Boganmeldelse: Slut fred med dit viljestærke barn- og dig selv

*Indeholder reklame – se mere nederst i indlægget*

Kender du det der med at familie, venner, pædagoger kommenterer på dit barns opførsel eller din opdragelse?
Jeg har været der mange gange…. Virkelig mange gange… Mit ældste barn er nemlig sådan en som ikke hører efter, vil bestemme selv og samtlige tilgange som jeg har fået foreslået, som skal få ham til at “opføre sig ordentligt” gør det bare værre – meget værre.

Der er ikke noget “bare” over et viljestærkt barn

Jeg skal “bare” gøre sådan og sådan… Sætte flere grænser… Sætte mere tydelige grænser… Vise ham at hans handlinger har konsekvenser… For han må lære at forstå… Vil han ikke høre, så må han føle…

Og selvom jeg godt ved at det ikke virker, så har jeg igen og igen forsøgt – og det har efterladt både ham, jeg selv og hele vores familie i et kaos af sårede følelser, følelser af utilstrækkelighed og uduelighed.

Han har grædt og jeg har grædt efter vi begge har råbt – og jeg har været alt andet end den forælder jeg ønsker. Alt andet end den person som skulle sikre ham tryghed, ro og et hjerte der elsker betingelsesløst.

Min største og mindste klon ❤️

Jeg har skammet mig. Skældt mig selv ud. Straffet mig selv.

Jeg har haft tanker omkring om han mon fejlede noget… Om jeg havde ødelagt ham.

Jeg har sågar haft tanker omkring om han ville have det bedre hos en anden “mor”.

Og så kunne jeg jo så lige skamme mig lidt mere over at have tænkt sådan…

Jeg har læst bøger og artikler og googlet til jeg var helt ør i hovedet. Mere af det samme: Sæt grænser, brug konsekvenser, hold fast selvom barnet græder. Det samme igen og igen – “Træn barnet! Nu!”

Alt sammen fordi han bare ikke vil (eller kan) gøre som alle de andre børn og “høre efter” og “opføre sig pænt”. Fordi han holder på sin ret til sig selv og svarer igen, når voksne presser ham.

Jeg kan simpelthen ikke se hvordan det giver mening at en 4-7-9 årig skal “trænes”, når det barnet siger fra overfor helt er helt reelt. Det er derfor jeg føler mig hjemme i ifavn/attachment parenting tror jeg. Fordi det tilgår barnet helt anderledes – som et ligeværdigt individ, der gør det bedste det kan i en given situation.

Principperne fra ifavn er super at støtte sig til og giver rum til at hver familie former sin egen personlige ifavn ud fra de værdier og muligheder familien har.

Men jeg havde og har stadig brug for mere – brug for noget konkret. Brug for hjælp om man vil. Jeg famler i blinde nogle gange – hvor principperne ikke er konkrete nok.

 

Tænk hvis du kunne læse en bog med svar om det der med at være forælder – med særligt fokus på de børn som ikke bare lige accepterer mors og fars anmodninger og henstillinger, for det er jo der man løber panden imod muren (alle der, ligesom jeg, har sådan et barn rækker hånden op NU) .

Ikke sådan en bog om hvornår børnene skal kunne hvad, men mere sådan en bog om hvordan man kan stoppe den evindelige krig og kamp med sine børn.

En “How to”-bog.

Som virker… og som ikke bruger forældede metoder som timeout, trusler og straf, noget vi VED er lige så problematisk som at klappe ungen i måsen – altså en bog som forstår at måden vi når til målet er lige så vigtigt som målet selv.

En bog hvor du ikke skal udvikle skuespilsevner for at iføre dig den maske af udspekulerede tilgange og tricks der skal få dit barn til at gøre som du ønsker – men en bog hvor du bare skal være dig.

Fik jeg sagt at den skulle “virke” – bare uden straf af nogen art?

 

For nogle måneder siden fik jeg et eksemplar af sådan en bog.

 

Jeg fik tilsendt bogen “Slut fred med dit viljestærke barn – og dig selv” af Smilla Lynggard og fik lov at læse den og komme med en lille anmeldelse. Ret modigt af Smilla, eftersom jeg ikke er typen der holder noget tilbage hvis jeg synes det er bras.

Jeg har fulgt Smilla på hendes facebookside et godt stykke tid og jeg tænkte at den bog, at hun, lød til at kunne noget andet… noget nyt… den virkede ikke som de andre forældrebøger jeg har læst.

