Boganmeldelse: Lucas og det lyserøde tylskørt

* Sponsoreret – Storm har modtaget bogen i gave og vi har modtaget en bog i giveaway *

I foråret 2018 blev jeg tagget i et opslag på Instagram omkring bogen “Lucas og det lyserøde tylskørt”.
Der gik ikke mange sekunder, så havde jeg skrevet til forlaget bag bogen, som senere viste sig at være forfatteren selv – for at spørge om de mon ville være med til at skabe lidt opmærksomhed omkring bogen via mine SoMe og bloggen her.

 

Det gjorde jeg naturligvis fordi bogen og dens tema ligger lige til højrebenet, da jeg jo har en “Lucas” – min Storm med sine kjoler og makeup og glimmer i alle kroge af huset.

 

Forfatter Merete Martin Jensen, der udgiver bogen igennem forlaget Tulle Tutu, var med på den og snart efter lå bogen i vores postkasse, adresseret til Storm – og med den fineste lille hilsen i bogen.

Vi tog den med på sommerferie og den blev læst hver evig eneste dag sammen med Morfar og hans kone – en rigtig fin lille bog med små “Find 5 fejl” sider bagerst i bogen.

 

 

 

Mine første tanker om bogen var at det er en bog til Mor og Far Danmark der er klar til at kigge lidt nysgerrigt på hele postyret med køn og kønsstereotyper.

 

Bogen har ord, vendinger og situationer der vil kunne få nogle personer til at afvise bogen – det kunne jeg se allerede ved første gennemlæsning.

Anvendelse af en klassisk vending som “er for piger” ved jeg er nok til at mange, i hvert fald i første omgang, vil forkaste bogen.

 

 

 

Hele bogen igennem beskrives klassiske kønsstereotyper som vi møder dem i det offentlige og private rum – og der står Lucas, som en lille stjerne og sætter spot på at det er muligt at tænke, føle og vælge anderledes.

For mig, som mor til et barn der står i præcis de situationer som Lucas gør – præcis de situationer som jeg ved vil få nogen til at forkaste bogen, så er det SKØNT at have en bog at tale ud fra. En bog der rent faktisk beskriver det som det opleves.

Det er ikke politisk korrekt – og jeg ved at de som opponerer imod at der bruges en sætning som “er for piger” har et problem med overhovedet at introducere børn for denne tankegang.

Jeg forstår det – det gør jeg virkelig.

Jeg tror bare personligt på, at vi også er nødt til at kunne sætte ord på det vi forsøger at arbejde med – særligt når det handler om så små børn som målgruppen er her.

Så hvad er det egentlig bogen kan?

For mig at se kan bogen sætte ord på det vi allesammen udemærket godt ved samfundet har et problem med:
Drenge der ifører sig tøj, leger med legetøj og har en adfærd der stereotypt anses som værende “for piger”.

 

 

I billeder og ord hjælper “Lucas og det lyserøde tylskørt” os voksne med at tale med børn om køn og kønsstereotyper – og det er slet ikke så dumt at den tør være direkte og sige “de forbudte ord”.

Men – jeg synes også bogen kan noget helt andet – noget der slet ikke har med drenge og piger og stereotyper at gøre.

Den kan italesætte at vi voksne ofte har et billede af hvordan vores barn skal være – og det er ikke altid at barnet passer ind i den forventning.

 

Allerede når vi ved at det lille liv er på vej, så starter forestillingerne  og drømmene omkring barnet, det er helt naturligt.
For nogle handler det om at spille fodbold i haven, bage kager eller klippe klistre. For andre handler det om bøger og kunst – rejser og kulturer.

Men hvad gør vi hvis barnet ikke deler vores interesser?

Fastholder vi barnet i vores egen forventning – eller giver vi slip på egne forestillinger, så både barn og voksen sammen kan udvikle sig frit i relationen? Med barnet som guide naturligvis, for det er jo barnet der bedst kender sig selv.

 

Kender du en der skal læse “Lucas og det lyserøde tylskørt”?

Forfatter Merete Martin Jensen har sponsoreret en bog som du kan vinde 😀

Følg med på Facebook – der har jeg sat en Giveaway igang i opslaget lige her:

 

 

Hvis du ikke kan vente, så kan “Lucas og det lyserøde tylskørt” lånes på biblioteket eller købes online og nok også i din lokale boghandel, hvis du bestiller den hjem.

/ Mia

Hvad tænker du?