Når barnet for 27 gang piller ved ledningerne – så må det have været fordi man ikke tydeligt nok har sagt nej. Barnet må lære at forstå at det er farligt at røre ved ledninger.
Men lille Nor på 10 mdr bliver ved og ved at pille ved de ledninger, uanset hvor mange gange mor siger “Nej”, “Farligt” og “Den her må du lege med” imens hun febrilsk vifter en dum bog foran ham.
Kristelig Dagblad bragte i august 2016 artiklen “Børn gør det faktisk, så godt de kan” hvor tilgangsmåden “Low Arousal” (lavt konfliktniveau) gennemgås.
Tilgangen er egentlig beregnet til personer med adfærdsvanskeligheder, men det fremhæves at denne metode (fra bogen “Rabalder i børnefamilien” af psykolog Bo Hejlskov) er særdeles hensigtsmæssig til alle mennesker – store som små.
Og hvorfor skriver jeg så om det nu? Snakker jeg ikke normalt kun om Ifavn og Attachment Parenting – og en hulen masse amning? Og hvad har det med lille Nor og ledninger at gøre?
Det her ER Ifavn og Attachment Parenting og faktisk også om amning. Og det handler om at Mor skal nå til det punkt hvor hun fjerner ledningerne eller skærmer dem af – for det er kun anledning til gråd og frustration at mor bliver ved at sige nej. Nor er nemlig alt alt for lille til at forstå det. Han KAN ikke lade de ledninger være. Og om at hun forstår at han ikke piller hende i næsen under amning for at være skide irriterende – men fordi den næse der simpelthen bare er alt for spændende til at lade være (Her er en ammehalskæde en god ide).
“Low Arousal” repræsenterer hele essensen af kærlig opdragelse.
Low Arousal handler i alt sin enkelthed om at SE sit barn og tilpasse egne forventninger og krav til barnets reelle formåen.
Og hvorfor fremhæver vi så lige denne artikel?
Det gør vi fordi den simpelthen er så spækket med virkelig vigtige punkter.
Men får barnet så ikke lov at styre? Så lærer det jo at det bare kan hyle sig til tingene, fordi det hele tiden er den voksne der skal tilpasse sig. Eller hvad?
”Hvis vi tror det, går vi jo ud fra, at barnet har en plan med at lave den scene. Det er der ikke noget, der tyder på. Størstedelen af forskningen derude tyder tværtimod på, at børn gør deres bedste hele tiden. Vi har et mantra, der hedder, at børn, der kan opføre sig ordentligt, gør det. Og hvis de ikke gør det, har vi nok for høje forventninger til dem…
…Det er en meget stor pointe, at hvis du tror, at dit barn gør sit bedste, bliver du meget bedre indstillet til at håndtere situationen. Det er dig, der skal finde ud af, hvad du skal gøre. Så har du en masse kraft. Men hvis det er barnet, der burde opføre sig anderledes, er du fuldstændig magtesløs. Så er du i lommen på barnet.”
Citat Bo Hejlskov
Det handler ikke om ikke at sige nej eller ikke at sætte grænser – det handler om at respektere barnet og sætte grænsen ud fra det enkelte barns reelle formåen. Simpelthen en forventningsafstemning, både forældrene indbyrdes og forældre barn imellem.
“Husk, at barnet gør sit bedste, så hvis det ikke er godt nok, skal du finde ud af, hvad det var, du ikke gjorde godt nok selv.”
Citat: Bo Hejlskov
Hvis du skal læse én artikel idag – så foreslår jeg at det er netop denne. Jeg tør faktisk godt love at du ikke vil kunne slippe den igen.
Måske skal denne søndag (bagefter) bruges på virkelig at SE dit barn?
Prøv at være nysgerrig på de situationer der er svære for dit barn – hvad er det der sker?
/ Mia
*Denne artikel blev oprindeligt udgivet på FavnenFuld*