 

Og jeg må sige at den har levet op til mine forventninger – og så liiige kastet endnu mere i puljen.

 

Ser I – det her er den første forældrebog jeg har læst som ikke forsøger at give svar til hvordan man ændrer barnet eller dig som forælder.

Og det er den første, hvor den der skal høre efter, er dig selv 😉

Det Smilla gør, er, efter min opfattelse, at lave en helt realistisk forventningsafstemning i forhold til hvordan ens opførsel påvirker barnet, viser hvordan man kan vise lederskab og skabe rammer så barnet, som følge af lederskabet, helt af sig selv ændrer adfærd.

“Du skal have sko på” sagde jeg. “En af hver” bestemte barnet.

For mig minder den meget om den tilgang man kalder Low Arousal, som jeg har skrevet om tidligere – den er bare så meget nemmere at gå til, fordi den ikke er på flere hundrede sider.
Fred være med dem der har tid og mulighed for at læse flere hundrede sider – men det kommer ikke til at ske her (ikke fordi jeg ikke godt gad, men TID) – og jeg gad godt se børnenes far i ansigtet hvis jeg bad ham om at læse en bog på 200 sider om børneopdragelse…..

“Slut fred med dit viljestærke barn – og dig selv” adresserer den frygt for at fejle jeg tror alle forældre har og den usikkerhed der kommer fra frygten, og italesætter at man ikke fejler blot fordi man vælger anderledes end andre familier. Og at det i øvrigt er ganske ok at lukke ørerne for andres gode råd og meninger.

Smilla beskriver hvordan det er helt normalt at fejle, at komme til at råbe selvom man lige havde besluttet at det ville man ikke, at komme til at stille for store krav velvidende at det bare går galt – at det er ok at være menneske og gøre sig umage men stadig fejle. At det at “falde i” gamle mønstre ikke er ensbetydende med at man er uduelig – og at det er ok at tilgive sig selv og lægge skyldfølelsen væk.

Det absolut bedste for mig, er at Smilla skriver på ganske almindeligt dansk. Jeg skal ikke sidde og google udviklingsteorier og slå ord jeg ikke forstår op – jeg skal bare læse.

….. hvis du allerede nu bare vil købe bogen, så hop ind på Smillas hjemmeside

Smilla opfordrer dig som forælder til at tage ansvar for dig selv og dine grænser, så du kan sætte realistiske grænser for dig selv og dermed også for dit barn.

Hvis du ikke gider stå og lave pandekager kl 7 søndag morgen og kan mærke at det faktisk bare irriterer dig helt vildt, når ungerne kværner halvanden pandekage for så at fise ned fra bordet igen, fordi nu har du stået der og KNOKLET med de pandekager for at I rigtig skulle hygge – så lad vær med at lav de pandekager eller tag avisen/din smartphone og nyd roen. SÅ simpelt kan det være.

Jeg fik sådan en hel kriblende fornemmelse i kroppen da jeg læste bogen.

Sådan en følelse af at “Det her – det var jo det jeg godt vidste, men ikke helt kunne få formuleret”

Jeg følte at jeg fandt “mig selv” og at jeg for en gangs skyld ville kunne gå helhjertet og trygt ind i den forandring som min familie havde brug for (og som vi stadig er igang med)


Andre bøger har virket krævende… som en slankekur… man ved det virker og man vil gerne nå til målet… men vejen derhen virker så uoverskuelig og ubehagelig at man aldrig rigtig kommer i gang…

 

Du kan få et konkret eksempel fra mit liv:

Mine børn er 9år, næsten 5år, 3,5år og 5 mdr.

I løbet af det sidste års tid har jeg været ret besværet af graviditet og efterfødsel, far har boet både hundreder og tusinder af kilometer væk – og ipad sad med til bords nærmest hver dag. Nogle dage var det egentlig fint nok, men andre dage var det simpelthen fordi jeg ikke kunne se mig ud af det skrigeri og de protester der kom hvis der ikke skulle være ipad.

Jeg havde ikke lyst til at den dumme ipad skulle være med til bords, men jeg kunne heller ikke li mig selv, når jeg med hævet stemme og “fordi jeg siger det” forsøgte at presse hygge ud af en situation der slet ikke var hyggeligt fordi de alle var dybt frustrerede.

