At vælge om, når den første plan ikke duer..

Tre børn kigger på et akvarie med en legomand i

“Vi har skiftet Nor til en anden skole og i den samme skole er Storm skrevet ind i den tilhørende børnehave og Seir i vuggestuen” – sådan skrev jeg 22 maj 2019, i et indlæg hvor jeg beskrev beslutningen om at stoppe med hjemmepasning.

Du kan læse indlægget her:
Store beslutninger – Viden, ønsker og muligheder følges ikke altid ad.

Tre børn sidder på en legeplads og spiser is. De har sommertøj på og sandaler.

Men – børnene er stadig hjemme – alle 4.
Så hvad skete der?

Der skete det at den skole vi havde valgt, efter nogle måneders besøg og samtale, viste sig ikke at være det vi havde brug for – viste sig ikke at have den fornødne forståelse for vores familie, i særdeleshed Storm.

Børnene nåede heldigvis ikke at starte op, da den udløsende faktor skete første dag af indkøringen. Jeg er så taknemmelig for at virkeligheden viste sig allerede der – det havde været helt forfærdeligt hvis de var startet rigtigt og vi havde været nødt til at flytte dem (igen).

Der skete helt konkret to ting:

I vuggestuen hvor Seir skulle starte, sad jeg på gulvet og oplevede i løbet af ganske kort tid at nej, jeg KAN ikke – det er simpelthen bare ikke rigtigt for mig, for os og for Seir at skulle være i vuggestue.

Han havde en fest og legede fint med de andre børn – men VI kan som forældre ikke stå inde for det.

Sætninger som “Han skal bare lige lære ikke at græde”, sagt om et knap 1-årigt barn, der er i gang med indkøring, virker ikke for os.
Børn der får besked på at man ikke må spise pålægget separat fra rugbrødet, virker ikke for os. Børn der ligger i barnevognen og kalder, virker ikke for os.

Rammen “institution” virker ikke for os. Det var en GOD vuggestue, slet ingen tvivl om det – men stadig institution, med de vilkår der nu engang er.

To børn spiller ipad. Den store hjælper den lille. De sidder i en seng.

Og de andre to – Knold og Tot, som de hedder herhjemme?

En lærer havde rigtigt svært ved at benytte korrekte pronominer overfor Storm.

Jeg var forstående, men også insisterende på at Storm er den eneste som vælger hvad han føler er rigtigt for ham.

Storm vil IKKE kaldes *hun* eller pige – heller ikke når han er klædt i lyserødt fra top til tå. Hans tøjvalg, valg af frisure eller legetøj er ikke et nonverbalt signal om at han vil tiltales som hun eller pige.

Du kan læse mere om Storm, høre vores podcast og læse artikler her:
Jeg vil bare gerne være Storm

Jeg følte selv at jeg havde gjort skolelederen “klar” til disse situationer, men da jeg henvendte mig, for at italesætte at det ikke duer at Storm kommer til mig grædende, fordi der ikke er styr på pronominer – og at det ikke duer at Nor på 6 år er den som skal tage styring over situationen, så gik det helt galt.

“Hvis han ikke vil kaldes hun eller pige, så tog han vel bare noget andet tøj på”

Nej… Bare nej.

Det er faktisk muligt at respektere et andet menneske – uden at mene at det “selv er ude om det” og bare kan ændre adfærd, hvis det ikke bryder sig om folks reaktioner.

Så vi trak stikket på den plan, for alle tre børn – og gik en lille smule i panik.

To børn spiser candyfloss. De har det udover hele hovedet og er glade.

Vi fandt en ny skole – hvor både Nor og Storm kunne starte… og en uge efter skiftede de skoleleder og jeg måtte vente 10 dage på at komme til at tale med denne nye skoleleder.

Det var ikke helt samme inkluderende samtale, som med den skoleleder der lige var stoppet…

Så hvad gør man så, når man står midt i sommerferien UDEN skole og børnehave til sine børn?
Man går i panik!

Vi blev reddet af en kær ven som gjorde opmærksom på at vi havde glemt en skole og en børnehave – og efter en telefonsamtale og et knap 3 timer langt besøg dagen efter, har vi nu både skole OG børnehave til Nor og Storm.

Seir bliver hjemme ved sin moar – og mormor.
Og kan vi ikke sammen få det til at gå op, så revurderer vi og finder en anden løsning.

Den nye børnehave har gjort det klart at vi GERNE må “bruge” børnehaven til at Seir kan lege lidt ved aflevering og afhentning – og det er umiddelbart “nok”, sammen med almindeligt samvær med sine søskende, til at Seirs behov for kontakt til andre børn kan opfyldes.

Tre børn bader i vandkanten på en strand. De har badetøj på og baderinge om livet.

Har de sidste to måneder været lidt noget rod?

Ja!!!

Men ved I hvad?

Jeg vil LANGT hellere have to måneders rod, fordi jeg handler på at noget ikke virker – end jeg vil lære mine børn, at de skal blive i noget l*rt, fordi “man ikke kan vælge om”.

Du kan ALTID vælge om.
Du er fri til at forlade situationer der ikke virker – og finde en anden løsning, der er rigtigt for dig.

Har du også prøvet at trykke på STOP, selvom planen var fast forward?
Har du fortrudt at du ikke gjorde det?

