet. Jeg ved hun er gået fra mig som baby mere end én gang. Hun har sagt det, men mere får jeg ikk ud af hende. Jeg forstår det. Især med det jeg ved om verden.

    Tænk at nogle mener det er sådan vi får gode medmennesker. Ved at lade dem græde.

    Min datter er min healer. Hun gøre mig til et bedre menneske. Jeg giver hende alt det bryst hun vil, når hun vil. Og at sove sammen… Ja. Det er hårdt. Men hun Er glad, så er jeg glad. Hun er det hele tiden hos mig. Som en baby skal.

    Svar
    • Mia

      ❤️❤️❤️

      Svar

Hvad tænker du?