Ikke ti vilde heste og et nok så optimistisk “Hvad har I lavet idag?” kunne få lavet hygge ud af det rod vi havde forvildet os ind i. Og det gjorde mig vildt ked af det og jeg følte at jeg slet ikke “kunne” det der mor-noget, når vi ikke engang kunne sidde og snakke rundt om maden.

Jeg begyndte at have dumme tanker om mig selv og om det der med at have fået mere end de 2-3 børn som de fleste vælger at holde sig til. Samtidig med at jeg slog mig selv i hovedet fordi jeg ikke kunne finde ud af at få mine børn til at spise uden ipad, så vendte jeg også frustrationerne imod børnene – ikke skide smart vel, det var jo slet ikke deres ansvar at sidde der og lege glansbillede.

I bogen skriver Smilla om det med at give barnet selvværdsfølelse ved at “være med barnet” – altså lige præcis det jeg ønskede, men følte jeg fejlede så grusomt i:

….Eller tage en runde over aftensmaden med både forældre og børn, hvor I fortæller om det værste der skete i løbet af dagen, og det bedste…

 

Citat: Smilla Lynggaard “Slut fred med dit viljestærke barn – og dig selv”

Jeg tænkte fint nok, jeg prøver, selvom lige den “øvelse” slet ikke er beregnet til at fikse en aftensmadssituation som min.

Jeg solgte ideen som en ny leg vi skulle lege og de små var helt med og kom til bordet uden brok og uden tanke på deres ipads… Den store var mere skeptisk – men det er så også ham der er den (mest) viljestærke 😉

Vi prøvede og trods den store brokkede lidt og ville have en forklaring på hvorfor vi dog skulle “noget så dumt”, så kommer vi igennem det…. “Yes” tænkte jeg, “det gik da meget godt…”

Dagen efter “lokker” jeg da vi skal spise og siger igen vi skal hen til bordet og lave “Bedste og værste”.
De små LØBER hen til bordet… Ok ok, jeg har fanget noget her (ok, Smilla har fanget noget)… Den store brokker imens han kommer… Vi laver “Bedste og værste” og de kan nærmest ikke vente med at fortælle om deres dag – inkl den store. (HA!)

Og nu har vi gjort det flere i uger og den (dumme) ipad kommer kun på bordet når jeg tilbyder den, fordi dagen lige er til det.

Tænk sig at noget så simpelt kunne gøre sådan en forskel – at sætningen “Hvad har I lavet idag” blot skulle byttes ud med “Hvad er det bedste/værste du har oplevet idag” og at de (næsten) velvilligt gik fra ipad til at snakke med deres gamle mor! Ja jeg synes det er vildt.

Det er en lille bitte ting måske – men for mig er det essensen af hele bogen egentlig.

En bog der italesætter at nogle gange skal der noget andet til – noget som måske ligger lige for, men som tankerne ikke kom hen til eller måske er det der skal til noget som “man ikke må”, f.eks at tillade en bestemt opførsel for en tid, fordi det ikke lige er det er er i fokus lige der.

 

Hvis du gør det samme igen og igen, men til stadighed forventer et andet resultat og ender sur og frustreret over at det ikke sker – så nytter det jo ikke noget med mere af det samme.

Du kan ikke blive i tanken “hvornår lærer de at høre efter”, for det er tydeligvis DIG der ikke har opfattet at den ændring der skal til ligger hos dig selv.

Citat: MIG, bare lige så folk ikke tror det er Smillas ord

 

Den her bog er så langt fra “mere af det samme” som man kan komme.

Du skal ikke pludselig være en anden person, en påtaget rolle, du skal være dig selv – og den ændring du ønsker sker i din familie skal du selv tage ansvaret for – og så følger de efter, dine små kloner.

Vi ved det godt – måske vi bare har glemt det, det der med at være rollemodeller.

Vores børn har ikke brug for en evindelig magtkamp hjemme – og det gider vi forældre da heller ikke faktisk. De har brug for at føle at de er “med”, at de “er noget” og at de også har medbestemmelse over deres eget og familiens liv.

Der findes ikke noget værre end når det hele sejler og man får sat grænsen alt for tidligt og alt for hårdt – eller alt for sent og med skinger stemme der lover bål og brand ud fra den autopilot vores opvækst har skabt i os.

Måske er det også ok at stille spørgsmål til alle de her gænge tilgange som vi selv er vokset op med?

Måske er det ok at skrotte “man spiser ikke imellem måltiderne” eller “man giver hånd når man hilser” – generelt bare alle de “man”-er?

Må man slikke nutellaen af rundstykket hjemme ved jer?