/ Mia

10 Comment

  1. Christina says: Svar

    Da min datter skulle i bh, efter vuggestue, var vi fast besluttet på, hun skulle flytte bh til den bh i den by vi boede i nu. Vi boede i nabobyen før, hvor var Victoria var i integreret småbørngruppe(vs) og børnehave. Vi var henne og se den ny bh og fik Victoria indskrevet og holdt endda aflevering møde med med ny bh og gammel vs/bh. Men endte til sidst med at forsætte i forhenværende bh, samme institution som vs, i nabobyen, selvom vi ikke boede her mere. Der er kun 4 km imellem. Vi følte den ny bh ikk kunne varetage Victoria, som hun nu er. Anderledes end andre børn. Det er vi glad for idag, det var også nemmest. Fort Victoria kendte huset, legeplads, børn og de voksne. Selvom det var en ny stue med mange børn. Og undgik endnu et skift til noget ukendt og helt nyt. De mange børn og få pædagoger var Ikk optimalt for Victoria, fandt vi senere ud af. Hun fik og støtte i form en støtte person i nogen tid om ugen,gammel bh, men slet ikke nok. Halv år senere blev Victoria visiteret til en special bh, da hun udvikler sig langsomt sproglig, social og ikk alderssvarende relationer til andre børn. Forsinket udvikling. Victoria har nu fået længere til bh, men trives. Kører med taxi. Snart gået der i halvanden år nu.. Til august skal der snakkes (special) skole og eller udsætning i enten 2020 eller 21.

  2. Mathilde says: Svar

    Jeg er én af dem, der ikke lyttede til hverken mit barn eller min (råbende!) mavefornemmelse og derfor ikke tog min ældste datter ud af den vuggestue, hun gik i. Hun er 7 nu, og jeg fortryder det stadig. Av 🙁

    1. Mia says: Svar

      Kram! Det er skrækkeligt at have den slags fortrydelse ❤️

  3. Sara says: Svar

    Min søns børnehave er også helt okay med at hans lillesøster på 14 måneder også leger ved afhentning (aflevering passer ikke super for nogen parter), selvom hun egentlig også har nok i at lege med hendes bror. Men min dreng er træt efter børnehave og har ikke samme overskud til at lege når han kommer hjem og lillesøster bare er KLAR på leg. Så det fungerer så godt for os at hun også kan lege derovre kunne i finde på dagpleje til Seir? Kan ikke huske at have læst så meget om din holdning til dett.

    1. Mia says: Svar

      Vi var rigtig glade for dagpleje til Nor, da først vi liiige havde skiftet en enkelt gang.
      Jeg har desværre rigtig dårlige erfaringer led dagplejerne i området her – så det bliver et nej. Han viser desuden meget tydeligt at han foretrækker at være sammen med os, mor far og mormor (og morfar og bedste, men det er ikke i hverdagen jo).

      Vi synes jo grundliggende ikke at så små børn hører til hos andre end deres forældre, når man ser det fra barnets perspektiv.

  4. Maiken says: Svar

    Vi droppede dagplejen, fordi min søn kæmpede så heftigt imod og var så ked af det. Jeg færdiggjorde min kandidat og skrev speciale med ham hjemme, og endte med at hjemmepasse i næsten 4 år. Så startede han i børnehave, og det har været en god oplevelse for alle. Han nyder at komme derover.
    Vi troede, vi havde en plan. Så fik vi et barn, som tvang og inspirerede os til noget helt andet – hvilken gave ❤️ planen har ændret sig flere gange, og vi snor os for at finde løsninger, så vi alle kan trives.

  5. Marie says: Svar

    Er det mig der overser noget?!
    Hvad med det sidste barn, skrev du ikke 4 børn hjemme??

    1. Mia says: Svar

      Min ældste har været hjemme i over 1 år pga. skolevægring.
      Nor har været hjemme siden marts pga. operation og komplikationer – ellers har han gået i skole.
      Storm og Seir har været hjemme som aktivt fravalg af pasning,

  6. Henriette Rasmussen says: Svar

    Vi fortryder at vi ikke trykkede på stop noget før vi startede Alma op i vuggestue da hun var 10 mdr. Fordi “det gør man jo”.
    Efter 5 mdr. Endte det ud i et barn der mistrives indså højgravid at moren endte med en depression og stress over at mit barn ikke følger “normerne”.

    To mdr. Senere var moren næsten okay igen, Alma havde ekstrem korte dage og mange fridag (til stor irritation for vuggestuen.

    Hun kom hjem og gå og efter en mdr. Med udelukkende mor tid og nærhed var hun igen sit normale glade selv.

    Vi prøvede igen i oktober dog i dagpleje og dette var bare lige det rigtige for os alle ♥️
    Dagplejemor var helt med på at Alma havde 1-3 fridage om ugen og at tid med mor og far var det vigtigste.
    Men hvad så når sådan noget fungere? Er det så forkert at ønske mere tid med sit barn? Er det egoistisk at vi nu (eller rettere i maj) har taget hende ud for at komme hjem og gå igen med mor og kommende lillesøster? ‍♀️
    Det syntes jeg faktisk var nogle utrolig Svære overvejelse

    1. Mia says: Svar

      Det kan ALDRIG være egoistisk at så små børn er hjemme hos mor og far – sålænge mor og far reelt er tilgængelige.
      Jeg siger ikke at mor og far skal være 100% på og lege med barnet fra morgen til aften, der ligger utrolig meget nærvær og omsorg i at være med i den daglige trummerum med vasketøj osv,
      Men man skal naturligvis rent faktisk være sammen med sit barn – ellers havde barnet nok bedre af at være afsted nogle timer.

Hvad tænker du?