“Slut fred med dit viljestærke barn- og dig selv” er et friskt pust der sparker “man skal”, “man bør” og “man” LANGT væk og åbner for hvad du, dit barn og din familie sammen kan finde ud af, for at få jeres familie til at arbejde sammen som den enhed I jo er.

Den her bog fortalte mig alle de ting jeg inderst inde godt ved, men som igen og igen er bliver skubbet væk af “man”, fordi jeg, trods 4 børn og snart 10 år som forælder, stadig kan blive usikker på om jeg vil ødelægge mit barn, ved at gøre det der føles rigtigt for MIG.

Jeg har flere gange tidligere sagt noget i retning af “Man skal ikke noget som helst, man bor ikke hjemme ved mig, det gør JEG” – og det er lige præcis det den her bog handler om. Om rejsen fra “man” til “jeg” og vi”.

Så: Vil du sige farvel til “man” og goddag til “jeg” og “vi” – så er den her bog til dig, uanset om dit barn er 2 år eller 10, viljestærkt, sensitivt eller bare helt sin egen skønne unge.

Oplagt ønske til jul – eller du kan hoppe ind på min facebook eller instagram og være med i lodtrækningen om at vinde den, når jeg lægger en lille giveaway op en af de næste dage 😛

Pssst – Lige nu tilbyder Smilla et gratis mini-kursus om kræsenhed.

 

/ Mia

Pro-tip: Den er bedsteforældre, onkel/moster/faster og dagpleje/pædagogvenlig. Måske den kunne skabe lige den forståelse, som ellers kan være så svær imellem medlemmerne i familien, hvor der ikke er bred enighed om opdragelse 😉

 

***Jeg har ikke modtaget penge eller andre goder for at skrive denne anmeldelse. Jeg har fået lov at beholde bogen, fordi den jo er læst, streget i og dermed “brugt” – og jeg har fået lov at lave en giveaway med en bog. Reglerne er bare sådan her i landet at jeg skal markere med “reklame” hvis jeg omtaler noget positivt – uanset om det er mig selv der har ønsket at gøre det eller firmaet der har efterspurgt det. Man kan læse mere her ***

4 Comment

  1. Eva says: Svar

    Det lyder jo fantastisk. Min ældste på 6 er også meget viljestyrke, men oven i det har hun nogle mentale handicaps. Hun er helt klart min allerstørste læremester som mor. Hendes bh-pædagoger har prøvet at opdrage min kæreste og mig i netop den måde, hvor man tvinger og ændrer. Den er han heldigvis heller ikke med på. Det vigtigste og mest universelle hun har lært mig er i bund og grund, at hvis man ikke gør forskellige situationer rare at være i, så vil hun ikke være med.
    Mit spørgsmål er nu, om du mener man kan bruge bogen til børn uden særlig meget sprog. Hun er blevet vurderet til at have sprog som en 3-årig, men det er meget svært for hende at udtrykke sig med mere end korte sætninger.

    1. Mia says: Svar

      Hej Eva.

      Jeg oplever at bogen, trods den er skrevet til ét segment, er yderst relevant for alle.

      Min oplevelse af bogen er at den måske nok kommer med konkrete forslag og konkrete eksempler – men at den mest af alt støtter mindsettet at man er et hold, et fællesskab, en familie – og at sammenholdet og respekten for hinanden er det der skal være basis for alt.

      Jeg synes bestemt du skal give den et forsøg – bogen handler nemlig ikke om at barnet skal ændres, men at forælderen skal 😉 Og du virker til at have fuldt fungerende sprog 🙂

      For god ordens skyld vil jeg lige nævne at jeg hverken nu eller i forbindelse med køb, har indtjening på min omtale af bogen.

      Kh Mia

  2. Hanne says: Svar

    Sikke en lovende anmeldelse – det lyder som den bog jeg har ledt efter! Og jeg synes jeg har været igennem en del, fordi man netop desperat forsøger at finde løsninger og håber at den næste bog måske kan hjælpe og lige kan løse vores families udfordringer med en lille skøn viljestærk pige. Jeg håber da jeg vinder give-away’en og ellers må den på juleønskesedlen.

    1. Mia says: Svar

      Kære Hanne.

      Giveaway’en om bogen foregår inde på min facebook side eller Instagram. Du finder links til begge i højre side af hjemmesiden (fra computer) eller du kan søge efter “Ammemafiaen”.

      Kh Mia

Hvad tænker du?